Logo
Indholdsoversigt     
 
FORSIDE KOMMUNERNES ERFARINGER BRUGERNES DOM ANMELDELSER FRA EN FAGMAND

Du er her: Home ANMELDELSER FRA EN FAGMAND Frederikshavn - anmeldelse af website

   
  Struer - anmeldelse af website
  Faaborg-Midtfyn - anmeldelse af website
  Haderslev - anmeldelse af website
  Holstebro - anmeldelse af website
  Høje-Taastrup - anmeldelse af website
  Frederikshavn - anmeldelse af website
  Rudersdal - anmeldelse af website
  Gribskov - anmeldelse af website
  Baggrund for anmeldelser

Frederikshavn - anmeldelse af website


Frederikshavn Kommune har udarbejdet deres kommuneplan 2009 i digitalt format, og nedenstående anmeldelse sætter spot på kvaliteter og giver forslag til forbedringer.

Baggrunden for anmeldelsen ses her, og den er lavet med udgangspunkt i denne tjekliste.

 

Indholdsfortegnelse - klikbar:

1. Resumé af forslag til forbedringer

2. Design/løsning

3. Informationsarkitektur og navigation

4. Sprog og formidling

5. Interaktive elementer og features

1. Resumé af forslag til forbedringer

·          Mere jævn fordeling af informationer på websitet

·          Mere selvforklarende kategorinavne

·          Samle punkter i topmenuen under ét (en hovedmenu, frem for to)

·          Bedre udnyttelse af forsiden og mere direkte henvendelser til brugerne på forsiden

·          I højere grad prøve at gøre kommuneplanen relevant og vedkommende for den enkelte

·          Bearbejde og restrukturere tekster, så de er tilpassede webmediet

·          Flere billeder – gerne med mennesker på – overalt på websitet

·          Tilføje sitemap

·          Tilføje støtteside om brug af kort

 

2. Design/løsning

Overordnede iagttagelser

Der er tydeligvis arbejdet med kontrastfarverne blå og orange og med kontrasten mellem kantede og bølgede form. Alligevel fremstår designet som helhed med et lidt ældre webdesign. Det skyldes ikke mindst det påfaldende fravær af billeder og grafiske elementer. Det eneste billede, vi har kunnet finde, er det naturbillede i panoramaformat, som befinder sig over topbjælken og går igen på alle sider. Der er således ingen mennesker og liv på siden. Mulighederne for interaktion og dialog er få. Der er tilsyneladende ingen funktioner, som øger tilgængeligheden for handikappede brugere.

 

Iagttagelser vedrørende design af forsiden

Forsidedesignet består af en mørkeblå topbjælke med menupunkter og støttefunktioner, en mørkeblå venstremenu på lyseblå baggrund og et hvidt tekstfelt med tre illustrationer (pdf-dokumenter til download) og brødtekst med orange mellemrubrikker. Den orange farve går igen ved søgefeltet og i en overskrift, som ses på et naturbillede i panoramaformat over topbjælken. Under tekstfeltet er der en mørkeblå bjælke med kommunens kontaktoplysninger. Det hele befinder sig i en hvid ramme.

Naturbilledet, et stiliseret bølgemotiv på den lyseblå baggrund og i kommunens logo øverst til venstre bryder med de mange skarpe hjørner og enkelheden i designet.

Der er ingen interaktive eller multimediale elementer på forsiden og heller ingen billeder af mennesker.

 

Iagttagelser vedrørende design af undersider

Valgt underside:  By, land og vand retningslinjer/4. Ferie og fritid/4.2. Arealer til sommerhusområder, campingpladser og hoteller.

