Logo
Indholdsoversigt     
 
FORSIDE KOMMUNERNES ERFARINGER BRUGERNES DOM ANMELDELSER FRA EN FAGMAND

Du er her: Home ANMELDELSER FRA EN FAGMAND Struer - anmeldelse af website

   
  Struer - anmeldelse af website
  Faaborg-Midtfyn - anmeldelse af website
  Haderslev - anmeldelse af website
  Holstebro - anmeldelse af website
  Høje-Taastrup - anmeldelse af website
  Frederikshavn - anmeldelse af website
  Rudersdal - anmeldelse af website
  Gribskov - anmeldelse af website
  Baggrund for anmeldelser

Struer - anmeldelse af website


Struer Kommune har udarbejdet deres kommuneplan 2009 i digitalt format, og nedenstående anmeldelse sætter spot på kvaliteter og giver forslag til forbedringer.

Baggrunden for anmeldelsen ses her, og den er lavet med udgangspunkt i denne tjekliste.

 

Indholdsfortegnelse - klikbar:

1. Resumé af forslag til forbedringer

2. Design/løsning

3. Informationsarkitektur og navigation

4. Sprog og formidling

5. Interaktive elementer og features

 

1. Resumé af forslag til forbedringer

·          Lægge billeder og tekster direkte henvendt til de besøgende på forsiden

·          Forkorte undersidernes tekster, så de kan være på omtrent et skærmbillede

·          Reducere antallet af undersider på andet niveau i kategori nr. 3

·          Indlede undersidetekster med resumeer af deres budskab

·          Reducere antallet af sammensatte ord på undersiderne

·          Korrekturlæse undersider

·          Udbedre fejl i sitemappet

·          Gøre kortvejledning mere forståelig og brug gerne illustrationer

·          Gøre kortvejledningen mere synlig på siden

 

2. Design/løsning

Overordnede iagttagelser

Websitets design er meget enkelt, overskueligt og brugervenligt. Det er ikke videre farverigt (hvid er den dominerende farve), men til gengæld er der billeder på alle undersider, og de er oven i købet flotte. Forsiden rummer imidlertid ingen billeder, og giver dermed ikke websitet helt den præsentation, det fortjener.

 

Iagttagelser vedrørende design af forsiden

Forsiden er holdt i få farver: hvid, mørkeblå og limegrøn. Den fremtræder meget luftigt i sit design, og virker enkel og nem at overskue, selv om den har en del indhold. Forsiden rummer ingen billeder (undtagen i ”titelfeltet”) eller interaktive elementer.

Forsiden består af en topbjælke i tre lag, et stort midterfelt delt i tre kolonner og en bundbjælke.

Topbjælkens øverste lag er en række med støttefunktioner: et hjem-ikon, en printfunktion, en oplæsningsfunktion, en mulighed for at downloade dele af eller hele i pdf-format, en mulighed for at justere skriftstørrelsen og et sitemap. Vi vil her fremhæve oplæsningsfunktionen og muligheden for at justere skriftstørrelsen som gode services til brugere med syns- og læsevanskeligheder.

Herunder er placeret ”titelfelt” flankeret af en vandret sort og en limegrøn stribe med kommunens logo, websitets navn, en illustration i form af et kloakdæksel (så vidt vi kan se) og et søgefelt. Baggrundsfarven er hvid. Nederste lag i topbjælken er en række med navigationsmuligheder på mørkeblå baggrund.

Siden domineres af et felt delt i tre: Til venstre findes en smallere kolonne med en kort tekst og nogle links. Feltet i midten er bredere midterfelt, og her er seks kategorier og underkategorier opstillet – i øvrigt de samme, som optræder i topbjælken. Til højre herfor er et smallere felt, som rummer med en række genveje og en grå boks, som linker til Struer Kommune. Det hele på hvid baggrund.

Under midterfeltet ses en mørkeblå bundbjælke med kommunens kontaktoplysninger. Den overskydende skærmbaggrund er hvid.

 

Iagttagelser vedrørende design af undersider

Undersiden Natur og vand/Skovrejsning, som vi tilfældigt har udvalgt, består af samme topbjælke, bundbjælke og højrefelt som forsiden.

Felterne til venstre og i midten adskiller sig derimod fra forsiden. Feltet til venstre rummer en navigationsmenu, hvor den aktiverede kategori og dens undersider på andet niveau ses. I midterfeltet er der øverst placeret ”brødkrummer”. Herunder ses undersidens titel og en boks, hvori en række links til mellemrubrikker i den efterfølgende tekst er placeret ved siden af et billede. Vi anslår, at billedet fylder ¾ af boksen. Under boksen er undersidens tekst placeret. Der er forbilledligt hyppige mellemrubrikker, og hvert afsnit afsluttes af en ”til toppen”-funktion. Man skal scrolle en del for at se hele teksten. Gør man det, får man også øje på et kort et godt stykke nede på siden.

