Logo
Indholdsoversigt     
 
FORSIDE KOMMUNERNES ERFARINGER BRUGERNES DOM ANMELDELSER FRA EN FAGMAND

Du er her: Home ANMELDELSER FRA EN FAGMAND Holstebro - anmeldelse af website

   
  Struer - anmeldelse af website
  Faaborg-Midtfyn - anmeldelse af website
  Haderslev - anmeldelse af website
  Holstebro - anmeldelse af website
  Høje-Taastrup - anmeldelse af website
  Frederikshavn - anmeldelse af website
  Rudersdal - anmeldelse af website
  Gribskov - anmeldelse af website
  Baggrund for anmeldelser

Holstebro - anmeldelse af website


Holstebro Kommunes anmeldelse sætter spot på kvaliteter og giver forslag til forbedringer.

Baggrunden for anmeldelsen ses her, og den er lavet med udgangspunkt i denne tjekliste.

 

Indholdsfortegnelse - klikbar:

1. Resumé af forslag til forbedringer

2. Design/løsning

3. Informationsarkitektur og navigation

4. Sprog og formidling

5. Interaktive elementer og features

 

1. Resumé af forslag til forbedringer

·          Mere direkte henvendelser til brugerne på forsiden

·          Klare, lysere og mere professionelle fotos på forsiden

·          Integrere fotos mere i det gennemgående design

·          Søgefunktion, der virker, og som er tilgængelig fra forsiden

·          Bedre grafisk adskillelse af hovedkategorier i topbjælke

·          Mere tydeligt, hvordan man kommer til forsiden fra en underside

·          Evt. dele kategorien ”Det åbne land” i to separate kategorier

·          Forkorte undersiders tekster og tydeliggøre deres relevans for modtageren

·          Færre sammensatte ord og mindre teknisk sprog på undersider

·          Tilføje støttefunktioner til personer med syns- og læsevanskeligheder

·          Tilføje støtteside om brug af kort

·          Kritisk gennemgå indekset – hvis det da skal med

·          Sørge for, at alle undersider virker

·          Fjerne eller udfylde tomme ”billedrammer” på undersider

 

2. Design/løsning

Overordnede iagttagelser

Websitet er nemt at navigere i, og det er temmelig billedrigt, hvilket er meget positivt. Dog virker websitet ikke helt up-to-date, hverken hvad angår design eller løsning. De gennemgående farver – grå og douche – giver et noget trist og stillestående helhedsindtryk. Indtrykket forstærkes af, at der ikke er brugt levende billeder, og at de interaktive muligheder er forholdsvis begrænsede. Hjemmesidens eneste interaktive element er de interaktive kort.

 

Iagttagelser vedrørende design af forsiden

Forsiden virker umiddelbart tilgængelig i og med den er billedrig, tekstlet og luftig.

Den består af en topbjælke med en række hovedkategorier under et stort billede, en brødtekst og tre billedfelter med en række genveje til sidens indhold. Desuden giver forsiden adgang til nogle støttefunktioner (indeks, sitemap og udskriv). Der er ingen film eller andre multimediale og/eller interaktive elementer, og heller ingen funktioner, som øger tilgængeligheden for handikappede brugere.

Hovedkategorierne i topbjælken er svære at overskue, fordi de er skrevet med en temmelig lille brødtekstlignende skrifttype på mørkegrå baggrund. De står også ret tæt. Brødtekstens længde er fin, men at den står i én lang spalte er mindre hensigtsmæssigt, fordi det medfører, at øjet skal bevæge sig en del fra side til side. At inkludere genveje er generelt en god idé, men genvejsfelterne på forsiden er ikke brugt på en måde, så de bidrager med noget ekstra for brugeren i forhold til topbjælkenavigationen, for eksempel ved tage udgangspunkt i brugerens behov og eller bestemte brugssituationer.

Nogle af billederne på forsiden er velvalgte. De har klare farver og virker imødekommende. Andre er mørkere i farverne og mindre velvalgte. Fx ville det store billede over topbjælken have virket bedre, hvis det havde været taget i solskin/været lysere.

 

Iagttagelser vedrørende design af undersider

På undersiden Bysamfund og bydele/Lokalcentre/Nørre Felding er der en topbjælke med hovedkategorier, en venstremenu og supplerende elementer i højre side. Resultatet er et standarddesign, som qua de anvendte farver (hvid, mørkegrå, lysgrå og matgrøn) virker noget dæmpet og udynamisk. I højre spalte er der nogle relevante links, et kort-link og et mindre billede.

Teksten i undersidens tekstfelt er endog særdeles lang og kræver, at man skal scrolle en del for at få det hele med. Den består af en overskrift, mellemrubrikker i tre niveauer, brødtekst og en punktopstilling. To store billeder er placeret langt i teksten, og man ser dem kun, hvis man scroller næsten i bund.

 

Forslag til forbedringer

En række tiltag kan gøre forsiden mere imødekommende og brugervendt:

·          Klare, lysere og mere professionelle fotos vil få forsiden til at virke mere appetitlig og imødekommende.

·          Hvis brødteksten lægges i en smallere spalte, vil den blive nemmere at læse og brugbarheden dermed højnes.

