Århus

Kort fortalt: Projektet indeholder mange lag om arbejdet med byudvikling og naturbeskyttelse i det åbne land, men fælles for det hele er at høre borgernes og interessegruppernes mening, tidligere end man plejer, og få dem inddraget i debatter, hvor man ser kommunens udfordringer og dilemmaer lige i øjnene.

Foto: Århus Kommune

Folk vil bo i byer. For første gang i historien bor over halvdelen af alle mennesker i byer, og vi vil sikre os, hvis trenden fortsætter, at de, der vil, kan bo godt i og i nærheden af Århus. Det mener vi bedst, man kan tage hensyn til ved at bygge nye byer ude i naturen. Hertil kommer, at nye byer kan etableres uden at gøre vold på de grønne kiler”.
Læs hele interviewet med rådmand Peter Thyssen.
Læs om Århus som Plan09 eksempelprojekt.

Interview

- Hvad har I gjort denne gang, som I ikke har gjort før?

"Vi har eksperimenteret med en intensiv borgerinddragelse, før politikerne har været inde over. Vi har spurgt borgerne på alle mulige måder og sat modsatrettede interesser sammen i et dialogforum – landbruget, naturfredningsforeningen, jægerne og botanikerne – hvor de har talt sammen og fundet frem til nogle ting, de kunne være enige om. Alle disse menneskers indspark er blevet bearbejdet af forvaltningen til syv indsatsområder, som nu er lagt frem i byrådet, hvor politikere, borgere og presse kan diskutere videre på hel normal vis."

- Borgerinddragelsen står stærkt i Århus, men denne proces har været meget lukket, og I har bedt folk om ikke at udtale sig til pressen. Hvorfor?

"Processen har været lukket i forhold til pressen, fordi der jo ikke på dette niveau tages beslutninger. Hvis pressen kobles på så tidligt, risikerer vi, at debatten løber af sporet og al opmærksomheden samler sig om nogle enkelte projekter, som muligvis slet ikke bliver til noget. Meningen er, at der skulle være mulighed for at prøve ideer og holdninger af. Det skulle være en uforpligtende brainstorm."

- Nogle kritikere synes, det er mangel på politisk ledelse, at politikerne ikke deltager i dette tidlige forløb?

"Det er en misforstået kritik, synes jeg. For det første når man længere på den her måde. Det er lige som en gammel tillidsmand, der først bringer arbejdergiver og arbejdstager sammen i et lukket rum, hvor man kan sige, hvad man vil. Altså før de to parter skal ud og sælge varen til deres bagland og afgrænse hver deres territorium.

For det andet er det samtale, og demokrati er samtale. Forløbet er lidt mere styret, men målet er det samme: at nå frem til et kompromis, man kan leve med. Det behøver ikke i første omgang at være med politikernes deltagelse. De skal nok komme til. Hvornår er lidt mindre væsentligt."

- Jeres ambition er 50.000 nye boliger frem til 2030. Hvordan kan det forenes med seriøst at varetage det åbne lands interesser? Og hvorfor skal de absolut bo i Århus Kommune og ikke i nabokommunerne?

"Folk vil bo i byer. For første gang i historien bor over halvdelen af alle mennesker i byer, og vi vil sikre os, hvis trenden fortsætter, at de, der vil, kan bo godt i og i nærheden af Århus. Det mener vi bedst, man kan tage hensyn til ved at bygge nye byer ude i naturen. Hertil kommer, at nye byer kan etableres uden at gøre vold på de grønne kiler. "

- Kan 50.000 nye boliger undgå at blokere grønne korridorer eller skade naturen på andre måder?

"Det kan jeg ikke love. Der bliver selvfølgelig brugt af det omgivende landsbrugsland, men vi gør det strategisk og prøver at spare plads. Vi fastholder de grønne lunger mellem byområderne, planter ny skov, fortætter byen, bygger i højden, bygger på det forladte havneareal og prøver at undgå, at de nye byer bliver flade parcelhusbyer."

- Det virker som om mange kommuner er trætte af de gamle slåskampe mellem og med de sædvanlige grupper og i stedet prøver at inddrage dem og få noget ud af dem?

"Jeg tror, det er udtryk for, at kommunerne er blevet så store, at politikerne ikke længere kan have deres gang ude i alle hjørner. Derfor er det endnu vigtigere for os at få sikkerhed for, at det vi kommer med, også har en folkelig klangbund. Jeg bor i Viby, men virkeligheden ser helt anderledes ud i Tilst. Vi er blevet så specialiserede, at vi ikke længere har det generelle overblik. Århus er nu så stor, at det kræver en anden form for erfaringsopsamling end den enkelte politiker kan klare ved at færdes rundt omkring i sin kommune."

- Fik I ny viden og vil I bruge metoden igen?

"Det er mit indtryk, at tingene gik op i en højere enhed. Ikke alene viste det sig, at mange interesser var sammenfaldende, men der udviklede sig også en meget frugtbar debat mellem for eksempel landbruget og Dansk Naturfredningsforening. Det her er en ny måde, hvorpå vi kan vi vitalisere beslutningsprocessen. Det har været dræbende før, at folk der har engageret sig i en sag, nærmest er blevet pensionister, før den er nået igennem høringer og udvalg. Her er de med til at skabe tingene fra starten. De kan se, at det, der når frem i byrådet, har de selv leveret ideoplæggene til. Vi får flere mennesker forpligtet i stedet for de professionelle øv-bøv´ere, der sidder og plejer hver sin lille Hassan. Vi får flere fyldere end tappere. Men det kræver disciplin fra vores side, når nu de almindelige høringssvar kommer fra landbruget og Dansk Naturfredningsforening. Så skal vi i forvaltningen ikke sige: "Jamen, hvordan kan I mene det, når I har været med i processen?" Der er ikke nogen, der er fedtet ind i noget her. Det er Teknik og Miljøs bud. Vi har bare fået gode indspark fra dem undervejs."

Plan09s eksempelprojekt om digitale kommuneplaner

 

Plan09
Sekretariatet
Haraldsgade 53
2100 København Ø
tlf. 72 54 47 81
Plan09@blst.dk

Skrevet af:

17.07.07

Til toppen Print Send til en ven
Miljøministeriet Realdania