Byplanhistorisk udvalg
Byplanhistorisk Udvalg arbejder for at belyse byplanlægningens nyere historie i Danmark – særligt fra tiden efter 1. verdenskrig. Det sker gennem udgivelser, seminarer og interviews, der dokumenterer centrale udviklinger og nøglepersoners erfaringer.
Medlemmer af Byplanhistorisk Udvalg
- Britt Vorgod Pedersen, sekretariatschef Plan 22+
- Ellen Højgaard Jensen, byudvikler
- Gertrud Jørgensen, professor, arkitekt MAA
- Grethe Silding, arkitekt MAA
- Hans Kristensen, sociolog, kasser
- Hans Thor Andersen, dr., forperson
- Helle Juul, arkitekt MAA, ph.d.
- Jannie Rosenberg Bendsen, arkitekturhistoriker, ph.d.
- Jens Clemmensen, arkitekt MAA
- Mikkel Høghøj, historiker, ph.d.
- Poul Sverrild, historiker, ph.d.
- Tina Saaby, direktør, arkitekt MAA
Om udvalget
Udvalget blev nedsat af Dansk Byplanlaboratorium i 1982 og består af ca. 15 medlemmer med baggrund i planlægning og byhistorie. Nye medlemmer udpeges af udvalget selv.
Aktiviteter
Fortid, nutid og fremtid er til stede i udvalgets aktiviteter. Tyngden er historien, men den skal altid have nutidsrelevans. Historien fungerer som det redskab, der kalibrerer det hele. Byplanhistorisk udvalg fortæller den gode historie og formidler fortidens planlægning på en måde, så nutiden kan ses i et nyt lys, der giver en forståelse af kompleksiteten. På den måde aktualiseres historien, så den kan sætte et spejl op for nutiden.
Det byplanhistoriske udvalg udgiver løbende en række Byplanhistoriske Skrifter om byplanrelevante emner af historisk interesse.
En anden vigtig aktivitet har hidtil været det årlige “Byplanhistoriske Seminar” med emner, som det er vigtigt at belyse byplanhistorisk, og som ofte kan have stor relevans for dagens byplandebat. Fra hvert seminar udarbejdes et fyldigt referat i form af et seminarskrift.
Blandt andre aktiviteter kan nævnes, at udvalget ved flere lejligheder har interviewet nøglepersoner i byplanlægningen.
For udvalgets medlemmer, der arbejder ulønnet, er det interessen og engagementet i byplanlægningens udvikling og historie som er drivkraften.
I økonomisk henseende søger udvalget at finansiere sin virksomhed gennem bidrag fra fonde, myndigheder, institutioner o. lign., gerne hvor et emne lægger op til en fælles interesse i et seminar eller udarbejdelse af et skrift.
Byplanhistorisk Udvalg har tre hovedaktiviteter
• Byplanhistoriske Skrifter er en serie publikationer, som redigeres og udgives af udvalget.
• Byplanhistoriske seminarer afholdes en gang om året med skiftende temaer. Efter hvert seminar udarbejdes et seminarskrift.
• Interviews med ældre byplanlæggere og andre aktører indenfor planlægningen optages og arkiveres med henblik på senere byplanhistoriske studier og forskning.
Henvendelse til udvalget kan ske via sekretariatskoordinator, Heidi Kruse.
Målgruppe
Udvalgets arbejde henvender sig til studerende og nuværende og tidligere udøvere af byplanfaget i alle aspekter. Det dækker byplanlæggere, byhistorikere, beslutningstagere, aktive borgere og developere.