Vi har bemærket, at alle undersider rummer billeder, og at de er af god kvalitet. Begge dele ser vi som et meget stort plus ved siden.

 

Forslag til forbedringer

Vi anbefaler, at man lægger billeder på forsiden. Et eller flere af de mange, flotte billeder på undersiderne kan genbruges på forsiden – gerne et billede med personer på, så man illustrerer, at siden henvender sig til mennesker, og handler om rammer for deres liv.

Desuden anbefaler vi at forkorte undersidernes tekster, så de kan være på omtrent et skærmbillede.

 

3. Informationsarkitektur og navigation

Iagttagelser vedrørende informationsstruktur – kategorier og niveauer

Topmenuen, der præsenterer websitets hovedkategorier, rummer seks menupunkter.  Skemaet herunder viser, hvor mange sider, niveauer og undersider pr. niveau, der ligger under de enkelte hovedkategorier. Desuden har forsiden sine egne undersider i tre niveauer. De er imidlertid ikke integreret i topnavigationen, men kan kun tilgås fra forsiden, og derfor er de ikke medtaget i skemaet.

 

Kategori nr.

1. Visioner og udvikling

2. By og land

3. Natur og vand

4. Teknik og miljø

5. Trafik og forsyning

6. Service

Antal sider på 2. niveau

7

4

12

6

3

6

Antal sider på 3. niveau

0

10

5

1

0

9

Antal sider på 4. niveau

0

10

2

0

0

0

 

Skemaet viser, at websitet rummer undersider på i alt fire niveauer. Fjerde niveau er dog kun brugt af to kategorier, nemlig nr. 2 og nr. 3. Alle kategorier undtagen nr. 1 og nr. 5 gør brug af tredje niveau, og andet niveau bruger alle. Her adskiller kategori nr. 3 sig ved at have et antal undersider, der er temmelig stort sammenlignet med de andre kategorier. Ingen kategorier benytter sig af et voldsomt stort antal undersider på hverken tredje eller fjerde niveau.

Kategoriernes navne er forbilledligt korte og klare.

 

Iagttagelser vedrørende navigation og støttefunktioner

Alt i alt vurderer vi, at hjemmesiden er nem at finde rundt på. Den rummer desuden mange tjenester, der støtter brugerens navigation.

Den primære navigation foregår ved hjælp af menupunkterne i topmenuen, der hver især, når de aktiveres, åbner sig som venstremenu. Det virker meget brugervenligt.

Menupunkterne og deres undersider på andet niveau optræder desuden i det store midterfelt på forsiden – sikkert for at lette navigeringen. Resultatet er dog det modsatte, idet det kan forvirre mange brugere, at samme navigationsmuligheder optræder flere steder på forsiden.

I topbjælken findes flere funktioner, som støtter navigation: et hjem-ikon (der suppleres af hele bjælken, som fungerer som ét stort forsidelink), et sitemap og en søgefunktion. Med undtagelse af sitemappet fungerer de udmærket. Klikker man på ”Sitemap” kommer man til et sitemap på Struer Kommunes hjemmeside. Det må være en fejl.

Også andre funktioner støtter navigationen: ”Brødkrummer” på alle undersider og en ”til toppen”-funktion på flere undersider. Sidstnævnte ses i øvrigt ikke ofte og fremstår muligvis som en smule forældet. Endelig hjælpes brugeren i sin navigation af undersiden ”Sådan bruger du kommuneplanen”, som er en underside under kategorien ”Forside” (se ovenfor) og desuden optræder som en genvej i højre side af samtlige websitets sider.

 

Forslag til forbedringer

Vi foreslår, at man bruger forsidens midterfelt til noget andet end en gentagelse af topmenuens kategorier og deres undersider – billeder, for eksempel, og korte tekster, der introducerer brugeren til websitet.

Man kan overveje at reducere antallet af undersider på andet niveau i kategori nr. 3.

Fejlen med sitemappet bør udbedres.

 

4. Sprog og formidling

Iagttagelser vedrørende sprog og formidling

Kun én sammenhængende tekst optræder på forsiden. Den består af to sætninger om kommuneplanens status, og tekstens subjekter er kommuneplanen og Struer Byråd. De besøgende på websitet er med andre ord helt fraværende i teksten. Til gengæld nævnes brugerne to gange i genveje til højre på siden med ordene ”min” og ”du”.

