Artikel

Fremtidens byer afhænger af klimatilpasning med kvalitet og stedsans

Bodil Ankjær Nielsens perspektiver fra frontlinjen
Esbjerg

Klimatilpasning er blevet en disciplin i rivende udvikling og et politisk signalværk, hvor handlekraft ofte trumfer omtanke. Men er vi i virkeligheden ved at spænde ben for os selv i forsøget på at beskytte det, der allerede er tabt? Og hvem tør tage de svære valg, når naturen skal have plads, og byerne må vige? 

Vi har spurgt fire markante faglige stemmer - Anna Als, Bodil Ankjær Nielsen, Eva Sara Kehlet Rasmussen og Ole Fryd - som arbejder med klimatilpasning fra hvert deres ståsted.

Hvad ser de som de største udfordringer de næste ti år – og hvad risikerer vi at overse? Hvilke løsninger er der brug for – ledelsesmæssigt, politisk, teknisk eller i form af samarbejder? Og hvilken målbar effekt eller oplevet værdi kan klimatilpasning overhovedet skabe – for livskvalitet, byudvikling og miljø?

Bodil Anskjær Nielsen bilde.jpg
Bodil Ankjær Nielsen, Klimatilpasningskoordinator - Esbjerg Kommune

1. Hvad ser du som de største udfordringer for klimatilpasning de næste ti år  – og hvad risikerer vi at overse? 

Oversvømmelserne kommer – men lovgivningen halter bagefter 

En stor udfordring bliver at få klimatilpasset vores eksisterende byer i forhold til oversvømmelser fra ekstremregn, terrænnært grundvand og vandløb. Der er behov for planlægning, der tager højde for, at vandet styres de mest hensigtsmæssige steder hen, og der er behov for løsninger, der kan fungere i den eksisterende by, så byerne er rare at bo i. 

Klimaforandringerne er her allerede, og vi vil i stigende grad opleve områder i vores byer, som igen og igen bliver oversvømmede. Mange tror, at det bliver f ikset af kommunen eller forsyningsselskabet. Men vi må erkende, at det nuværende regelgrundlag for forsyningsselskaberne ikke kommer til at løse stort mere end hverdagsregnen. Jeg tror heller ikke, at den nye lovgivning, der er på vej for det terrænnære grundvand, bliver den gamechanger, som mange har håbet på. Planlovens bestemmelser om udpegning af oversvømmelsestruede områder og afværgeforanstaltninger i lokalplaner fokuserer udelukkende på planlægning for nye byområder. 

2. Hvilke løsninger er der brug for  – ledelsesmæssigt, politisk, teknisk  eller i form af samarbejder? 

Klimatilpasning kræver klare krav og nye finansieringsmodeller 

Ud over en helt nødvendig afklaring af ansvarsfordelingen mellem grundejer, kommune og stat tror jeg, at der er behov for, at fysisk planlægning for klimatilpasning i højere grad bliver formaliseret på lige fod med planlægning for f.eks. affald og spildevand med krav om bestemte tidshorisonter og især med krav om at disponere vandet inden for de enkelte vandoplande. I øjeblikket er der kun forpligtende krav til den halvdel af kommunerne, der er udpeget efter oversvømmelsesdirektivet, og her er hverken nedbør eller det terrænnære grundvand omfattet. 

Derudover giver det nuværende regelgrundlag ikke mulighed for at finansiere de gode løsninger med merværdi i byområderne. Disse løsninger er fortsat henvist til frivillighed og en skattefinansiering, hvor der skal konkurreres med ældrepleje og skoler ude i kommunerne. En løsning kunne måske være at opkræve særlige takster på ejendomsskatten, som bliver øremærket til klimatilpasning. 

Erkend, at ting tager tid, og at resultaterne ikke kun er afhængige af dig. Det vigtigste er, at udviklingen går den rigtige vej.
Bodil Ankjær Nielsen

3. Hvilken målbar effekt og oplevet værdi kan klimatilpasning skabe – f.eks. for livskvalitet, byudvikling eller miljø?

Fremtidens byer afhænger af klimatilpasning med kvalitet og stedsans 

For det første vil klimatilpasning på den mellemlange og lange bane sikre overlevelse for vores byer. 

Jeg husker en undersøgelse fra København, som indikerer, at synlig klimatilpasning med kvalitet har en positiv indvirkning på ejendomspriserne. Byer, der ikke klimatilpasses, vil blive for dyre at bo i på den lange bane, og bygningsmassen vil miste værdi, hvilket for den enkelte vil betyde økonomisk utryghed. Det vil være en negativ spiral for den enkelte og for samfundet. 

Med omtanke giver byfornyelse og byomdannelse særlig gode muligheder for at integrere klimatilpasning med stedsspecifikke løsninger. Da vi i Esbjerg designede vores strategi for stormflodssikring af Esbjerg by, arbejdede vi målrettet med et ønske om en multifunktionel løsning i form af et dige, der kunne fungere som en del af byens grønne ring for cyklister og fodgængere, som sikrede udsyn over havet, og som talte sammen med forskellige bygninger langs strækningen, der viser træk af havnens udvikling. 

4. Hvad er dine tre bedste råd til en kollega, der arbejder med klimatilpasning? 

Find glæden i arbejdet, vær tålmodig, og søg nye faglige fællesskaber 

  1. Prioritér at tale klimatilpasning op i alle de sammenhænge, det er muligt. Man kan godt komme til at fortabe sig i, at udviklingen ikke går hurtigt nok. Men fakta er, at klimatilpasning er et utrolig spændende arbejdsfelt.
  2. Gør det bedste, du kan, men erkend samtidig, at ting tager tid, og at resultaterne ikke kun er afhængige af dig. Det vigtigste er, at udviklingen går den rigtige vej.
  3. Søg løbende ny viden, og hold dig fagligt frisk. Deltag i netværk, og opsøg af og til nye netværk i stedet for dem, du normalt kommer i.  Ring og spørg en kollega i en anden kommune eller en forsker. 

I den sidste tid har jeg deltaget i et forløb gennem Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) om digitalisering af klimatilpasning. Det var en helt ny sammenhæng for mig, hvor jeg mødte mange nye mennesker og kunne bidrage inden for mit eget fagfelt, klimatilpasning, men samtidig fik rigtig meget ny inspiration og viden, fordi jeg sad sammen med folk med andre fagligheder. Det kan jeg varmt anbefale.