I har gennemført en kortlægning af de bynære landskaber omkring Viborg og Møldrup - hvem har i vist resultaterne til og hvad har i fået ud af det?
Vi har foreløbig kun i begrænset omfang vist kortlægningsresultaterne til offentligheden. Vi har orienteret Det grønne Råd et par gange (jf. projektbeskrivelse), men har ikke fået konkret respons. De har formentlig svært ved at se nytteværdier på det overordnede niveau. Det gælder også det politiske niveau. Den bedste respons fik vi på netværksmødet den 25 september om det åbne land. Endelig har vi lovet at fortælle om projektet for en forening af nordjyske planlæggere i november.
Hvem deltager i kommunens arbejde med at bringe kortlægningen i spil i kommuneplanarbejdet?
Kortlægningsresultaterne er lavet ved et samarbejde mellem vores miljøforvaltning og COWI. Processen med at udnytte kortlægningen i forhold til planlægningen af de bynære landområder sker i et samarbejde mellem Planafdelingen, Miljøforvaltningen og COWI i form af udpegning af Mål og Planprincipper og eventuelle Handlinger/Initiativer, som udspil til Kommuneplanen.
I har valgt at udarbejde en "mellemplan" for de bynære landskaber - hvorfor har i valgt denne form?
Mellemplanen kan udføres mere detaljeret og visionært og pege på muligheder, som ligger ud over kommuneplanens planperiode på 12 år. Det kan sikre et mere robust planlægningsgrundlag, som (forhåbentligt) kan tåle flere kommuneplanrevisioner uden at skulle ændres. Vi ville næppe "få lov" til at forpligte byrådet på alle de gode ideer, som processen har affødt. Nogle af initiativerne vil formentlig kræve en supplerende kommuneplanlægning (kp-tillæg).
Hvilke overvejelser har i gjort jer i forbindelse med arbejdet med at udforme "bestemmelser" for de bynære landskaber?
Vi har valgt det temaopslag, som fremgår af vores foreløbige rapport og som viser samspillet mellem kortlægnings- og analysedelen (forudsætninger) og planlægningsdelen, som rummer det fremadrettede - mål og planprincipper. Vi har ikke et endeligt bud på omfanget/detaljeringsgraden af de "bestemmelser" som skal indgå i kommuneplanen, men i princippet skal der laves retningslinier for det åbne land (incl. bynære landzonearealer) og på den anden side skal der laves rammebestemmelser for relevante planlægningsområder for lokalplanlægning - også bynære landområder. Alt i alt kan man måske sige at Plan09-projektet roller især er at kvalificere kommuneplanlægningen for de nynære landområder, snarere end at fremstå som et særskilt planforslag.