Hvordan skaber vi byer, hvor flere af hverdagens gøremål kan klares til fods, på cykel eller med kollektiv transport? Og hvordan kan tankerne bag 15-minuttersbyen bruges i danske små og mellemstore byer, hvor afstande, bystruktur og hverdagsliv ser anderledes ud end i storbyen?
Det har fem kommuner undersøgt gennem pilotprojekter støttet af Plan22+. Nu deler vi erfaringerne og de konkrete værktøjer, der er kommet ud af arbejdet.


Kom med til online seminar den 20. november kl. 9.30–11.00, hvor vi sætter fokus på, hvordan 15-minuttersbyen kan omsættes fra et internationalt byplankoncept til konkrete greb i den kommunale planlægning.


Aarhus, Hillerød, Odsherred, Skanderborg og Slagelse Kommuner har arbejdet med 15-minuttersbyen i vidt forskellige lokale sammenhænge. Projekterne viser blandt andet, at korte afstande ikke nødvendigvis får flere til at gå eller cykle, og at grøn mobilitet handler om langt mere end transport og infrastruktur.


På seminaret stiller vi skarpt på spørgsmål som:
•    Hvordan kan 15-minuttersbyen tilpasses mindre byer og lokalsamfund?
•    Hvorfor er fysisk nærhed og oplevet nærhed ikke det samme?
•    Hvordan kan viden om borgernes hverdagsliv og mobilitetsvaner styrke den fysiske planlægning?
•    Hvilke metoder og værktøjer kan hjælpe kommunerne med at omsætte klimaambitioner til plan- og mobilitetsprincipper?


Founding partner, Maria Wass-Danielsen fra Urban Creators præsenterer de vigtigste erfaringer på tværs af de fem pilotprojekter og introducerer en række praksisnære værktøjer, som kommuner kan bruge i deres eget arbejde.
Malene Freudendal-Pedersen fra Aalborg Universitet perspektiverer erfaringerne med afsæt i internationale eksempler og sætter fokus på muligheder, dilemmaer og nødvendige prioriteringer i arbejdet med nærhed, hverdagsliv og bæredygtig mobilitet.


Seminaret henvender sig til kommunale planlæggere og fagfolk, der arbejder med byudvikling, fysisk planlægning, mobilitet og klima – og som ønsker inspiration og redskaber til at skabe mere sammenhængende og klimavenlige byer.


Praktisk information
Dato: fredag den 20. november 2026
Tid: Kl. 9.30–11.00
Format: Online seminar (streaming)

Tilmeld dig herunder.


Seminaret afholdes af Plan22+, der er en indsats fra Plan- og Landdistriktsstyrelsen og Realdania.