Rammen er som på forsiden: samme panoramafoto, samme topbjælke og venstremenu. Det punkt i venstremenuen, som er aktivt, er orange, og det samme er det/de aktive undermenupunkter. Overskrifter og mellemrubrikker i tekstfeltet er også orange. Den lyseblå baggrund til højre for det hvide tekstfelt bliver ikke brugt til noget på denne side. Der er ingen billeder i tekstfeltet – naturbilledet øverst er det eneste billede på siden.. Teksten på siden er meget lang og indledes med en klikbar og nummereret emneoversigt, som linker til de enkelte emner på siden.

 

Forslag til forbedringer

Først og fremmest trænger websitet til mange flere billeder end det ene, vi har kunnet finde. Det må gerne være billeder med mennesker på.

Et sted at starte ville være forsiden – her kan de tre billeder af forsider på pdf-dokumenter skiftes ud med stemningsbilleder fra kommunen og af kommunens borgere eller billeder, som spiller sammen med teksten (som man kan overveje at lave om, så den kommer brugeren i møde og henvender sig til ham/hende). Skiftende billeder over topbjælken vil kunne bidrage med dynamik til siden. Der kan også passende indsættes billeder i det lyseblå felt til højre for tekstfeltet, som aktuelt står tomt på en del undersider. Endelig kan der være billeder i undersidernes tekstfelter.

I forbindelse med billedvalget bør man understøtte designet ved at tænke i kontraster, hvad angår farver og former for at øge fornemmelsen af dynamik på siden.

Teksten på undersiden bør brydes op og være meget kortere. Opdel gerne i flere undersider med udgangspunkt i at én side vedrører ét emne.

Desuden bør det sikres, at websitet er tilgængeligt for personer med syns- og læsevanskeligheder.

 

3. Informationsarkitektur og navigation

Iagttagelser vedrørende informationsstruktur – kategorier og niveauer

Kommunalplanen præsenteres i venstremenuen seks hovedkategorier. Desuden rummer topbjælken fire deciderede menupunkter, der har karakter af paratekster i forhold til venstremenuens indhold. Skemaet herunder viser, hvor mange sider, niveauer og undersider pr. niveau, der ligger under de enkelte hovedkategorier.

 

Kategori nr.

1. Fokus-områder

2. Kort

3. Rammer for lokal-området

4. Land og vand retnings-linjer

5. Hvad gælder for mig

6. Kommune-planen som pdf

Antal sider på 2. niveau

2

0

27

5

0

0

Antal sider på 3. niveau

0

0

0

21

0

0

 

Informationsstrukturen er meget ujævn og dermed temmelig usædvanlig: Tre kategorier – nr. 2, nr. 5 og nr. 6 – har slet ingen undersider, og kun én hovedkategori, nr. 4, har undersider på mere end to niveauer. De er nogenlunde jævnt fordel. Kategori nr. 3 har uforholdsmæssigt mange undersider på 2. niveau, men ingen på 3. niveau.

Iagttagelser vedrørende navigation og støttefunktioner

Navigeringen på siden fremstår som let at bruge, idet navigationsmulighederne er de samme og synlige på alle sider.

Navigeringen hæmmes dog af, at flere af hovedkategoriernes navne er uklare og ikke altid dækkende for det indhold, de henviser til: ”Fokusområder” er eksempelvis en noget uklar betegnelse, og for at give mening forudsætter betegnelsen ”Land og vand retningslinjer” eksistensen af en anden kategori, der omhandler land og vand, men ikke giver retningslinjer. Kategorinavnet ”Hvad gælder for mig” er formet som et spørgsmål formuleret af brugeren, og her kan brugeren tænkes at forvente sig en tekst direkte henvendt til hende. Kategorien indeholder ingen tekster, men derimod et kort. Det forvirrer brugeren.

Desuden forvirrer den simultane tilstedeværelse af top- og venstremenu. Brugeren er nødt til at nærlæse menupunkternes navne for at kunne afgøre, hvilken af de to menustrukturer, som er den primære.

I hovedkategori nr. 4 er undersiderne nummererede. Det er både usædvanligt på et website og unødvendigt, og bryder med logikken på resten af hjemmesiden.

