|
Plan09 har sat fokus på samarbejdet mellem planlæggere og politikere. Som en del af dette initiativ gennemførte Plan09 den. 11. december et interview med Leif Skov, borgmester i Vejle Kommune, omkring hans holdning til planlæggernes og politikernes samarbejde i forhold til arbejdet med kommuneplanen.
Hermed præsenteres et redigeret uddrag af interviewet.
|
Hvordan fungerer samarbejdet med planlæggerne i relation til arbejdet med kommuneplanen - deltager planlæggerne ved møderne i Økonomiudvalget, eller foregår kommunikationen igennem direktørerne?
Det er vigtigt at dem der arbejder med tingene er med til møderne, dels for at de kan få alle budskaberne med fra politikerne, men også for at politikerne kan spørge til planlæggerne og planlæggerne kan blande sig i snakken, hvis der er noget der er vigtigt at politikerne ved. Der er gerne 5-6 embedsmænd med til møder med økonomiudvalget når kommuneplanen er på dagsordenen. Der går for meget tabt, hvis information skal igennem 3-4 led. Det er meget vigtigt at planlæggere ikke farer rundt i et politisk vacum!
Hvordan foregår møderne hvor planlæggerne og politikerne deltager?
Arbejdet med kommuneplanen er en proces, hvor ørerne er vigtigere end munden.. Økonomiudvalgets møder om kommuneplanen har formet sig som gensidige spørgerækker. Planlæggerne har en række spørgsmål de gerne vil have svar på fra politikerne og politikerne stiller spørgsmål til planlæggerne.
Hvad bliver der snakket om til møderne?
Der bliver snakket om både de overordnede temaer og om problemområderne. Det er vigtigt at skabe et klima med mulighed for ligeværdig diskussion. Både planlæggere og politikere skal kunne sige deres mening på møder i Økonomiudvalget. Politikerne går glip af noget, hvis de ikke bidrager til at skabe et uformelt rum, hvor tingene diskuteres.
Hvordan skaber man dette ”uformelle rum”?
Alle embedsmænd har et fagfelt, hvor de er bedre end mig. Derfor er tillid et nøgleord for at skabe en ligeværdig dialog. Tillid mellem planlæggere og politikere giver i sidste ende det bedste produkt. Det er vigtigt med drøftelse af kommuneplanen mange gange mellem politikere og planlæggere for at opnå tillid. Planlæggerne skal også huske ikke at hæve sig over politikerne – planlæggerne kan godt være lidt frelste. Embedsmænd skal huske at alle politikere er forskellige, og det er derfor vigtigt at der gode til at lytte og tager udgangspunkt i den enkelte politikers holdninger.
Er der nogen problemer med deltagelse af planlæggere ved udvalgsmøderne – eksempelvis mht. fortrolighed?
Der er ingen problemer med fortrolighed ved deltagelse af embedsmænd til Økonomiudvalgets møder om kommuneplanen. Drøftelserne om kommuneplanen skal jo helst være omfattet af så stor åbenhed som muligt.
Hvordan er rollefordelingen mellem planlæggere og politikere udadtil?
Planlæggernes er politikernes ekstra ører overfor borgerne m.fl. Politikerne kan ikke overskue og vide alt. Når jeg holder møde med borgere, har jeg altid en lille gruppe embedsmænd, som er udvalgt efter emnet, med til mødet.
Som borgmester kan jeg i øvrigt bedre udfordre lov og retningslinjer. Planlæggerne kan jo ikke forsvare sig i pressen.
Hvad har strukturreformen betydet for arbejdet med kommuneplanen?
Som følge af den større kommune og det større bureaukrati er det blevet vigtigere at have planer af høj kvalitet. Det er bl.a. afgørende at det politiske i planen er helt afklaret under udarbejdelsen af planen, således at den kan fungere som fuldgyldigt administrationsgrundlag.