KOMMENTAR i Altinget 22. marts 2021

Det stigende antal biler går ud over den kollektive trafik, som folk vælger fra på grund af kvalitet og frekvens. Skiftende regeringer har arbejdet for at fremme projekter, som vil skabe mere biltrafik og underminere grundlaget for bæredygtige transportformer, skriver Ellen Højgaard.

For få år siden talte og skrev alle om selvkørende biler som den store åbenbaring i forhold til fremtidens mobilitet. Kombinationen med andre transportmidler og delebilsordninger gav næring til håb om en mere effektiv og bæredygtig transport i fremtiden. Perspektivet var, at man kunne sidde i den selvkørende bil på vej til arbejde og forberede sig.

I øjeblikket stiger antallet af biler. Det er hjulpet på vej af nedsættelsen af bilafgifterne under den forrige regering. Trængsel og luftforurening i byerne og lange køer på indfaldsvejene betyder et enormt tidspilde. Det er ineffektivt og ikke bæredygtigt. Ellen Højgaard Jensen, direktør, Dansk Byplanlaboratorium

Men nu er fokus skiftet, så nu taler vi om elbiler og infrastruktur til ladestandere. Og det ligger implicit, at køber man en elbil, så kan man pudse glorien.

Forleden deltog jeg på et velbesøgt digitalt borgermøde om Frederiksbergs kommuneplan. Her har man et ambitiøst mål om at der højst må være 250 meter til en ladestander – og det er et flot mål.

Men en opmærksom borger spurgte også til om man på sigt ved om bilejerskabet og de kørte kilometer så vil stige. Politikerne måtte ærligt svare, at det vidste de ikke. Tiden må vise det. Vigtig er det i hvert fald at satsningen på elbiler ikke står alene.

Der er brug for, at fagfolk råber op
I øjeblikket stiger antallet af biler - uanset drivmiddel. Det er hjulpet på vej af nedsættelsen af bilafgifterne under den forrige regering. Trængsel og luftforurening i byerne og lange køer på indfaldsvejene betyder et enormt tidspilde. Det er ineffektivt og ikke bæredygtigt.

Og det går ud over den kollektive trafik, som folk vælger fra på grund af kvalitet og frekvens. Der har været besparelser på kollektive tilbud over hele landet og som en ondsindet cirkel forstærkes det hele af coronaen og efterlader selskaberne, der driver den kollektive trafik, med store huller i pengekassen.

Derfor er der brug for, at vi som fagfolk råber op og anskueliggør og formidler, at der er andre muligheder for mobilitet på paletten. Og ikke mindst, så er der masser af muligheder for at kombinere de forskellige mobilitetsformer effektivt, så det er attraktivt for både pendlere og erhverv og vi kan erobre vores byer tilbage.

Der er brug for stærke trafikale knudepunkter
Vi har simpelthen brug for nye prioriteringer og beslutninger om, hvordan vi transportere os selv og varer rundt i landet.

Det kan undre, at skiftende regeringer arbejder for at fremme meget store infrastrukturprojekter som Fehmern Bælt, Kattegat-forbindelsen og en bro mellem Helsingør-Helsingborg. Det er projekter i den helt store milliardklasse, der alt andet lige vil skabe endnu mere biltrafik. Ellen Højgaard Jensen, direktør, Dansk Byplanlaboratorium

Det interessante er, hvordan vi understøtter de transportformer, der er mere bæredygtige end biltransporten; gang, cykling og kollektiv transport. Og det er her planlægningen er et vigtigt aktiv – eller kan være det - hvis der er politisk vilje.

I svundne tider var byens banegård med tilhørende rutebilstation et naturligt knudepunkt. Og stærke trafikale knudepunkter er der brug for. Byrum med attraktivt byliv og tryghed, hvor kombinationsrejser understøttes og det er attraktivt at stille sin cykel, når man skal videre med bus, tog, metro eller måske en delebil.

Kommuner og transportselskaber skal tænke og planlægge med knudepunkternes kvaliteter for øje; det er helt afgørende for en bæredygtig mobilitet.

Projekter underminerer bæredygtige transportformer
Jeg vil også pege på det såkaldte stationsnærhedsprincip, som har været bærende i Fingerplanens opland. Udlæg af boliger og erhverv har som hovedregel skullet placeres maksimalt 600 meter fra en station. Erfaringerne viser, at 600 meter er grænsen for, hvor langt pendlere og beboere vil gå til kollektiv trafik og dermed fravælge bilen.

Og så er der brug for, at vi tør tænke nyt. Mange steder skal bilerne ud af byen, så luften ikke er tung af benzin- og dieselos og funktionen af gader og stræder ikke er som p-plads, men kan fungere som legeplads, mødested og være sikker for gående og cyklister.

På den helt store skala kan det undre, at skiftende regeringer arbejder for at fremme de meget store infrastrukturprojekter som Fehmern Bælt, Kattegat-forbindelsen og en bro mellem Helsingør – Helsingborg.

Det er projekter i den helt store milliardklasse, der alt andet lige vil skabe endnu mere biltrafik og dermed underminere grundlaget for andre, mere bæredygtige transportformer.

Det er et tema, som efter min mening kan og bør adresseres i regeringens kommende landsplanredegørelse.

Se Ellen Højgard Jensens kommentar i Altinget, 22. marts 2021