Robust klimatilpasning skal indtænke naturens processer
Klimatilpasning er blevet en disciplin i rivende udvikling og et politisk signalværk, hvor handlekraft ofte trumfer omtanke. Men er vi i virkeligheden ved at spænde ben for os selv i forsøget på at beskytte det, der allerede er tabt? Og hvem tør tage de svære valg, når naturen skal have plads, og byerne må vige?
Vi har spurgt fire markante faglige stemmer - Anna Als, Bodil Ankjær Nielsen, Eva Sara Kehlet Rasmussen og Ole Fryd - som arbejder med klimatilpasning fra hvert deres ståsted.
Hvad ser de som de største udfordringer de næste ti år – og hvad risikerer vi at overse? Hvilke løsninger er der brug for – ledelsesmæssigt, politisk, teknisk eller i form af samarbejder? Og hvilken målbar effekt eller oplevet værdi kan klimatilpasning overhovedet skabe – for livskvalitet, byudvikling og miljø?
1. Hvad ser du som de største udfordringer for klimatilpasning de næste ti år - og hvad risikerer vi at overse?
Klimatilpasning kræver samarbejde på tværs af interesser
For tiden har kulturministeren lanceret et initiativ omkring 20 bud på Danmarks immaterielle kulturarv. Flere af dem kredser om vores historiske tradition for at organisere os og samarbejde ud fra en historisk erkendelse af, at det er ”den danske måde” at skabe positive, varige forandringer.
I sin grundessens kræver klimatilpasning i Danmark samarbejde. Miljøministeriet har det overordnede ansvar for at ”samordne” den danske indsats og samarbejde med andre EU-lande.
Den største del af ansvaret for kysternes klimatilpasning ligger hos den enkelte grundejer, som har eller vil komme til at opleve skader på sin ejendom. Ansvaret for den praktiske samordning ligger hos kommunerne.
Kommunerne har ansvar for at give tilladelser til indsatser og planlægning, så skader undgås. Det kan være ved at:
- tage initiativ til projekter, som afhjælper gentagelse af skader
- nedbringe risikoen ved at lave risikostyringsplaner
- kortlægge og videreformidle oplysninger om særligt udsatte områder
- undgå at udlægge ny infrastruktur og bebyggelse i udsatte områder
- være tovholder på fælles projekter, som omfatter mange grundejere.
Den største danske udfordring er, om vi som samfund formår at skabe de tillidsfulde samarbejder, som kan bane vejen for en tilstrækkelig hurtig og smuk klimatilpasning.
Der er en stor risiko for, at klimatilpasningen (fortsat) betragtes som en teknisk opgave, hvorved der hverken skabes den rette fokus på sikkerhed og tryghed, rum for menneskers liv ved kysten eller forbedrede forhold for naturen.
I Danmark har vi, trods aftalen om Den Grønne Trepart, fortsat alt for lidt fokus på implementering af EU’s Biodiversitetsstrategi og på proaktive eksempler på implementeringen i vores klimatilpasning.
2. Hvilke løsninger er der brug for – ledelsesmæssigt, politisk, teknisk eller i form af samarbejder?
De bedste løsninger tager afsæt i en dyb faglighed og gensidig tillid
Der er brug for en velorganiseret indsats med en dyb faglighed, som skaber de bedste betingelser for en målrettet indsats, hvor der er plads til kreativitet og små ”svinkeærinder” undervejs for at sikre, at det i sidste ende er den bedste løsning, som vælges.
På mange måder er der brug for en ”gammeldags” tilgang, hvor faglighed er vigtigere end forskellige former for omstruktureringer. En tilgang, hvor vi som samfund og i de enkelte organisationer anerkender, at klimatilpasning er en kompleks opgave, som ikke kan skæres ud til delopgaver, der løses i en ”silotænkning”.
Fagligheden og de nødvendige red- skaber er nødt til at være i centrum for de beslutninger, der træffes ledelsesmæssigt og politisk.
Det kræver tværfaglige samarbejder. Samarbejder som vil variere i form og indhold, alt efter om der f.eks. allerede er velfungerende kystbeskyttelseslag (velorganiserede grundejere), en kommunal forvaltning, som gennem mange år har opbygget en velfungerende praksis, eller om der er ildsjæle på tværs af interesser, som evner at ”binde” interesserne sammen i nye fællesskaber, som fokuserer på klimatilpasning.
3. Hvilken målbar effekt og oplevet værdi kan klimatilpasning skabe – f.eks. for livskvalitet, byudvikling eller miljø?
Robust klimatilpasning skal indtænke naturens processer
En robust klimatilpasning skaber grundlæggende tryghed og reducerer risikoen for livsomvæltende skader. En helhedsorienteret tilgang til klimatilpasning rummer potentialer for flere typer af forbedringer af livskvalitet, byens liv og miljø. For det første kan ”usynlige” anlæg, der underordner sig det eksisterende miljø, bevare byens oprindelige kvaliteter, hvilket sikrer, at de eksisterende byrum ikke forstyrres. For det andet kan klimatilpasningsanlæg, der er designet med særlig omtanke for materialer og linjeføring, skabe nye kulturmiljøer, som giver borgerne nye oplevelser og sammenhænge i byrummet.
Ydermere kan tilbagetrukne anlæg skabe nye anvendelseszoner, der ligger mellem den ”klimasikrede” by og den dynamiske zone foran, hvor naturen får større plads til at udfolde sig frit. Endelig vil naturprægede tiltag, der genintroducerer natur og økosystemtjenester, både afbøde risikoen for skader på bygninger og anlæg og samtidig give naturen bedre udfoldelsesmuligheder. Dette vil både være til glæde for planter, dyr og mennesker og bidrage til en mere bæredygtig og resilient by.
4. Hvad er dine tre bedste råd til en kollega, der arbejder med klimatilpasning?
Lær, vær nysgerrig, og dyk ned i naturens processer
- Lær, og søg viden. Når du arbejder med klimatilpasning, er det vigtigt kontinuerligt at opsøge den nyeste viden. Faget udvikler sig hurtigt, og det er nødvendigt at opdatere sine færdigheder og viden.
- Vær nysgerrig både i forhold til nye fagområder og på tværs af interesser. Samarbejde er fundamentalt i klimatilpasning. Arbejd sammen om at finde løsninger, der både er realistiske og ambitiøse.
- Interessér dig for naturens pro- cesser og livet langs kysterne. Der er ingen vej uden om, at vores praksis skal udvikle sig i en mere ”naturnær” retning i de kommende årtier.
