Udflugt 16: Ud i det blå langs Odense Å

Foto: Francisco Nielsen

Udflugt 16: Ud i det blå langs Odense Å

Bådtur og gåtur. INGEN LEDIGE PLADSER

Odense Ådal er det store grønne og blå landskabstræk, som byen er opstået ved for mere end 1.000 år siden. Odense Ådal er fredet gennem hele Odense Kommune. Odense Å løber gennem kommunen i en bred ådal i syd til Odense Fjorden i nord – også gennem bymidten, hvor ådalens parker er byens vigtigste grønne åndehuller. Åen giver naturoplevelser, rekreative muligheder og kulturhistoriske oplevelser. I over 140 år har man kunne sejle med turbåd på Odense Å. Odense Ådal er central i Odenses ambition om at blive Danmarks Grønneste Storby.

Ådalen indeholder store naturværdier. Her lever blandt andet odder og isfugl. Odense Kommune arbejder med at forbedre oplevelsen af åen med nye træbroer og byrum, der gør det muligt at opleve å og dens natur tæt på. 

Byens historie er til stede ved åen, og der arbejdes på at formidle især vikingetiden. Vikingeringborgen Nonnebakken, der er nyudnævnte UNESCO-verdensarv, ligger direkte op til Odense Å, som den altid har gjort. Som den eneste af de 5 ringborge ligger Nonnebakken midt i en by.

Langs Odense Å ligger også byens ”strandvejskvarter” Hunderup, med attraktive villaer. Odense har gennem en lang periode været villabyen. En ny bevarende lokalplan for hele Hunderupkvarteret sikrer både bygningsmæssige og landskabelige værdier.

På udflugten oplever vi blandt andet: 

  • Odense ådal og de forskellige parker med kulturhistorie, landskabsarkitektur og historier fra vikingetiden.
  • UNESCO verdensarv.
  • Odenses første kirke, hvor Skt. Knud blev myrdet.
  • Nybyggeri og bevaringsværdier i landskab og bebyggelse.
  • Broer og stier, der fremmer det rekreative byliv.
  • Den landskabelige park Munkemose og fiskepassagen Saabys Stryg.
  • Byens bedste legeplads.
  • Og så spiser vi frokost, mens vi sejler op af Odense Å i en af de gamle turbåde på åen. En tur som odenseanere har taget i over 140 år.