Planer mellem planer - når visioner tager form
Er det en helhedsplan, en masterplan eller en udviklingsplan? Kært barn har mange navne. Men hvordan fungerer den strategiske, faciliterende og situationsnære plan egentlig? Hvad er styrker og svagheder? Og hvordan tager du højde for alt det som ikke kan sikres med ophæng i planloven? Det udforsker vi sammen på dette kursus der er skræddersyet til planfaglige projektledere og udviklingsmedarbejdere i kommunerne.
Arbejder du med planprocesser, der hverken er kommune- eller lokalplanlægning? Uanset om du arbejder med bymidte- eller destinationsudvikling, en masterplan for et byudviklingsprojekt, omdannelse af erhvervsområder eller noget helt fjerde, vil dette 2-dages kursus klæde dig på til at spille planen god!
Målgruppe
Kurset henvender til planfaglige projektledere og udviklingsmedarbejdere i kommunerne som arbejder med uformelle plantyper. Kurset er også relevant for bygherrer og rådgivere der samarbejder med kommunerne om den konkrete udvikling af et område, dets plan og proces.
Planlægning uden jura – eller jura på rette tid?
Det er et centralt spørgsmål for alle der arbejder med mellemforms planlægning eller uformelle plantyper. Uanset hvad vi kalder planerne, spiller denne type dokumenter en større og større rolle som det analyserende, samlende og igangsættende greb i byens forandring. Planerne løser komplekse og tværfaglige problemstillinger og forudsætter samspil med byens aktører, systemer og mangfoldige indsatser.
Planen er en proces.
Fælles for planerne er at de typisk udspringer af et formuleret ønske om at et sted skal forandres. Enten på grund af oplevede funktionelle, stedlige eller strukturelle problemer, en ovenfra kommende strategi eller politik som skal udmøntes eller fordi stedets ejer eller brugere tager initiativ til en samtale om stedets mulige forandring.
Stedet er udgangspunktet for planen.
Kursus beskrivelse
Med Køge Kommune som case undersøger vi værktøjskassen og hvordan du bringer den i spil i din egen hverdag. Det gør vi gennem et mix af ekspertoplæg, øvelser, inspiration fra praksis samt fokus på refleksion, både individuelt og i netværk.
På kurset vil du få viden om og kompetencer til at arbejde med:
- Planens kontekst - hvordan du udfolder din analyse og problemforståelse, så den ikke kun favner stedets regulering, fysik og sanselighed, men også en dybere forståelsen af hvilke forudsætninger, aktører, økonomier og fortællinger der er på spil.
- Planens proces - hvordan du tilrettelægger en proces der både skaber overblik og fælles retning, men samtidig giver mulighed for læring, samskabelse og forstyrrelser under vejs. Og hvordan sikrer du det demokratiske grundlag og en god kobling til de formelle planredskaber?
- Planens virkemidler – hvordan skal stedets forandring ske og i hvilke rækkefølge? Hvilke principper er vigtige og hvordan fastholdes de over tid? Hvem skal investere? Hvilken rolle kan og vil kommunen spille i området – og hvad skal ændres i den daglige drift. Og er der noget der skal testes undervejs?
Kurset veksler mellem oplæg, stedbaseret analyse i vores værtsby, gruppearbejde og tid til din egen refleksion. Du får både faglig fordybelse og praktiske redskaber, du kan bruge direkte i dit arbejde – uanset om du arbejder i stor eller lille skala.
Programmet er foreløbigt. Se program for det tilsvarende kursus i 2025 til venstre. Detaljeret program for efterårskurset følger.
Tilmelding
Spørgsmål og kontakt
Har du spørgsmål til kursets faglige indhold og afvikling, er du velkommen til at kontakte kursusleder Sune Porse Carlsen på spc@byplanlab.dk eller tlf. 52104044
Henvendelse vedrørende fakturering og betaling skal rettes til Heidi Kruse på hk@byplanlab.dk eller 33137281.
Billede: Klimadatastyrelsen.