Opsamling af brugerinterviews - Faaborg-Midtfyn
Der er blevet interviewet fire personer, som fordeler sig på følgende brugertyper: en journalist, en landinspektør, en politiker og en person tilknyttet en interesseorganisation (IO).
Ingen af dem har besøgt hjemmesiden med Faaborg-Midtfyn Kommunes digitale kommuneplan, før de blev bedt om det som forberedelse til interviewet. Landinspektøren fortæller, at han ikke vidste, siden fandtes.
Indholdsfortegnelse - klikbar:
1. Helhedsoplevelse og vurdering
2. Forside
3. Indholdets relevans
4. Struktur og navigation
5. Sproget/teksten
6. Kortmaterialet
7. Det grafiske udtryk
8. Gode råd til forbedringer
Helhedsoplevelse og vurdering
Tre af de fire interviewede har et positivt helhedsindtryk af den digitale kommuneplan. Landinspektøren kalder den ”interessant”, ”informativ”, ”ret anvendelig” og ”glimrende”, mens politikeren finder siden ”præsentabel”, ”pæn” og ”tilgængelig”. IO’eren er også overvejende positiv, men påpeger problemer med brugen af kortmaterialet. Journalisten er som den eneste af de fire overvejende negativ i sin vurdering af hjemmesiden: Han oplever den som ”kedelig”, ”forvirrende” og ”sværttilgængelig”.
På en skala fra 1 til 5, hvor 5 er højest, får hjemmesiden i gennemsnit karakteren 3 af interviewpersonerne.
Følgende trækker karakteren opad: forsiden og indholdets relevans.
Følgende trækker karakteren nedad: navigation, sprog/tekst, kortmaterialet og det grafiske udtryk.
Forside
Generelt er de interviewede personer positivt stemte over for forsiden. De fremhæver de forskellige indgange til sidens indhold, som forsiden leverer, som noget positivt. Alle har fæstnet sig ved de seks kulørte bokse med fotos og genveje til sidens indhold. Politikeren fremhæver de valgte fotos på forsiden som gode. Journalisten foreslår at placere elementerne på forsiden anderledes: ”Flyt, ’hvad gælder for min grund’ op i toppen. Den vil folk bruge.”
Indholdets relevans
Alle interviewpersoner mener, den digitale kommuneplan rummer relevant indhold. To af dem mener dog, at den konkrete udformning af kommuneplanen spænder ben for brugen af den.
Tre af interviewpersonerne forventer at bruge den digitale kommuneplan fremover. De vil bruge informationer om specifikke lokaliteter og desuden et bredt udsnit af sidens indhold.
Den fjerde, IO’eren, regner med fortsat at bruge papirudgaven, for: ”Den er jeg vant til. Her kan jeg bladre frem og tilbage.”
Struktur og navigation
Interviewpersonerne er overvejende kritiske over for hjemmesidens struktur og dens navigationsmuligheder.
Mest kritisk er journalisten, der finder præsentationen af navigationsmulighederne forvirrende: Han er overrasket over, at hovedmenuen ikke befinder sig i topbjælken, og at de kulørte bokse på forsiden er menupunkter med undermenuer. Han får ikke et overblik over strukturen fra forsiden og siger, at han som bruger har brug for hjælp og forklaringer for at kunne navigere på siden.
Mest positiv er politikeren, der mener, forsiden giver et godt overblik over strukturen, og som har haft let ved at navigere på siden. Vedkommende udtrykker dog tvivl om, hvor umiddelbart forståelige menupunkternes navne er for ikke-fagfolk.
Sproget/teksten
Flertallet af interviewpersonerne mener, at teksten på undersiderne er for omfangsrig, hvilket gør siden uoverskuelig og kan få læsere til at falde fra. Politikeren er dog uenig; hun karakteriserer teksten som ”fint tilgængelig” og ”ikke snørklet skrevet”.
Landinspektøren påpeger, at han er bekendt med den type sprog, der bruges – underforstået, at det ikke gælder alle mennesker. Som de øvrige interviewpersoner mener han ikke, almindelig borgere vil gøre stor brug af den digitale kommuneplan. IO’eren udtaler: ”For folk, der ikke kender til stoffet og kommuneplaner, så tror jeg det er svært. Tilbagemeldingerne, jeg har hørt, er, at det er svært stof og svært tilgængeligt.” Politikeren tilføjer, at borgere uden it-adgang og med ringe it-kompetencer næppe vil bruge siden.
I overensstemmelse med de øvrige interviewpersoner udpeger hun embedsmænd, virksomheder og erhvervsfolk, særligt interesserede borgere og politikere som den digitale kommuneplans kernebrugere.
Kortmaterialet
Bortset fra journalisten har alle de interviewede stiftet bekendtskab med hjemmesidens kortmateriale. To af dem oplever kortene som tunge og besværlige at bruge. ”Især er det et problem, hvis man søger på en bestemt adresse. De informationer, man får, og den måde, det bliver præsenteret på, forvirrer mere end det gavner,” siger IO’eren. Landinspektøren tilføjer, at zoom-funktionen ikke virker ordentligt.
Politikeren adskiller sig ved at have haft en god oplevelse med at bruge kortene. Funktionaliteten er okay, siger hun.
Det grafiske udtryk
Hjemmesidens grafiske udtryk vækker ikke megen begejstring hos interviewpersonerne. ”Ikke særlig up-to-date”, ”monotont”, ”kedelig”, ”gammel og traditionel” er nogle af de ord, de sætter på sidens visuelle udtryk.
Politikeren efterlyser flere illustrationer, mens andre efterlyser tydeligere og større illustationer. ”Kort og tabeller er svære at overskue, og det er ret småt,” siger landinspektøren, mens journalisten udtaler, at illustrationerne på en underside er alt for detaljerede: ”Hvad vil de fortælle mig, jeg ved det ikke.”
Gode råd til forbedringer
Interviewpersonerne giver følgende råd til, hvordan siden kan gøres bedre:
· Kortet skal gøres meget bedre. Interaktiviteten skal gøres bedre – siger to
· Bedre kortfunktion om den enkelte ejendom – formidlingen skal her være bedre
· Bedre integration af kort og informationer, når man er et konkret sted. Så skal man have de relevante tekster
· Arbejd meget mere med kommunikationen. Hvad er det her, hvad kan du bruge det til, hvorfor er det relevant?
· Det skal være meget mere brugervenligt
· Brug flere illustrationer!
· Bedre markedsføring – jeg kendte den jo ikke
· Der skal være mennesker til stede
· Cases og konkrete situationer
· Overvej, om kommunen skal videre i det her spor.
Udarbejdet af Xylofon A/S, september 2009
Til toppen
|