"Mere mellem Øerne"

Læs projektleder Helle Juul Kristensens refleksioner og status på eksempelprojektet om kvalitetsdiskussionerne.

"Sådan har vi altid været"

Svendborgs kvalitetsdiskussioner nærmer sig nu opløbet på stafetten, der har været i gang siden foråret. Cittaslow har vist sig at være en vedkommende måde at snakke om Svendborgs kvaliteter, fordi vi kan gøre det ud fra mange vinkler indenfor det samme koncept. Det betyder ikke, at det har handlet om at finde en ny identitet. Snarere har der været tale om at fasttømre Svendborgs identitet. Som det blev sagt under debatten: ”Cittaslow! Sådan har vi jo altid været”.

Svendborg Kommunes eksempelprojekt tager sit afsæt i en række kvalitetsdiskussioner
Ingen tvivl om, at eksempelprojektet har genereret en del ord på papir og plancher.
Første fase af projektet består af en række møder mellem forskellige aktører, for at indkredse kvalitetsopfattelser. Næste fase handler om at omsætte ord til handlinger.

Læs om at blive klogere undervejs i en proces og transformere brede diskussioner til konkrete handlinger. 
Artiklens indhold:

Politikere og lokale udviklingsaktører kvalificerer oplægget

Sammen med politikerne har vi i april til juni 2008 nydt smagen af lokale kvalitetsfødevarer i bedste Cittaslow-stil, mens vi har indkredset, hvad vi fremover vil med Cittaslow i Svendborg. Udvalget for Kultur & Planlægning, Udvalget for Miljø & Teknik og det samlede byråd har drøftet og godkendt oplægget fra ledergruppen. Det er suppleret med, at bæredygtighed og balancen mellem by og land skal indarbejdes i handlingsplanen for Svendborg Kommunes arbejde med Cittaslow.
110 Cittaslow-nysgerrige lokale udviklingsaktører tog imod den personlige invitation til debatmøde på Naturama den 5. maj 2008 for at give deres bud på, hvordan de vil være med til at realisere Cittaslow i Svendborg. Deltagerne blev orienteret om den igangværende Cittaslow-stafet og kvitterede –- under inspiration fra de scenografiske omgivelser i udstillingsrummene - med deres bud på Svendborg-nyheder anno 2015. Buddene var forslag til konkrete projekter på vejen derhen og mødet medførte massiv networking deltagerne imellem. Samtidig kunne svendborgensere og andre fynboer følge med hjemme fra stuerne, idet TV2 Fyn viste direkte indslag fra Naturama-mødet og var rundt i Svendborg for at høre folk på gaden om deres holdninger til Cittaslow.

110 lokale udviklingsaktører til debatmøde i Naturama med deres bud på Svendborg Kommunes fremtid anno 2015. 

Med aktør-mødet på Naturama har vi sået de første frø til nye Cittaslow-projekter. Første step i realiseringen bliver, at flere af Naturama-møde-deltagerne inviteres til at etablere midlertidige oplevelsesstationer ved en Cittaslow/Plan09-event ’Tankegangen’ i oktober 2008 – et arrangement, der faciliteres i et samarbejde mellem Kultur- og Planafdelingen. At især kulturaktørerne i Svendborg har taget Cittaslow til sig som udviklingsparameter kan vi se ved, at Kulturelt Samråd indstillede to kokke fra Kulinarisk Sydfyn til at modtage årets Kulturpris 2008 i Svendborg. Begrundelsen lød, at det var disse to, der bragte ideen om Cittaslow til Svendborg. 

Behov for lokal formidling ændrede processen

Cittaslow-stefettens kvalitetsdiskussioner skal afsluttes med et tilflytterseminar. Planen var, at det skulle gennemføres før sommerferien, men i maj besluttede vi at udsætte det til september 2008. For rundt omkring os hørte vi, at der var et stort lokalt behov for udbredelse og formidling om Cittaslow Svendborg.
Vi engagerede mikrovirksomheder – jornalist, fotograf og reklamebureau – fra det lokale kreative erhvervsnetværk Ge9 til opgaven at udarbejde folder og Go-card om Cittaslow Svendborg. ”Mere mellem Øerne …” hedder publikationen, der peger på, at Cittaslow handler om kvaliteter for det HELE liv og derfor også ’det gode liv’ i erhverv og institutioner. Folderen blev delt ud på den store Fødevaremesse i Svendborg i juni og kan downloades. Som ekstra output producerede journalisten en freelanceartikel om Cittasslow i Svendborg til et lørdagstillæg i Fynske Medier og en artikel i Svendborg Kommunes personaleblad Broen. 

Fra begrebsafklaring til handling

Det er en stor udfordring at tale sammen og med andre om kvalitet og livskvalitet, fordi det på en gang er noget temmeligt abstrakt. Samtidig forstås det af den enkelte ud fra noget helt konkret. Undervejs i stafetten er vi samtidig med, at vi er blevet klogere på begrebet Cittaslow, også opmærksomme på, at der skal sættes handlinger bag. Når vi taler om Cittaslow som OMTANKE, taler vi også om den miljømæssige bæredygtighed og har besluttet, at ’Cittaslow og klima-udfordringen’ skal være hovedtema på en international Cittaslow-konference i 2009 i regi af Plan09. Når vi taler om Cittaslow som UDSYN, taler vi også om at skabe en god platform for international orientering, og under det årlige Internationale Cittaslow-møde i Orvieto i slutningen af juni 2008 har Svendborgs borgmester sammen med borgmestrene fra de fire andre nordiske Cittaslow-kommuner besluttet at danne et Nordisk Cittaslownetværk. Det sker i løbet af 2008 og for netop at styrke medindflydelsen i organisationen og skabe projektsamarbejder med andre medlemskommuner i Cittaslow-netværket.

Men vi glemte vist os selv

Og så har vi alligevel måttet erfare, at vi i Plan09-projektets intensive involvering af aktører på tværs i kommunen og med eksterne parter ikke har været nærværende nok: At vi næsten har glemt os selv, planlæggerne i Svendborg Kommune. For hvad betyder det egentlig for os som planlæggere, at skulle arbejde med opmærksomhed på ’bløde værdier’ og Cittaslow-kvaliteter? Er vi klædt godt nok på til at arbejde med værdibaseret byudvikling? Indtil videre har Svendborg Kommunes Plan09-eksempelprojekt tydeligvis rejst flere spørgsmål internt i Planafdelingen, end det har givet svar. 

Tilflyttere står for skud - staffettens sidste runde

Vi afrunder debat-stafetten i Svendborg med at få en gruppe mennesker, som nyligt er flyttet til Svendborg eller måske kunne overveje det, til at kikke på os "udefra" ved tilflytterseminaret den første lørdag i september 2008. Og så skulle vi gerne i efteråret 2008 nå i mål med en konkret handlingsplan for at arbejde videre med Cittaslow-kvaliteterne i Svendborg Kommune. 
Føljetonen fortsætter …

, august 2008

Tilbage til Svendborg Kommunes hovedside

Skrevet af:

28.11.08

Til toppen Print Send til en ven
Miljøministeriet Realdania