Bykvalitet & havneomdannelse

Bykvalitet & havneomdannelse

8

Bustur med byvandring tilrettelagt i samarbejde med Haderslev Kommune

Haderslev styrker forbindelsen mellem by og havn med en række indsatser på Jomfrustien – et strategisk byudviklingsprojekt, der forvandler et forsømt byområde til en fremtidig pulsåre. Kan spændingen imellem en unik velbevaret historisk bykerne og et moderne byomdannelsesområde være drivkraften i skabelsen af et nyt led der forbinder de to områder?

Udflugten begynder i den historiske bymidte, hvor vi oplever kommunens bevaringsindsats. Vi bevæger os ad Jomfrustien, mens vi hører om indholdet i den nye masterplan, der forventes vedtaget juni 2017. Masterplanen skal løfte både klimaudfordring og et forsømt byområde.

Haderslev Havn skal vi opleve et byudviklingsområde, der realiserer en vision om at være ’en selvstændig og markant bydel, der er tilgængelig for så mange som muligt’. Her har en mangeårig indsats skabt et byområde med betydelige investeringer i form af arbejdspladser, boliger, undervisnings- og byidrætsfaciliteter. Tag med og oplev et imponerende projekt, der i 2015 blev indstillet til Byplanprisen.