KOMPAS
Rapport om 360° strategisk planlægning.
Hvordan navigerer du som planlægger i fremtidens tværfaglige og strategiske landskab? Hvilke kompetencer kræves der? Og hvad opnår du ved at opsøge tværfaglige samarbejder i en i forvejen kompleks hverdag?
Metoden KOMPAS giver dig en legende indføring i, hvordan du som planlægger kan arbejde med strategisk og tværfaglig planlægning i din hverdag.
Strategisk planlægning er ikke alene en aktuel udfordring for landets kommuner - det er også et afgørende krav til dig som planlægger.
Det er en udfordring for kommunerne, fordi strategisk planlægning kommer til at spille en central rolle for kommunernes fremtidige udvikling og synlighed. Og det er et krav til dig og dine kollegaer, fordi kommunerne skal arbejde med klare strategiske mål, der opfordrer til nye tværfaglige samarbejder, nytænkning og helhedsorienterede løsninger.
De tider er forbi, hvor en enkelt faglighed kan overskue og tilrettelægge en kompleks fremtid. I de nye kommuner er planlægning en disciplin, der går på tværs af kommunens forvaltninger og fagligheder med afsæt i en fælles dagsorden.
Plan09 har igangsat udviklingen af et værktøj, som kan anvise, hvordan du som planlægger kan arbejde med strategisk planlægning i din hverdag.
Resultatet er blevet til en metode og et brætspil med titlen KOMPAS. Med KOMPAS ved hånden kan du invitere et tværfagligt team af aktører til at udvikle et 360 graders svar på en strategisk udfordring fra jeres hverdag.
KOMPAS er udviklet af 2+1 Idébureau i samarbejde med Arkitema Architects, erhvervspsykolog Bo Halberg og Plan09.