Logo
Indholdsoversigt     
 
FORSIDE KOMMUNERNES ERFARINGER BRUGERNES DOM ANMELDELSER FRA EN FAGMAND

Du er her: Home BRUGERNES DOM Høje-Taastrup Opsamling på brugerinterviews - Høje-Taastrup

   
  Faaborg-Midtfyn
  Frederikshavn
  Gribskov
  Haderslev
  Høje-Taastrup
  Opsamling på brugerinterviews - Høje-Taastrup
  Holstebro
  Rudersdal
  Struer
  Brugerundersøgelse - hvordan?

Opsamling på brugerinterviews - Høje-Taastrup


 Følgende brugertyper er blevet interviewet: En ansat i en interesseorganisation, et frivilligt medlem af en interesseorganisation, en politiker og en kommunal embedsmand.

Indholdsfortegnelse - klikbar:

1. Helhedsoplevelse og vurdering

2. Forside

3. Indholdets relevans

4. Struktur og navigation

5. Sproget/teksten

6. Kortmaterialet

7. Det grafiske udtryk

8. Gode råd til forbedringer

 

Helhedsoplevelse og vurdering

De fire brugere oplever siden forskelligt. En kalder den ”forholdsvis tilgængelig og overskuelig” og mener, den er nem at finde rundt i, men ikke så nem som en bog, mens to mener, at sidens opbygning sænker dens tilgængelighed. En af de to kalder samtidig siden ”pæn og velskrevet”, mens den fjerde person finder siden sprogligt svært tilgængelig. Til gengæld vurderer hun siden som ”brugbar og informativ.”

En mellemkarakter med pil op bliver som gennemsnit givet til Høje Taastrups digitale kommuneplan: Tre ud af fire interviewpersoner giver karakteren 3 på en skala fra 1 til 5, hvor 5 er bedst. Den fjerde interviewperson giver karakteren 4-5.

Følgende trækker karakteren opad: Indholdets relevans, forsidetekstens omfang og det grafiske udtryk.

Følgende trækker karakteren nedad: Navigationen, sproget på undersiderne og kortmaterialet.

 

Forside

Tre ud af fire interviewpersoner er tilfredse med (men ikke begejstrede for) forsiden, især dens visuelle fremtræden. To fremhæver tekstens begrænsede omgang som et positivt element ved forsiden. En interviewperson – den professionelle IO’er – skiller sig ud ved at være kritisk over for såvel den visuelle som den formidlingsmæssige udformning af forsiden, som hun finder henholdsvis for fersk og for teknisk. Politikeren foreslår, at man bruger forsiden til at forklare, hvad en kommuneplan er – ”hvis man vil i kontakt med en bred målgruppe – men vil man egentlig det?” spørger han.

Ingen af de interviewede nævner, at de føler, at forsideteksten henvender sig særligt til dem som brugere. De ser heller ingen særligt appellerende elementer på forsiden, der giver dem lyst til at klikke sig længere ind på siden – ud over den professionelle IO’er, hvis faglige nysgerrighed bliver vækket af ordet ”udviklingsstrategi” i et af menupunkterne.

 

Indholdets relevans

Interviewpersonerne er generelt tilfredse med indholdets relevans.

Ingen af dem påpeger generelle mangler i indholdet. Men når de bliver bedt om at forholde sig til en konkret underside (”Støj”), nævner tre ud af fire (den kommunale embedsmand undtaget), at de savner links til uddybende informationer om sidens emne. Den professionelle IO’er kalder indholdet ”upræcist”, og fritids-IO’eren giver udtryk for at savne ”mere konkret, handlingsanvisende og brugerrettet indhold.” Han nævner også, at siden bør levere en mere klar overordnet præsentation af sit indhold for at virke mere interessant for almindelige borgere.

De ser alle sig selv som flittige brugere af den digitale kommuneplan fremover. Undtagen fritids-IO’eren, der vil besøge siden i sin fritid, vil alle bruge den i arbejdsmæssig sammenhæng.

 

Struktur og navigation

Navigationen bliver af tre ud af fire (den professionelle IO’er undtaget) beskrevet som et problematisk element på hjemmesiden. De tre har haft svært ved at få overblik over siden og finde rundt på den. To af dem i en sådan grad, at de kun mere eller mindre tilfældigt har fundet, hvad de søgte efter. De savner begge et emneindeks – et element, der faktisk allerede findes på hjemmesiden, og som er tilgængeligt fra samtlige sider. Men som de to brugere med behov for elementet altså ikke har fundet.

Fritids-IO’eren angiver, at strukturen virker skabt ud fra kommunens perspektiv, og han udtaler, at han vil opfordre andre til at navigere via søgefunktionen.

Tre af fire (den kommunale embedsmand undtaget) giver udtryk for, at ikke alle navne på menupunkterne giver umiddelbart mening.

 

Sproget/teksten

Alle interviewpersoner finder det positivt, at forsiden benytter sig af en kort tekst. Hvad angår forståeligheden, deler vandene sig: To af interviewpersonerne (den kommunale embedsmand og fritids-IO’eren) kalder forsideteksten klar, tydelig og informativ. De resterende to påpeger, at forsideteksten rummer svære ord, der stammer fra et teknisk sprog. De sidstnævnte udtaler også, at forsideteksten ikke gør meget for at komme sin læser i møde. Man henvender sig fx ikke direkte til læseren, og man benytter ikke lejligheden til at forklare, hvad en kommuneplan er.

Undersidens tekst kaldes af tre ud af fire interviewpersoner for teknisk, tungt, tørt og uspændende. To af dem påpeger dog, at det er en sproglig stil, de er vant til og tit møder i det daglige. En kalder det ”forventeligt”. Fritids-IO’eren skiller sig ud ved at kalde sproget på undersiden ”klart og tydeligt”. Han påpeger også, at teksten er kortfattet, hvilket han finder positivt.

 

Kortmaterialet

Alle undtaget den professionelle IO’er har prøvet at bruge kortene på hjemmesiden. Og alle tre har alle haft begyndervanskeligheder i forhold til brugen af kortene. En har for eksempel lige skullet ”lure signaturfunktionen – at den er der, og hvordan den virker.” En anden har oplevet problemer med at orientere sig på kortet, og to af de tre bemærker, at kortene tager lang tid at åbne.

 

Det grafiske udtryk

Flertallet af interviewpersoner er moderat positive over for sidens visuelle udtryk. De bruger ord som pæn, okay, fin, enkel. En enkelt – den professionelle IO’er – kalder siden for fersk og kedelig og kritiserer farvevalget.

At siden er temmelig billedfattig, har de interviewede ikke mange kommentarer til.

 

Gode råd til forbedringer

Interviewpersonerne giver følgende råd til, hvordan siden kan gøres bedre:

·          Bedre struktur og bedre menunavne

·          Bedre søgeresultater – siger to personer

·          Emneopdelt indeks – siger to personer (Xylofon: indeks findes allerede)

·          Mere indbydende forside

·          Flere farver i designet

·          Fremhæv teksten i midterfeltet ved at give venstremenuen en anden baggrundsfarve

·          Tænk mere i pædagogik, i hvert fald på de første sider

·          Mindre teknisk sprog

·          Find en teknisk løsning på hastighedsproblemet

·          Gør det muligt at lave en pdf-version af hele planen fra forsiden

Udarbejdet af Xylofon A/S, september 2009

 

 

 

Til toppen
 

Netværk om udvikling af nye digitale kommuneplaner