Som en del af Køges Plan09-projekt var det opgaven at skabe et statistisk overblik over særligt tilflytterne til kommunens nybyggede boliger. Vi søgte svar på spørgsmål som:
-
I hvor høj grad flytter børnefamilier i parcelhuse?
-
Både bor og arbejder de nye borgere i kommunen?
-
Hvad er gennemsnitsindkomsten for borgere i nybyggede ejerlejligheder?
Desuden var formålet, så vidt muligt, at afprøve muligheder og nye værktøjer knyttet til GIS - i form af en grid-analyse, hvor et givent område inddeles i lige store kvadrater.
Efter en del undersøgelser faldt valget på en analyse fra firmaet Geomatic, som, på baggrund af data fra Danmarks Statistik og Gallups Index Danmark, netop udarbejder kvadratnet analyser.
Egentlig var det tanken kun at kortlægge indbyggerne i kommunens nye boliger, men undervejs viste de bagvedliggende oplysninger sig at være for mangelfulde. Oplysninger om fx formue og husstandsindkomst registreres med et par års forsinkelse, hvorfor det ikke alle steder var muligt at få data om de nybyggede boligområder. I stedet blev det til en analyse af samtlige af kommunens byer, som både visuelt og indholdsmæssigt er rigtig spændende.
Kort om resultatet: Geomatics Mosaic-analyse inddeler befolkningen i otte grupper, hvortil der hører 32 undergrupper (typer). Den mest udbredte befolkningsgruppe i Køge Kommune viste sig at være "Boligejere med overskud", mens den mest hyppige undergruppe er typen "Multikulturel". Desuden var det overraskende at finde ud af, at flere af de nye boligområder specifikt har tiltrukket gruppen af "Velhavere". Karakteristisk for alle grupperne er det, at man bor i nærheden af nogen, man ligner.
Download
Få indsigt i og et potentielt chok når du afprøver find dig selv på Geomatics hjemmeside ved at indtaste egen adresse og postnummer.
De næste skridt: De vedhæftede analyser indgår nu i arbejdet med at formulere målsætninger til en boligpolitik og til kommuneplanen for det kommende nybyggeri i kommunen.
Tilbage til omtalerne af Køge Kommunes erfaringer .