| Faldende indbyggertal er en stor politisk og planlægningsmæssig udfordring. Der skal også planlægges ved tilbagegang i et bysamfund. Særligt for at sikre, at tilbagegangen og konsekvenserne deraf styres. Det er en stor udfordring uanset om de berørte kommuner arbejder med en strategi, der skal vende tilbagegangen, eller en strategi for en fornuftig udvikling trods tilbagegang. |
Kommuneplanstrategien og kommuneplanen er oplagte steder for dels at tage drøftelsen om håndteringen af tilbagegang i kommuner eller enkelte byer i en kommune og dels at planlægge for håndteringen. For en kvalificeret diskussion, bør der udarbejdes et analysegrundlag, som belyser den forventede og måske ønskede befolkningsudvikling og samtidig de konsekvenser det vil få.
Mulighedernes land, der er et samarbejdsprojekt mellem Realdania, Bornholms Regionskommune, Thisted Kommune og Lolland Kommune, har til formål at vise nye veje til en positiv udvikling af landdistrikter og landsbyer i Danmarks yderområder. I både Thisted og Lolland kommuner arbejdes der med problematikkerne omkring de tomme og tiloversblevne bygninger. Thisted Kommune har som andre af Danmarks yderområder en stor andel tomme og forfaldne bygninger uden udsigt til at blive brugt. I Thisted Kommune drejer det sig om ca. 50 bygninger. Projektet vil udvikle en Thisted-model for håndtering af tiloversblevne bygninger, der skal give inspiration til hvordan kommunerne fremover kan håndtere dette problem mere målrettet og effektivt. Thisted-modellen vil bestå af en række initiativer:
Udpegning af tomme og/eller forfaldne bygninger, som enten skæmmer landsbyen eller landdistriktet eller som er bevaringsværdige og som ved uhensigtsmæssig anvendelse vil betyde tab af lokalområdets identitet.
Opkøb af tomme/forfaldne/bevaringsværdige bygninger, samt efterfølgende nedrivning, renovering, videresalg m.m. til fornyet anvendelse. Opkøb/nedrivning/renovering/videresalg kan ske enten gennem selskabskonstruktion eller anden form som f.eks. en særlig enhed i den kommunale forvaltning. Indsatsen skal fokusere på landsbyer og områder, hvor der er størst sandsynlighed for at opnå synergieffekter.
Etablering af et forskønnelsesberedskab i form at et partnerskab mellem relevante kommunale enheder og myndigheder, lokale borgerforeninger og andre interessenter, som foretager opsporing af konkrete, potentielle tomme og / eller forfaldne huse, hvor det skønnes relevant at foretage en indsats
Fokus på evt. lovændringer, der med fordel kan inddrages i den samlede indsats mod tomme og forfaldne bygninger, herunder afdækning af problemet omkring kommende tiloversblevne ejendomme, primært i det åbne land. Ved forslag til forskellige tiltag, der med evt. lovændringer kan forbedre såvel bosætning, som boligstandarden i landdistrikterne.