Du genkender situationen: Med posten modtager du nu igen en flot tryksag med storslåede fotos, lækkert design og ikke mindst om et emne, der virkelig interesserer dig. Du finder en central plads på skrivebordet til den, for den skal du helt bestemt læse.
To dage senere: Med posten modtager du nu igen en dvd. Teksten på omslaget overbeviser dig på stedet om, at den må du se. Da du leder efter en central plads på dit skrivebord til den, falder dit blik på den flotte tryksag du modtog et par dage tidligere. Tryksagen kommer over i tasken til sofaen i aften, mens dvd'en overtager tryksagens plads på skrivebordet.
|
1½ uge senere: På jagt efter et bestemt stykke papir, der er faret vild i din taske, støder du ind i den flotte tryksag. Der er nu tre muligheder:
- du griber resolut fat i tryksagen ....
|
.... og bladrer den igennem, mens du skrålæser på siderne. Måske bliver du så inspireret, at du starter forfra og læser det hele igennem nøje. I tiden herefter vil du fortælle dine kolleger om den, for den tryksag kunne noget.
-
du udskyder læsningen, men flytter tryksagen til en mere central plads, fx dit sofabord, dit sengebord eller ....
-
du erkender du ikke får den læst og efterlader den flotte tryksag med et suk i husets papirkurv.
Måske et karikeret billede af, hvordan noget af al det materiale ender, som udsendes til kommunerne. Der er mange om buddet, når det kommer til at udsende velmenende og velegnede råd og inspiration til det kommunale arbejde. Men hvad skal der til i den travle kommunale hverdag for, at materialet bliver læst, hørt og set? Og hvilken form skal materiale have, hvis det skal kunne bruges i kommunen?
Det vil Plan09 gerne høre bud på, så vi kan målrette vores arbejde mht. form og indhold. Derfor har vi iværksat en undersøgelse blandt et repræsentativt udvalg af planlæggere og planchefer i kommunerne. Vi håber du vil og kan stille op, hvis du bliver spurgt om at deltage i undersøgelsen. Det er Megafon, der står for selve undersøgelsen.
Og dvd'en? Måske har du allerede set den. Men måske led den samme skæbne som tryksagen, der var ved at forsvinde i din taske.