Leder, Byplan Nyt 2, 2020

Den dag Mette Frederiksen lukkede landet ned, holdt jeg en gæsteforelæsning om den gode by for et hold kommende landskabsarkitekter. Jeg konstaterede, at alle visioner om levende og vitale byer bør hvile på et fundament af grundlæggende tryghed. Det er derfor, at København år efter år scorer så højt på alverdens lister over de bedste byer at leve i. ”Tryghed medfører tillid og en grundlæggende accept af andre mennesker i byrummet”, konkluderede jeg.

Men det skulle hurtigt ændre sig. Selvom den omfattende nedlukning af samfundet er igangsat for at skabe større tryghed, så følte jeg mig faktisk utryg de første gange, hvor jeg vovede mig ud i det offentlige rum.

”I 2 måneder har vi nu forsøgt at undgå hinanden – og det har givet os helt nye byer.

I 2 måneder har vi nu forsøgt at undgå hinanden – og det har givet os helt nye byer. Som nævnt i ”Nyt fra netværket” her i bladet, så har Gehl Architects undersøgt fodgængernes færden i Horsens, Svendborg, København og Helsingør i starten af april. Og det viser, at byerne har ændret karakter. Hvor der før var sort af mennesker i centrum, er det nu yderområder, kajkanter og parker, der befolkes af fodgængere, og det er pludselig tryggest at færdes, der hvor vi tror os alene.

Nu har jeg langsomt vænnet mig til en ny normaltilstand, hvor jeg går i en stor bue udenom folk på fortovet, og hvor jeg hilser med et afmålt nik, hvis jeg møder nogen, jeg kender. Jeg er ved at blive helt tryg ved den nye hverdag, og grundlæggende er jeg meget tryg ved at leve i en velfærdsstat, hvor der bliver taget hånd om de fleste.

Men hvad der er utrygt for mig er ikke nødvendigvis utrygt for dig. Som to kandidater fra RUC så illustrativt beskriver i deres speciale om Nørrebro Station, så er utryghed et komplekst fænomen. De viser at de mange aktører omkring stationen opfatter utryghed meget forskelligt. Nogen peger på graffiti og manglende lys, mens andre peger på at gentrificeringen af området presser nogle befolkningsgrupper. Andre finder slet ikke området utrygt. Oliver Westphal-Borch og Simon Colmorten Henriksen påpeger, at vi som planlæggere skal forholde os kritisk til tryghedsbegrebet. Ved Nørrebro station blev der skabt områdetryghed for nogle grupper ved at opsætte mere belysning, fjerne opholdsmuligheder og privatisere af det offentlige rum. Andre grupper følte sig utrygge, fordi de var uønskede.

Hvis jeg på en af mine gåture skulle støde på en robothund, som den Christoffer Weiss så levende beskriver i sit debatindlæg, så ville jeg straks blive utryg. Det er et firbenet orange væsen, der huserer i Singapore. Det tøffer rundt i byens parker og råber til folk, at de skal holde afstand. Hvis du har 2 minutter, så prøv at google ”Robothund Singapore” og vurder selv, om fodgængerne i parken føler sig trygge. Jeg synes umiddelbart, at de ser meget forskrækkede ud. Christoffers Weiss` pointe er, at vores frihedsidealer er under pres, hvis vi får for meget kontrol og overvågning.

Når vi skal lukke byerne og samfundet op, så bør vi overveje, hvad en god by egentlig er. Jeg er stadig af den overbevisning, at tryghed er en grundlæggende forudsætning for de nordiske byers succes. Men de sidste to måneder har med alt tydelighed vist mig, hvor mange facetter tryghedsbegrebet egentlig har.

Ellen Højgaard Jensen
Direktør for Dansk Byplanlaboratorium