·          Teksten, der præsenterer genvejene på forsiden i form af de tre billedelementer under brødteksten, kan med fordel tage udgangspunkt i brugerne og deres behov: ”Hvis du skal…”; ”Her kan du …”; ”Vidste du, at … ” eller ”Find din …”.

·          Navigationen på forsiden kan blive lettere for brugeren ved grafisk at adskille hovedkategorierne i topbjælken tydeligere, eksempelvis med brug af separate farver, større og mindre brødtekstlignende skrifttype og/eller mere mellemrum mellem kategorierne.

På undersiderne kan et mere spændende overordnet indtryk skabes ved at integrere et eller flere billeder højere oppe i designet, fx over topbjælken som på forsiden eller øverst i tekstfeltet.

Desuden bør det sikres, at websitet er tilgængeligt for personer med syns- og læsevanskeligheder.

 

3. Informationsarkitektur og navigation

Iagttagelser vedrørende informationsstruktur – kategorier og niveauer

Websitets indhold er fordelt på seks hovedkategorier, som hver især består af tre niveauer. Det virker gennemtænkt og brugervenligt. Fordelen af undersider på de forskellige kategorier er vist i skemaet herunder.

 

Kategori nr.

1 – Udviklingsmål for kommunen

2 – Bydele og bysamfund

3 – Service

4 – Det åbne land

5 – Teknik og miljø

6 – Find planen

Antal sider på 2. niveau

10

7

4

14

8

4

Antal sider på 3. niveau

19

51

9

20

12

0

 

De fleste hovedkategorier har navne, som er umiddelbart selvforklarende og af en passende længde. Eneste undtagelser er ”Udviklingsmål for kommunen” og ”Service”. Det første er langt og tungt, og det andet er diffust og ikke selvforklarende.

Bortset fra kategori nr. 4 virker ingen af kategorierne specielt overlæssede.

Kategori nr. 6 adskiller sig fra de øvrige ved kun at benytte sig af to niveauer, og dens undersider har ingen venstremenu.

 

Iagttagelser vedrørende navigation og støttefunktioner

Topnavigationen og venstremenu spiller godt sammen, og gør det let at navigere på hjemmesiden. Det er hele tiden tydeligt, hvor man er. Samme effekt har ”brødkrummerne” på undersiderne. Dog er det ikke tydeligt, hvordan man kommer til forsiden fra undersiderne, hvis man da ikke benytter sig af linket i brødkrummestrengen. At ordene ”Holstebro Kommune” fører til forsiden af den digitale kommuneplan forventer man ikke, og det lille hjemikon i øverste højre hjørne er svært at få øje på.

Søgefunktionen, der er en vigtig navigeringsfunktion, er kun tilgængelig fra undersiderne, ikke forsiden, og så virker den i øvrigt ikke.

Hjemmesiden rummer et udmærket sitemap, der dog designmæssigt gør brug af topbjælken fra forsiden i stedet for undersiderne med de udvidede navigationsmuligheder (søg, hjem), den rummer. Andre sider med mangelfulde navigationsmuligheder er ”Befolkningsprognose”. På en del undersider er der links i grafisk element til højre for brødteksten og interaktive kort.

Endnu en støttefunktion er indekset – en alfabetisk fortegnelse over indhold, som man sjældent ser på websites. Indeksets brugbarhed kræver, at emnenavne er indlysende og utvetydige. Det er ikke tilfældet her. For eksempel er der tre poster, der hedder ”Grønne områder”. En har det kryptiske navn ”Overskrifter”, og nogle hedder ”Progn.”, andre ”Prognose” og atter andre ”Befolkningsprognose”. Indekset lader til at være automatisk genereret, og dets brugbarhed er tvivlsom.

 

Forslag til forbedringer

En søgefunktion, der virker, er et absolut must. Søgefunktionen skal også være tilgængelig fra forsiden. Aktuelt forventer brugerne, at en søgefunktion fremstår med et søgefelt. Navigationsmulighederne bør heller ikke – som nu – forsvinde på nogle sider, og topbjælken på sitemappet bør være den samme som på undersiderne.

Det skal være mere tydeligt, hvordan man kommer til forsiden fra en underside. Teksten ved Holstebro Kommunes våbenskjold kan med fordel ændres til ”Digital kommuneplan” eller lignende, og hjem-ikonet i øverste højre hjørne skal gøres mere tydeligt, fx ved at det flyttes til venstre hjørne, forstørres og gives en kontrastfarve.

Man kan overveje at dele kategori nr. 4, der er den største af de seks hovedkategorier, i to separate kategorier. Desuden kan et par af kategorinavnene gentænkes. Det drejer sig om ”Udviklingsmål for kommunen” (forslag: ”Udviklingsmål”) og ”Service”.

En oversigt over specifikke kort må gerne være at finde et sted på websitet. En placering i kategori nr. 6 ville være oplagt. Og undersiden ”Find planen/Find rammeområde” bør virke.

Brugbarheden af indekset er tvivlsomt, og det bør overvejes, om et indeks overhovedet skal være en del af hjemmesiden. Hvis man insisterer på at have det med, skal det gås grundigt igennem af menneskeøjne.