Af støttefunktioner har vi identificeret en søgefunktion med mulighed for at kontrollere visningen af antallet af resultater pr. side og en printfunktion. Begge dele virker. Desuden er det muligt at komme til forsiden fra alle sider. Der er ikke noget sitemap.

 

Forslag til forbedringer

Informationsstrukturen bør gentænkes, så den bliver mere ensartet. Udgangspunktet for en genovervejelse af informationsstrukturen skal være hovedkategorierne nr. 3 og nr. 4, som rummer stort set alt tekstindholdet. Man bør overveje, om de tekstløse punkter overhovedet skal have plads i menustrukturen. I samme forbindelse bør det sikres, at navnene på hovedkategorierne er selvforklarende og dækkende.

Hjemmesiden kan forbedres væsentligt og blive meget mere tilgængelig ved at gentænke strukturen ved at brede indholdet bedre ud på topmenupunkterne på siden, så indholdet bliver mere jævnt fordelt.

Topmenuen kan man også med fordel gennemtænkes for at gøre navigationen mindre tvetydig. Kan indholdet (bortset fra støttefunktionerne) samles under et punkt, som for eksempel kan hedde ”Om kommuneplanen” og placeres i venstremenuen? Hvis noget indhold falder uden for emnet, har det da nogen berettigelse på hjemmesiden?

Nummerering af sider under kategori nr. 4 fjernes.

Et sitemap kan tilføjes. En placering i topbjælken sammen med de andre støttefunktioner ville være oplagt.

 

4. Sprog og formidling

Iagttagelser vedrørende sprog og formidling

Indholdet er fokuseret på grundlaget og baggrunden for kommuneplanen og dens fokus, og det er formidlet i et bureaukratisk sprog, hvor tekstens subjekter er Byrådet og Frederikshavn Kommune – dvs. en forsamling og en administrativ enhed, ikke personer. Brugerne er slet ikke sprogligt til stede i forsideteksten. Teksten rummer ingen eksempler på eller forslag til, hvad den besøgende kan bruge hjemmesiden eller kommuneplanen til. På den måde forspilder man lejligheden til at engagere brugeren og via forsideteksten trække vedkommende længere ind på siden. Teksten er desuden noget lang af en forsidetekst at være.

Genveje til tre pdf-dokumenter, som befinder sig på en anden adresse, er placeret på forsiden.

Heller ikke teksten på undersiden ”By, land og vand retningslinjer/4. Ferie og fritid/4.2. Arealer til sommerhusområder, campingpladser og hoteller” kommer modtageren i møde, men er derimod svært tilgængelig. Den er meget, meget lang og kræver dermed stor scroll-aktivitet af brugeren. Omfanget betyder, at teksten ikke lader sig skimme. Teksten yder ingen læserservice i form af et resumé eller en opsamling af hovedbudskabet, så for at tilegne sig budskabet er læseren henvist til at læse hele den lange tekst. Øverst i teksten er der dog klikbare henvisninger til tekstens afsnit.

Også det anvendte sprog nedsætter tilgængeligheden. Sproget er præget af sammensatte ”professionelle” ord (”kystnærhedszonen”, ”maksimumgrænsen”, ”planlægningsinteresser”), passive verber (”fastholdes”, ”udlægges”, ”lokaliseres”) og fremmedord (”restriktion”, ”kapacitet”). Desuden er sætningerne lange og med mange indskud. Lixtallet er 51, hvilket karakteriserer en svær tekst, svarende til saglige bøger, populærvidenskabelige værker og akademiske udgivelser. Det akademiske niveau understreges af, at teksten består af nummererede afsnit – et træk, man netop kender fra akademisk sprog og skrivestil.

