Krydsfelter – når planer og planlægning krydser grænser
Byplanmødet 2026 fokuserer på, hvordan vi planlægger i en virkelighed, hvor mange af de udfordringer, vi står overfor, befinder sig i krydsfelter - på tværs af grænser.
Grænser former vores landskaber, hverdagsliv og beslutninger. Der er kommunegrænser. Administrative grænser. Grænser for vækst og for, hvad vores planet kan holde til. Grænser mellem sektorer og faglige enheder. Men det er ikke de grænser, virkeligheden følger.
Infrastruktur, klima, vand og natur bevæger sig på tværs af kortets streger. Fællesskaber, sundhed, beredskab og uddannelse udvikles i samspil – ikke inden for faste rammer. Mange af de udfordringer, vi står overfor, går på tværs af administrative, politiske og geografiske skel. Det udfordrer den klassiske planlægning.
Hvad betyder det at planlægge på tværs af grænser? Hvad kan vi tage med fra en plan, der byggede på klare grænser? Hvordan navigerer vi i de mange krydsfelter, hvor interesser, hensyn, metoder og fagligheder mødes - og nogle gange støder sammen?
Planlægning handler i dag ikke kun om at fastlægge retning. Den handler også om at skabe samspil, bygge bro og arbejde i spændingsfelter, der hele tiden forandrer sig.
På Byplanmødet 2026 undersøger vi sammen:
- Hvad er den fysiske plans rolle i dag?
- Hvordan giver vi planlægning en tydelig position, så den kan sikre langsigtede prioriteringer og bevidste til- og fravalg? Og hvordan arbejder vi strategisk, målrettet og praktisk dér, hvor hensyn og interesser støder sammen?
- Hvor går grænserne for, hvad vi kan styre? Og hvordan kan planlægning i dag handle lige så meget om at afgive kontrol som om at regulere?
- Hvem har mandatet i grænsefladerne?
- Hvordan inddrager vi borgere og lokale fællesskaber meningsfuldt, når planlægningen bevæger sig væk fra det nære og ind i regionale, tværgående og ofte uformelle samarbejder?
Vær med den 1. - 2. oktober hvor vi samles i Rødovre. I 2026 markerer kommunen sit 125-års jubilæum med fællesskab som kernefortælling, mens letbanen både skaber nye forbindelser og nye grænseflader på tværs af hovedstadens forstæder. Over to dage samles vi til faglige oplæg, samtaler og inspiration, og giver plads til nye perspektiver og konkrete løsninger.