Plankultur og tidsånd
Plan09s mission er primært at udvikle viden til stadigt bedre redskaber og procesforløb i den kommunale planlægning, men vi har også ønsket at give et bidrag til en holdningspræget debat om plankulturen og tidens værdibegreber. Det er baggrunden for denne bog.
Udfordringen blev lagt i hænderne på journalisten og forskeren Gitte Meyer. Vi bad Gitte Meyer om at se ind i planlægningens laboratorier udefra og reflektere over plankulturen lige nu.
Planlægning er spændende. Udfordringerne er båret af rationel tænkning, men med fraværet af et givet facit. Altid nødvendig, altid udfordrende og ofte kontroversiel. Fremtiden skal forudses, regler skal overholdes og livet skal leves.
Som ung planlægger i 1967 – dybt begravet i mit licentiatarbejde om ”Udstykningsplaner og parcelhusbyggeri” – blev det en uhyre stor inspiration for mig at deltage i Nordisk Sommeruniversitets studiekreds på Københavns Universitet om: Mennesket i Samfundsplanlægningen. Emnet blev forstået på to måder: Mennesket som planlægger og mennesket som planlægges. Aktivt og passivt, yder og nyder – eller måske voldsmand og offer? Udfordringen var at drøfte balancen mellem de to tilgange – sammenhæng og modsætninger.
Jeg følte mig umiddelbart inspireret af de markante indlæg fra stærke personligheder og debattører på planområdet som landsplanlæggeren Erik Kaufmann, byplanarkitekten Stefan Ott og embedsmanden Vagn Rud Nielsen m.fl. Jeg syntes de forklarede behovet for planlægning overbevisende. Efterspørgslen af en helhedsorienteret planlægning af den voldsomme byvækst og samfundsændringerne var stor, uanset at befolkningen ved folkeafstemningen i 1963 sagde nej til en buket nye regulerende jordlove.
Men debatten slog gnister, når kritiske forfattere og samfundsanalytikere som Bjørn Poulsen og Johan Fjord Jensen m.fl. opponerede og med udgangspunkt i bl.a. 60ernes nyradikalisme fremførte, at planlægningen beskærer det enkelte menneskes frihed. Planlægning blev beskrevet som et formynderi – godt nok så humanistisk og demokratisk, at det næsten er uangribeligt – som sørger for den sociale og individuelle velfærd, men på bekostning af vores selvbestemmelsesret og fri udfoldelse.
Planlægningens nødvendighed vandt slaget, men selvfølgelig under forudsætning af respekt for ejendomsretten og individets interesser. Efter kommunalreformen i 1970 fik vi endelig en moderne planlægningslovgivning. Planlægning blev i langt højere grad politisk. Lige siden har der været fokus på planlægningen lokalt og i Folketinget. Spillereglerne i planloven er mange gange blevet justeret og opdateret siden, og den aktuelle kommunalreform har direkte medført endnu en planlovreform.
Men hvor blev debatten om de grundlæggende samfundsmæssige konsekvenser af? Det som planlægningen medfører uden dog direkte at kunne regulere. Jo, vi var alle enormt inspireret af Arne Gaardmands mange debatbøger, og han var god til at argumentere pro et contra med henvisninger til aktuelle kilder. Men i de senere år synes debatten mere at kredse om proces og konflikter mellem kommunalpolitiske interesser over for overordnede statslige hensyn og interesser.
Men debatten om visioner og aktørernes værdibegreber i plankulturen trænger til et løft.