Alt i alt virker det ikke som om, teksten er skrevet til webmediet eller med webmediets præmisser for øje – i modsætning til hvad man skriver i punktet ”Om kommuneplanen”. (Citat: ” Forslaget til Frederikshavn kommuneplan 2009-2020 er udelukkende udarbejdet som en web-baseret plan. Hensigten hermed har været at gøre det omfattende og komplicerede indhold i kommunens plangrundlag mere overskueligt og tilgængeligt for såvel borgere som politikere og professionelle brugere.”)

Undersiden rummer ingen billeder – kun mellemrubrikker på forskellige niveauer og nogle skemaer undervejs i brødteksten bryder den visuelt ensformige side.

Forslag til forbedringer

Teksten på forsiden kan blive mere modtagervendt ved hjælp af direkte henvendelser til brugerne og forslag til og eksempler på, hvad de kan bruge den digitale kommuneplan til. Frem for én lang tekst kan man overveje at bruge flere små tekster, der hver især fungerer som genveje til hjemmesidens indhold.

Undersidernes tekster bør ideelt set bearbejdes, så de er tilpassede webmediet, strukturelt og sprogligt. Som minimum bør de lange tekster forkortes betydeligt og eventuelt fordeles på flere sider. Resumeer af undersidernes tekster ville højne skimbarheden og overskueligheden. Resumeerne kan for eksempel placeres i det lyseblå felt til højre for brødteksten. Samme sted kan man med fordel placere billeder, som vil gøre det samlede indtryk mindre teksttungt.

 

5. Interaktive elementer og features

Iagttagelser vedrørende kort

Kortene er hjemmesidens eneste interaktive elementer. Tre typer interaktive kort optræder: et globalt kort med søgefunktion (adresse eller matrikelnummer), lokale kort uden søgefunktion og et globalt kort med temaer.

Der er ingen mulighed for eller opfordring til dialog, debat og kommentarer.

Fælles for de interaktive kort er, at brugen af dem kræver en vis øvelse. Den vejledning, der gives, er ikke fyldestgørende, så brugeren er henvist til selv at lære sig at bruge kortene og deres forskellige funktioner gennem ”trial-and-error-metoden”.

På det globale kort med søgefunktion kan man søge på specifikke steder ved hjælp af søgefelter. Her gives nogle få brugsanvisninger. Vejledningsteksten refererer også til ”temaerne”, som man kan ”tænde og slukke” for – dog uden at forklare, hvad temaer er, og hvad man får ud af at aktivere eller deaktivere dem. Man kan ikke åbne kortet i et nyt vindue. Kortet findes er placeret under hovedkategorien ”Hvad gælder for mig”.

De lokale kort (under hovedkategorien ”Rammer for lokalområder”) tillader kun brugeren at zoome og printe.

Det globale kort uden søgefunktion findes under hovedkategorien ”Kort”. Det åbner automatisk i et eget vindue. Man kan zoome, printe og åbne kortet igen i et pop-up-vindue (dog uklart hvorfor), og der er en funktion, der hedder ”Signatur”. Desuden kan man finde en række kategorier på kortet ved af klikke på dem i venstre side af skærmen, der ikke er en del af selve kortet.

 

Forslag til forbedringer

Vi vil anbefale, at man laver en pædagogisk støtteside med vejledning i, hvordan man bruger kortene – især det globale kort, som aktuelt ikke har nogen vejledende tekst. Støttesiden eller guiden må gerne bestå af mange billeder (fotos, screendumps eller tegninger) og få ord efter devisen ”show, don’t tell”, og den skal være tilgængelig, når kortene er åbne.

Overvej om kortenes interaktive funktioner kunne gives mere selvforklarende betegnelser end ”temaer” og ”signatur”.

Overvej om der skal gives mulighed for dialog, debat og kommentarer.

Andre interaktive elementer i form af for eksempel videoklip eller afstemninger kunne indarbejdes for at give hjemmesiden et mere levende og dynamisk udtryk.

 

Udarbejdet af Xylofon A/S, september 2009

 

Til toppen


 

Netværk om udvikling af nye digitale kommuneplaner