Opsamling på brugerinterviews - Holstebro
Følgende brugertyper er blevet interviewet: En ejendomsmægler, to repræsentanter for interesseorganisationer og en politiker.
Tre af brugerne havde brugt den digitale kommuneplan en del, mens den ene (ejendomsmægleren) kun havde brugt den digitale kommuneplan et par gange. Fælles for dem alle er, at brugen er sket i arbejds- eller foreningsmæssig sammenhæng, ikke privat.
Indholdsfortegnelse - klikbar:
1. Helhedsoplevelse og vurdering
2. Forside
3. Indholdets relevans
4. Struktur og navigation
5. Sproget/teksten
6. Kortmaterialet
7. Det grafiske udtryk
8. Gode råd til forbedringer
Helhedsoplevelse og vurdering
Alle interviewpersoner finder kommuneplanen brugbar og har stort set fundet det, de har ledt efter, ligesom det, de har fundet, har været brugbart og rimeligt forståeligt. Blandt de interviewede er der en lille tendens til at mene, at kommuneplanen er noget uoverskuelig, og at den kræver lidt tid, før man kan finde rundt i den. To af de interviewede giver også udtryk for, at planen er temmelig abstrakt og ukonkret.
Tre ud af fire giver kommuneplanen karakteren fire, mens en enkelt siger 3,5, på en skala fra 1 til 5, hvor 5 er bedst.
Følgende trækker karakteren opad: indholdets relevans, struktur og navigation, kortmateriale og det grafiske udtryk.
Følgende trækker karakteren nedad: tekst og sprog.
Forside
Tre af de interviewede synes godt om forsiden og mener, at den er pæn og overskuelig. Specielt fremhæves de tre kasser med billeder og links ind til undersider som et godt element. Desuden fremhæves, at teksten på forsiden er kort.
En af de interviewede synes ikke, at forsiden er særlig spændende eller relevant for vedkommende. Endelig påpeger en, at forsiden ikke er blevet opdateret, da der fortsat er en henvisning til et borgermøde i juni måned.
Indholdets relevans
Alle interviewpersoner giver udtryk for, at indholdet er relevant og brugbart. To mener dog, at indholdet ofte er for abstrakt og for ukonkret. Desuden er der meget ”indhold”. Kommuneplanen er stor og rummer mange informationer – ifølge et par af de interviewede måske for mange.
Alle vil bruge den digitale kommuneplan fremover – professionelt eller som repræsentant for en organisation. Den ene IO’er angiver ikke, hvilket indhold vedkommende er særlig interesseret i, mens den anden fremover vil bruge de dele, der er relevante for organisationen og sig selv: ”Det åbne land, min by – og de digitale kort”. Politikeren vil bruge kommuneplanen som en slags opslagsværk til at søge efter specifikke emner og fakta, og ejendomsmægleren vil søge informationer om specifikke områder og ejendomme.
Struktur og navigation
Alle interviewpersoner har stort set fundet det, de har ledt efter. Kun to af de interviewede mener dog, at de kender siden godt nok til at kunne kommentere strukturen og menupunkterne. Begge mener, at den fungerer forholdsvis godt, når man ”lige har lært siden at kende” Drop-down-menuerne bliver fremhævet af en enkelt som et element, der er med til at give overblik og lette navigationen.
Sproget/teksten
Tendensen i interviewene går i retning af, at teksterne kan være svære at forstå, og at indholdet har en tendens til at være (for) abstrakt og ukonkret. Flere giver udtryk for, at teksterne kan have svært ved at fange interessen hos læseren, hvis det ikke lige er et område, som interesserer vedkommende eller er noget, vedkommende skal bruge i en konkret sammenhæng.
I forlængelse heraf mener interviewpersonerne ikke, at kommuneplanen vil blive brugt ret meget af ’almindelige borgere’. Kommuneplanen vil til gengæld blive brugt af politikere, folk fra interesseorganisationer og folk, der beskæftiger sig med arealanvendelse og fast ejendom.
Kortmaterialet
Kun en af de interviewede har brugt kortfunktionerne i nævneværdig grad. Vedkommende er til gengæld meget begejstret for dem og synes, at kortene er nemme at bruge og spændende at arbejde med. To har lige kigget på kortene og mener, at ”det ser udmærket ud.”
Det grafiske udtryk
Den digitale kommuneplan får generelt pæne kommentarer for sit udseende. Flere finder den indbydende og imødekommende. På forsiden fremhæves især brugen af billeder og den korte tekst. Undersiderne er generelt fint disponeret med tekst i midten og billeder og henvisninger i højre spalte. Nogle fremhæver dog, at man skal passe på, at teksterne ikke bliver for lange, og at man skal sørge for at bruge relevante billeder.
Gode råd til forbedringer
Interviewpersonerne giver følgende råd til, hvordan siden kan gøres bedre:
· Sørg for at hjemmesiden er opdateret
· Bedre og tydeligere henvisning til kort og søgning på ejendomme/veje/områder
· Inkluder de gamle regionplaner fra amterne
· Gør undersiderne mere sprælske
· Gør meningen med debatforummet klart
· Alle elementer i højsre spalte (billeder med mere) bør være interaktive (klikbare)
Udarbejdet af Xylofon A/S, september 2009
Til toppen
|