Klimatilpasning er en proces, ikke en event
Klimatilpasning er blevet en disciplin i rivende udvikling og et politisk signalværk, hvor handlekraft ofte trumfer omtanke. Men er vi i virkeligheden ved at spænde ben for os selv i forsøget på at beskytte det, der allerede er tabt? Og hvem tør tage de svære valg, når naturen skal have plads, og byerne må vige?
Vi har spurgt fire markante faglige stemmer - Anna Als, Bodil Ankjær Nielsen, Eva Sara Kehlet Rasmussen og Ole Fryd - som arbejder med klimatilpasning fra hvert deres ståsted.
Hvad ser de som de største udfordringer de næste ti år – og hvad risikerer vi at overse? Hvilke løsninger er der brug for – ledelsesmæssigt, politisk, teknisk eller i form af samarbejder? Og hvilken målbar effekt eller oplevet værdi kan klimatilpasning overhovedet skabe – for livskvalitet, byudvikling og miljø?
1. Hvad ser du som de største udfordringer for klimatilpasning de næste ti år – og hvad risikerer vi at overse?
Klimatilpasning på bekostning af klimaet
Den største udfordring er, at vi tror, vi kan bygge os ud af det. Det kan vi ikke, og det skal vi heller ikke. Kloakker, diger og pumpestationer kommer med en stor klimabelastning. Som eksempel vil renoveringen af landets 92.000 km kloakker have et CO2-aftryk på omkring 30 mio. tons CO2 . Det svarer til halvdelen af hele Danmarks CO2-udledning på et år. Vi risikerer at brænde kloden af i vores iver efter at klimasikre Danmark.
Det næste er ønsket om at vise handlekraft – både blandt beslutningstagere og fagfolk. Men utæmmet hastværk kan begrænse vores evne til at eksperimentere, lære undervejs og have det lange lys på.
Jeg er samtidig bekymret for, at vi ikke får tænkt oversvømmelser og tørke ordentligt sammen, ligesom hedebølger og naturlig køling, mental og fysisk sundhed, social retfærdighed, biodiversitet og nødvendige arealomlægninger hænger sammen. Men det viser også potentialet i fysisk planlægning som et centralt redskab i klimatilpasningen.
2. Hvilke løsninger er der brug for – ledelsesmæssigt, politisk, teknisk eller i form af samarbejder?
Et nyt hierarki
På den helt store klinge handler det om at udfordre vores værdier og natursyn. Som det er nu, har de kortsigtede økonomiske gevinster forrang for de menneskelige omkostninger, mens de langsigtede konsekvenser for naturen og planeten nærmest er helt ude af ligningen. Vi er nødt til at få vendt hierarkiet om.
Internationalt taler man om ”transformativ klimatilpasning”, som kalder på fundamentale forandringer i den måde, vi gør tingene på, og en helt anden forståelse for aktivt medborgerskab og retfærdighed på tværs af lande, generationer og arter. Der er behov for et nyt ”mindset”, når det gælder relationen mellem mennesker og natur.
Vi skal samtidig evne at skynde os langsomt. Vi skal gå fra sprint til maraton, når det gælder klimatilpasning. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal ud af startblokkene, det skal vi, men vi skal også økonomisere med kræfterne, så vi kan holde kadencen på den lange bane.
3. Hvilken målbar effekt og oplevet værdi kan klimatilpasning skabe – f.eks. for livskvalitet, byudvikling eller miljø?
Klimatilpasning er en proces, ikke en event
Der er lavet en del undersøgelser om dette, f.eks. de sociale gevinster ved klimatilpasning i Kokkedal, vejbedes rolle i forhold til bynatur på Langelinie i Odense, Køge Bugt Strandparks rekreative værdi og naturgenopretningspotentialet ved Gyldensteen Strand.
De fleste projekter har dog flagskibs- karakter. Vi har behov for eksempler, der mere lavpraktisk tager udgangspunkt i det lokale landskab og viser, hvad det fører med sig af løsninger.
Forkærligheden for den ”målbare effekt” afspejler en projekttænkning, hvor der er risiko for, at teknologisk kortsigtede og CO2-tunge løsninger bliver draperet af noget pænt landskab, uden at de underliggende forståelser og potentialer for alvor bliver udfordret. På engelsk taler man om en ændring fra ”nature- based solutions” til ”nature-glazed solutions”. Vi skal væk fra forestillingen om, at vi kan lave et klimatilpasnings- projekt, som borgmesteren kan indvie og proklamere, at ”Nu er vi klima- sikrede!”. Klimatilpasning er en proces, ikke en event.
4. Hvad er dine tre bedste råd til en kollega, der arbejder med klimatilpasning?
Et nyt paradigme for klimatilpasning
-
Sæt naturen først. Start med at ”læse landskabet”, dvs. respektér terrænforholdene, hydrologien, geologien og det historiske landskab, og brug det som udgangspunkt for den langsigtede transformation af vores byer og landskaber. Værn om de naturområder, der allerede er, og vis, hvordan de kan bevares, vokse og etableres fremadrettet.
-
Forstå dernæst, at CO2 er den eneste reelle valuta, som alle bygge- og anlægsprojekter bør vurderes ud fra. Økonomiske analyser kan ikke retfærdiggøre hærværk f.eks. ved at postulere, at vi ikke har råd til at lade olien blive i undergrunden. Vi skal respektere de planetære grænser.
- Min sidste anbefaling er at tænke dynamisk og langsigtet. Vi mennesker er kognitivt disponeret for nemme løsninger, vi tænker kortsigtet, og så har vi en forkærlighed for det, vi kender. Klimatilpasning er alt det modsatte. Det er komplekse og langsigtede løsninger, som vi endnu ikke kender. Men det skal ikke afholde os fra at komme i gang med opgaven