 

4. Sprog og formidling

Iagttagelser vedrørende sprog og formidling

På forsiden er der en god balance mellem tekst og billeder. Teksten har en fin længde og en god sætningsstruktur uden indskud. Fokus er dog overvejende på afsender (byrådet/kommunen), ikke modtager, hvilket for eksempel fremgår af overskriften. Det handler med andre ord ikke om, hvad den besøgende kan bruge den digitale kommuneplan til – selv om der er ansats hertil med ordene ” På denne side kan du …”. Godt med henvisning til borgermøde, men gerne et link her, der forklarer mere om borgermødet. Henvisning til et generelt debatforum virker ikke hensigtsmæssigt, specielt når der ikke er noget relevant indhold.

Teksten på undersiden Bysamfund og bydele/Lokalcentre/Nørre Felding er ganske lang, og kræver både megen scrolleaktivitet og megen opmærksomhed af sin læser. Det er positivt, at der er brugt mellemrubrikker. Dog er der så mange typer af mellemrubrikker i brug, at deres indbyrdes relationer bliver uklare. 

Sproget er ret teknisk og præget af både lange, sammensatte ord (”lokalcenterfunktioner”, ”boligudbygningsområder”, ”dagligvarebutik”) og en kommunal planlægningsterminologi (”konservativ fremskrivning”, ”tæt-lav byggeri”, ”befolkningsprognosen”). Et lixtal på 47 placerer teksten i en sværhedsgrad kendt fra fagbøger, populærvidenskabelige værker og akademiske udgivelser. Det er i den lidt tungere ende, uden dog at være rigtig svært.

Indholdet på den tilfældigt valgte underside er præget af en del meget specifik tekst om befolkningsprognoser, som ikke virker specielt relevant for modtageren. Hvad tekstens hovedbudskab er, fremgår ikke tydeligt.

Fordelingen af tekst og billeder anslår vi til 65/35 procent, især fordi brødteksten på mange undersider rummer ganske store billeder. På en del undersider er der desuden indsat billeder i feltet til højre for brødteksten. Andre har tomme rammer i samme felt, hvor billederne måske skulle være. Det sidste er ikke hensigtsmæssigt.

 

Forslag til forbedringer

Forsidetekstens indhold kan blive mere modtagervendt, og undersidernes tekster kan forkortes til gavn for modtageren. I den forbindelse bør fokus være på at skabe relevans for modtageren og på at tydeliggøre hovedbudskabet i den enkelte tekst. Desuden kan undersideteksternes læsevenlighed fremmes ved at reducere antallet af sammensatte ord og mængden af teknisk sprog.

Alle undersider bør gås igennem for at være sikker på, at der er billeder i rammerne til højre for brødteksten på undersiderne, og ikke bare tomme rammer. Dem er der en del af.

 

5. Interaktive elementer og features

Iagttagelser vedrørende kort

Kortene er hjemmesidens eneste interaktive elementer. Tre typer interaktive kort optræder: specifikke kort med søgefunktion (matrikelkort, adressekort), specifikke kort uden søgefunktion og globale kort – et med temaer og et, der hedder ”Hovedstruktur og rammer” uden temaer.

Fælles for de interaktive kort er, at brugen af dem kræver øvelse. Den vejledning, der gives, er ikke særlig fyldestgørende, så brugeren er henvist til selv at lære sig at bruge kortene og deres forskellige funktioner gennem trial-and-error-metoden. 

På de specifikke kort med søgefunktion kan man søge på specifikke steder ved hjælp af søgefelter. Her gives nogle få brugsanvisninger. Vejledningsteksten refererer også til ”temaerne”, som man kan ”tænde og slukke” for – dog uden at forklare, hvad temaer er, og hvorfor man skulle ønske at aktivere eller deaktivere dem. Man kan ikke åbne kortet i et nyt vindue.

De specifikke kort uden søgefunktion tillader kun brugeren at zoome og printe. De er ikke tilgængelige fra hovedkategori nr. 6, men er fordelt på undersiderne. Dermed bliver de svære at finde frem til.

De globale kort åbner automatisk i et eget vindue. Man kan zoome, printe og åbne kortet igen i et pop-up-vindue (dog uklart hvorfor), og der er en funktion, der hedder ”Signatur”. Desuden kan man finde en række kategorier på kortet ved af klikke på dem i venstre side af skærmen, der ikke er en del af selve kortet.

 

Forslag til forbedringer

Lav gerne en støtteside med undervisning i, hvordan man bruger kortene – især de globale, som aktuelt ikke har nogen vejledende tekst. Støttesiden eller guiden må gerne bestå af mange billeder (fotos, screendumps eller tegninger) og få ord efter devisen ”show, don’t tell”, og den skal være tilgængelig, når kortene er åbne.

Overvej om kortenes interaktive funktioner kunne gives mere selvforklarende betegnelser end ”temaer” og ”signatur”.

Udarbejdet af Xylofon A/S, september 2009

Til toppen


 

Netværk om udvikling af nye digitale kommuneplaner