På den tilfældigt udvalgte underside, Natur og vand/Skovrejsning, findes en ganske lang tekst med hyppige mellemrubrikker og to illustrationer – et billede i toppen og et kort længere nede. De hyppige mellemrubrikker gør teksten lettere at skimme for brugeren, og det er godt.

Over brødteksten er der placeret direkte links til tekstens mellemrubrikker, så det fra toppen er muligt at springe længere ned i teksten uden at skulle scrolle. Den slags interne links i en tekst var gængs for ca. 10 år siden, men ses ikke længere særlig ofte.

Verberne i teksten er aktive, hvilket vi finder positivt, fordi tekstens subjekter dermed bliver synlige og teksten lettere forståelig. Dog rummer teksten en del lange, sammensatte ord, der sænker læsbarheden. Det er ord som ”grundvandsressourcer”, ”skovrejsningsområder”, ”statsskovdistriktet” og ”tilskudsordningerne”. Teksten har et lixtal på 55, hvilket karakteriserer en meget svær tekst såsom faglitteratur på akademisk niveau eller lovtekster. Ordvalget tenderer det teknisk-administrative med ord som de ovenfor nævnte og fremmeord som ”dispensere” og ”koordinere”.

Teksten som sådan henvender sig ikke eksplicit til den besøgende, og leverer heller ingen service til vedkommende i form af et kort resumé, der tydeliggør tekstens budskab til læseren.

Kommafejl og ord, der skulle have været delt i to (”udover”, ”indenfor”, ”koordinereskovrejsning”) vidner om et behov for en korrekturlæsning.

Den gennemgående procentfordeling af tekst og illustrationer på websitet vurderer vi til at være 80/20. Det vil sige, at websitet som helhed er ganske teksttungt. Til gengæld er der, så vidt vi kan vurdere, illustrationer på stort set alle underside. Det betragter vi som et stort plus ved websitet.

 

Forslag til forbedringer

Vi anbefaler, at man på forsiden henvender sig mere direkte til de besøgende. For eksempel kan man erstatte listen af kategorier i midterfeltet med billeder og små tekster, der fortæller de besøgende om, hvad de kan bruge siden til. Det vil gøre forsiden langt mere imødekommende.

På undersiderne foreslår vi at forkorte teksterne, hvis det er muligt. Kortere tekster – måske fordelt på flere sider – frem for lange underside tekster med interne links vil få siden til at fremstå mere up to date.

Undersideteksterne kan blive lettere at læse, hvis antallet af sammensatte ord reduceres. Desuden vil læsningen lettes, hvis man i starten af teksten sammenfatter dens budskab for læseren.

Endelig bør undersideteksterne underkastet en grundig korrektur.

 

5. Interaktive elementer og features

Iagttagelser vedrørende kort

Vi har identificeret ét interaktivt element på hjemmesiden, nemlig et globalt kort. Der er adgang til kortet fra mange undersider, for eksempel den ovenfor beskrevne Natur og vand/Skovrejsning.

Et gråt felt til venstre giver brugeren mulighed for at vælge at få vist specifikke emner på kortet (fx sognegrænser). Her optræder endvidere en kort hjælpetekst. En lidt mere omfattende vejledning ligger som et punkt i under emnerne, som man kan få vist. Den benytter sig dog af mange indforståede termer: ”GIS-funktioner”, ”attributter” og ”redlining”.

Ved hjælp af ikoner i en bjælke over kortet kan brugeren zoome i kortet, panorere, printe, måle afstand og arealer og søge på adresser og matrikler (en adressesøgning er desuden mulig via emnerne i det grå felt til venstre for kortet). Når man fører musen over ikonerne, får man en kort forklaring på, hvad de dækker over. Zoomfunktionen er også tilgængelig via en selvstændig dialogboks i kortet, mens en anden dialogboks forklarer kortets signaturer. Endelig vises kortets koordinater konstant i en bjælke under kortet.

Alt i alt er der tale om et kort, der giver mange muligheder for interaktion. Det kræver dog lidt øvelse at bruge, og derfor er det positivt, at der findes støttetekster til brugeren. Støtteteksten ”Vejledning” kan dog med fordel blive mere tilgængelig.

 

Forslag til forbedringer

Vi anbefaler, at man arbejder videre med teksten ”Vejledning”, så den bliver lettere at forstå for alle, også folk uden kendskab til GIS. Man kan overveje at guide i brugen af kortet via billeder eller illustrationer efter devisen ”show, don’t tell”. Desuden kan vejledningsteksten med fordel gøres mere synlig på siden ved hjælp af grafiske virkemidler. For eksempel kan punktet i det grå felt, hvor teksten optræder, få en anden baggrundsfarve.

 

Udarbejdet af Xylofon A/S, september 2009

Til toppen


 

Netværk om udvikling af nye digitale kommuneplaner