Udflugt 9 Cykelbyen

Udflugt 9 Cykelbyen

Overtegnet

Byvandring og cykeltur tilrettelagt i partnerskab med Københavns Kommune 

Biltrafikken skal udgøre max 25 %, står der i Københavns Kommunes Kommuneplan 2019. Københavns Kommune har her foråret 2021 udarbejdet den første mobilitetsredegørelse, der giver et samlet overblik over indsatser på tværs af transportformer og de CO2-reducerende effekter, kommunen kan arbejde med på trafikområdet. Bliv klogere på kommunens arbejde med cyklisme på denne udflugt, der tager dig gennem nogle de mest interessante cykelbyrum fra Nørrebro til Københavns Rådhus. 
 
På udflugten oplever vi: 

  • Præsentation af Københavns Kommunes plangrundlag på mobilitetsområdet over en kop kaffe på cykelstien Superkilen. 
  • Bazargrunden ved Nørrebro St, der er en del af omdannelsen af området i forbindelse med byggeriet af den nye metrostation. Da byggeriet blev afsluttet blev Bazargrunden frigivet og Nørrebros borgere blev inddraget via fysiske og online medier, og fik mulighed for at vælge mellem forskellige scenarier for den endelige udformning af pladsen. Den ny metroforbindelse og ændrede buslinjer har transformeret området og givet mulighed for at skabe nye løsninger der prioriterer kollektiv trafik og bløde trafikanter.
  • Nørrebrogades ombygning, der blev igangsat for 15 år siden. Vi hører om helhedsplanen for Nørrebrogade på strækningen fra Nørrebro Station til Søtorvet. Formålet med planen var at forbedre forholdene for cyklister, fodgængere, kollektiv trafik og buspassagerer og som følge heraf vise hvordan den gennemkørende biltrafik kunne reduceres. Funktionsmæssigt skulle planen også forholde sig til at Nørrebrogade er kategoriseret som en strøggade og de konsekvenser planen havde for detailhandlen. Helhedsplanen blev godkendt i 2008 og blev herefter anlagt i etaper i løbet af de næste 6 år, de første 2 år forløb med en række trafik- og byrumsforsøg. 
  • Guldbergsgade, der er fredeliggjort for biltrafik. Begrænsning af biltrafik i brokvarterernes beboelsesområder er et aktuelt emne i Københavns Kommune, lukningen af Guldbergsgade er et godt eksempel på fredeliggørelse af beboelsesområder og kan give inspiration til kommende trafikøer på Nørrebro og andre steder i København. 
  • Dr. Louises Bro, en af verdens mest cykeltrafikerede strækninger. Efter omdannelsen af Dr. Louises Bro er der skabt et ny og meget attraktivt byrum i hjertet af København.

Cykelturen vil være på i alt ca. 3,6 km. og er i et tempo, hvor alle kan være med. Dansk Byplanlaboratorium sørger for cykler til alle deltagere. Medbring selv cykelhjelm. Der bruges også metrotransport på udflugten.

Tilmeldingsside