Planlægning af attraktiv bymiljø gennem detailhandel
Den vigtigste erkendelse har været, at butikker skal ligge meget tæt for at sikre et attraktivt bymiljø. Det er svært at få folk til at gå bare 100 meter på en "død strækning uden butikker. Fokus er derfor ændret fra etablering af nye centre og udvidelse af bymidten til istedet at rette blikket mod at udvikle den eksisterende bymidte efter principper fra planlægning af butikscentre. Der skal fokus på "hotspots" (steder hvor folk får en særlig oplevelse), på at definere indkøbsruter rundt i bymidten og på at arbejde mere bevidst med nogle få, store ankerbutikker, der tiltrækker mange handlende ind på indkøbsruten i bymidten.
Blandt andet på baggrund af disse ikke undersøgte muligheder diskuteredes hvilke tiltag, der kunne tages i anvendelse for at bringe disse potentialer i spil.
Det medførte undervejs i projektet en ændring i forudsætningerne, således at fokus skærpes endnu mere på enkelte punkter af strategisk betydning i den eksisterende bymidte.
Projektet ender således med et behov for at udvikle et værktøj, der kan hjælpe med til at pege på områder, hvor der er mulighed for at udbygge butiksarealet inden for bykernens geografiske afgrænsning.
Modsætningsforhold mellem kommunen og handelstandsforeningen
Kuben A/S har gennemført en interview-runde med repræsentanter for detailhandlen for at afklare hvilke mål og virkemidler, man kan bruge når man vil fastholde / udvikle detailhandlen i bymidten.
De foreløbige resultater af interviewrunden viser, at der måske ikke er fuldstændig overensstemmelse mellem detailhandlen på den ene side og kommunen på den anden om hvilke midler der kan bringes i anvendelse, når man ønsker at styrke bymidten. Der fornemmes en interessemodsætning mellem kommunen og detailhandlen i udviklingen af bymidten. Kommunens interesse er at udvikle og give mulighed for nye butikker herunder også kædebutikker, der ikke på nuværende tidspunkt ikke er repræsenteret i bykernen. Den enkelte detailhandlende ønsker ikke at nye kædebutikker på udvalgsvareområdet kommer ind i bymidten på grund af den øgede konkurrence.