Logo
Indholdsoversigt     
 
FORSIDE KOMMUNERNES ERFARINGER BRUGERNES DOM ANMELDELSER FRA EN FAGMAND

Du er her: Home BRUGERNES DOM Struer Opsamling på brugerinterviews - Struer

   
  Faaborg-Midtfyn
  Frederikshavn
  Gribskov
  Haderslev
  Høje-Taastrup
  Holstebro
  Rudersdal
  Struer
  Opsamling på brugerinterviews - Struer
  Struer - procesdokumenter
  Brugerundersøgelse - hvordan?

Opsamling på brugerinterviews - Struer


 

Følgende brugertyper er blevet interviewet: En aktiv borger/erhvervsdrivende, en ejendomsmægler, en journalist, to repræsentanter fra interesseorganisationer samt en politiker.

Fem af de interviewede har brugt den digitale kommuneplan tidligere, en har først været inde på siden i forbindelse med interviewet.

Indholdsfortegnelse - klikbar:

1. Helhedsoplevelse og vurdering

2. Forside

3. Indholdets relevans

4. Struktur og navigation

5. Sproget/teksten

6. Kortmaterialet

7. Det grafiske udtryk

8. Gode råd til forbedringer

 

Helhedsoplevelse og vurdering

Alle interviewede finder, at den digitale kommuneplan vil være svært stof for de fleste, og at hjemmesiden ikke vil blive brugt ret meget af den almindelige borger. Alle mener også, at det er en fordel, at den ligger tilgængeligt på nettet

Derimod er de konkrete tilbagemeldinger delte med hensyn til egen oplevelse. Nogle har et godt helhedsindtryk og finder siden overskuelig, forståelig og brugbar. Et par er lidt mere delte og synes, at det har været svært at komme i gang, men også at de ”fandt ud af det” efter nogen tid. En enkelt (journalisten) mener derimod ikke, at udførelsen er særlig god, og han bruger ord som ”uoverskuelig”, ”informationstung” og ”kedelig”.

Fem af de interviewede giver siden et firtal på en skala fra 1 til 5, hvor 5 er bedst, mens en giver den karakteren 2. Dermed er der generelt en pæn karakter til Struer Kommunes digitale kommuneplan.

Følgende trækker karakteren opad: indholdets relevans samt struktur og navigation.

Følgende trækker karakteren nedad: forside, tekst og sprog, kortmaterialet og det grafiske udtryk.

 

Forside

De fleste synes som udgangspunkt, det er fint med de mange indgange (links) på forsiden. Dog er der en tendens til at mene, at det er lige lovlig mange, og at overblikket let kan forsvinde. Nogle savner, at Struer Kommune i højere grad prioriterer og introducerer på forsiden, så alt ikke fremstår som lige vigtigt. Andre synes ikke, det har den store betydning. Det bliver også nævnt af flere, at ”der ikke lige er noget, der fanger opmærksomheden.”

 

Indholdets relevans

De interviewede oplever, at indholdet er relevant og brugbart for dem, og generelt har de interviewede fundet det, de har ledt efter. Generelt er holdningen dog, at man skal have en særlig interesse eller en særlig anledning for at bruge siden.

Alle interviewpersoner udtaler, at de selv vil bruge siden i fremtiden – ikke privat, men professionelt eller i forbindelse med organisationsarbejde.

 

Struktur og navigation

De fleste af de interviewede mener, at strukturen og navngivningen af menupunkter enten er ”god” eller ”okay”. En siger dog, at vedkommende taber tråden og mister overblikket inde på siden. En anden synes ikke så godt om strukturen og navnene på menupunkterne, som vedkommende ikke finder selvforklarende.

 

Sproget/teksten

Tilbagemeldingerne fra interviewpersonerne er, at teksterne gør siden svær. Teksterne er generelt (alt) for lange og svære at forstå med lange sætninger og brug af mange fagbegreber. Tilbagemeldingerne er: svær at læse, alt for meget tekst, svært tilgængeligt, svært at forstå, indforstået. Flere påpeger, at siden er svært tilgængelig for den almindelige borger.

En enkelt af de interviewede siger, at sprog og tekst hverken er dårligere eller bedre end andre kommunale tekster, og at det er forståeligt for vedkommende.

 

Kortmaterialet

Tre af de interviewede synes ikke, at kortene fungerer så godt. De mener, at de er svære at bruge og kører langsomt. En er til gengæld meget begejstret. To synes ikke, de kender kortene så godt, så de kan sige noget kvalificeret om dem.

En enkelt fremhæver Google Maps som noget, man kan lære af: ”Jeg bruger altid Google Maps frem for det her, hvis jeg kan.”

 

Det grafiske udtryk

Tilbagemeldingerne på det grafiske udtryk er, at det godt kunne være lavet mere spændende og indbydende. Tilbagemeldingerne går fra, at nogle synes, siden er direkte kedelig over ”det ikke er for spændende” til ”det kunne da godt se pænere og mere interessant ud, men det er ikke så vigtigt.”

Flere efterlyser flere og bedre billeder og ønsker en forklaring på, hvorfor billederne bruges i den konkrete sammenhæng. En siger dog ”det er dejligt, at der ikke er noget der blinker.”

 

Gode råd til forbedringer

Interviewpersonerne giver følgende råd til, hvordan siden kan gøres bedre:

·          Stram op på sprog og formidling

·          Kortere tekster og resumeer

·          Flere grafiske elementer (herunder billeder)

·          Giv et bedre overblik

·          Mere markedsføring af den digitale kommuneplan

·          Forklaringer til billederne

·          Fortæl, hvorfor det er relevant for mig og andre

·          Skær ned på omfanget af tekst – især på de øverste niveauer

·          Det skal være muligt direkte fra kommuneplanen at se præcist, hvad der gælder for en ejendom, ikke nok med henvisninger til dokumenter

Udarbejdet af Xylofon A/S, september 2009

Til toppen


 

Netværk om udvikling af nye digitale kommuneplaner