Vandplanlægningens betydning for kommuneplanlægningen

Vandrammedirektivet

EUs vandrammedirektiv skal sikre at alt vand har ”god tilstand” i 2015. Det vil på sigt også få betydning for kommuneplanerne.
De 7 decentrale miljøcentre under Miljøministeriet udarbejder pt. vandplaner med tilhørende indsatsprogrammer. Planerne skal vedtages senest den 22. december 2009 og omfatte en periode på 6 år.
Efter vedtagelsen af vandplanen udarbejder hver kommune en handleplan for, hvordan kommunen vil realisere vandplanen og indsatsprogrammet inden for kommunens geografiske område på land og den kystnære del af vanddistriktet. Forslag til kommunale handleplaner skal offentliggøres senest 22. juni 2010. Der bør være en nær sammenhæng mellem den fysiske planlægning og de kommunale handleplaner.
Der er endnu ingen konkrete erfaringer med at skabe sammenhæng mellem vand- og kommuneplanlægning, men der er eksempler på kommuner, der allerede nu forbereder sig til at arbejde med tiltag, der kan implementeres gennem de nye vandplaner.

Vandrammedirektivet – kort fortalt
Det overordnede mål med vandrammedirektivet er først og fremmest at beskytte og forbedre tilstanden i vandløb, søer, overgangsvande, kystvande samt grundvand.
Det helt centrale ”instrument” til at nå miljømålene for vandløbene, søerne, kystvandene og grundvandet er vandplaner med tilhørende indsatsprogrammer, der som nævnt udarbejdes af miljøcentrene, samt kommunale handleplaner, der skal offentliggøres som forslag senest 22. juni 2010.

Vandrammedirektivet – som aktiv medspiller

Vandplanerne, indsatsplanerne, handleplanerne er opbygget på samme hierarkiske måde som vi kender det fra plansystemet med de tidligere regionplaner og kommuneplaner. Tidshorisonten er også synkroniseret.
For at kunne bruge vandplanerne som en aktiv medspiller er udfordringen også en organisatorisk udfordring, idet kompetencerne skal findes dels i kommunens planafdeling dels i miljøafdelingen. I kølvandet på kommunalreformen, hvor kommunerne er blevet større enheder, er der behov for øget opmærksomhed med fokus på natur og miljø for at få vandplanerne og den fysiske planlægning til at spille sammen. 
Vandrammedirektivets krav om ”God tilstand" for vandløb, søer, kystvande og grundvand skal være opnået i 2015.
Der kan læses mere på www.vandognatur.dk.

Plan09s eksempelprojekt om digitale kommuneplaner

Skrevet af:

22.09.08

Til toppen Print Send til en ven
Miljøministeriet Realdania