At sætte ord på byen
At sætte ord på byen
Hvordan gør man en arkitekturpolitik til et operationelt redskab? I Kolding Kommune blev ambitionen at skabe et fælles sprog for arkitektur. Målet er at skabe et bedre grundlag for de samtaler og afvejninger, der er med til at forme byens udvikling og føre den i en mere bæredygtig retning.
Kolding Kommunes Arkitekturpolitik – Fremtiden er den by, vi bygger sammen er nomineret til Byplanprisen 2026.
Kolding Kommunes arkitekturpolitik er udviklet i samarbejde med Schulze+Grassov. Her fortæller stadsarkitekt Michael Pagaard Madsen om politikken og arbejdet med at omsætte den til praksis.
Et fælles sprog
”Vi skulle gøre op med den måde, vi tidligere havde arbejdet med arkitekturpolitik på.”
Michael Pagaard Madsen tøver ikke, da han skal pege på ambitionen bag Kolding Kommunes nye arkitekturpolitik.
Den handlede ikke om endnu et strategidokument. Det handlede om at ændre måden, kommunen arbejder med arkitektur på. Det gælder både måden, kommunen taler om arkitektonisk kvalitet på, og de beslutninger, der bliver truffet, når eksisterende bygninger og byrum skal udvikles. I en tid, hvor byggeriet står for en betydelig del af CO₂-udledningen, handler arkitekturpolitikken også om at undersøge, om det eksisterende kan udvikles og transformeres, før valget falder på nedrivning og nybyggeri. Før de steder og bygninger, som tegner kommunens kollektive fortælling, fjernes. Den tidligere arkitekturstrategi fejlede ikke noget, understreger Kolding Kommunes stadsarkitekt. Det nye ligger snarere i måden, arkitekturpolitikken skal bruges på.
”Vores ønske var egentlig at få en politik, der var mere anvendelig, altså mere operationel.”fortæller Michael.
Det blev afsættet for arbejdet med Kolding Kommunes Arkitekturpolitik – Fremtiden er den by, vi bygger sammen. Et redskab, der kunne bruges dér, hvor beslutningerne bliver truffet: i lokalplanen, i byggesagen, i mødet mellem forvaltning, politikere, bygherre og borgere.
”Den skulle ikke kun være en politik for de fagprofessionelle – altså arkitekter, entreprenører og os i forvaltningen. Det var vigtigt at få politikerne med, men også at få borgerne med, hvis det på nogen måde kunne lade sig gøre.”
Det afspejler sig også i politikken selv. Ud over visioner og værdier er Koldings arkitekturpolitik bygget op omkring pejlemærker, dialogværktøjer, tjeklister og konkrete redskaber, der kan bruges i lokalplanlægning, byggesagsbehandling og den politiske dialog. Også borgerne kan bruge dem, når de træffer beslutninger om deres bolig.
Hverdagsarkitekturen får en stemme
Det fælles sprog bliver især vigtigt, når samtalen handler om det, Michael Pagaard Madsen kalder hverdagsarkitekturen.
"Vi har nogle arkitektoniske kulturværdier – Koldinghus er et oplagt eksempel. Men vi har også rigtig meget af det, vi begyndte at kalde hverdagsarkitektur."
Begrebet dækker over de pladser, gader, bygninger og boliger, som de færreste tænker nærmere over, men som tilsammen udgør rammerne for vores hverdagsliv og vores identitet som by.
”Det handler om at kunne se værdien i de pladser og byrum, der allerede findes. Det kan godt være, at en plads er dannet af bygninger, som ikke har den samme kulturværdi som Koldinghus. Men måske danner den rammen for et vigtigt byliv eller en lokal fortælling. Der er altså også noget, der hedder hverdagsarkitektur, og den skulle også tilgodeses i arkitekturpolitikken.”
Fra politik til praksis
At formulere en arkitekturpolitik er én ting, men at få den til at præge de arkitektoniske beslutninger, der bliver truffet i hverdagen, er noget andet.
For Michael er det netop her, politikken skal stå sin prøve.
”Det handler om at komme ind i projekterne så tidligt, at vi faktisk kan nå at påvirke dem. Vi skal have den indarbejdet i lokalplanerne, så når projekterne bliver udviklet på baggrund af lokalplanerne, så er de allerede blevet introduceret til arkitekturpolitikken.”
Derfor er politikken bygget op omkring konkrete pejlemærker, dialogværktøjer og inspirationskataloger, som skal gøre den anvendelig. Værktøjerne bruges både i forhåndsdialoger, byggesager og lokalplanlægning og skal sikre, at spørgsmål om arkitektonisk kvalitet bliver en del af samtalen, mens projekterne stadig kan påvirkes og udvikles.
Selvom arkitekturpolitikken kun har været gældende i godt et halvt år, bliver den allerede afprøvet i konkrete sager.
Et eksempel er en tidligere bankbygning i Kolding midtby, som kommunen som udgangspunkt havde købt med henblik på nedrivning. Her bliver arkitekturpolitikkens principper brugt til at undersøge, hvilke kvaliteter bygningen rummer, og om de taler for at bevare den.
”Hvis vi ender med at rive den ned, skal vi kunne forklare og fagligt begrunde hvorfor. Vi har introduceret princippet "bevar eller forklar" som et bærende princip i arkitekturpolitikken, og derfor er den bygning faktisk et godt eksempel på, hvordan politikken allerede er i spil”, fortæller Michael.
Også i overvejelserne om det gamle posthus er politikken blevet et redskab til at diskutere, hvilke arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter der bør bevares, og hvilke der eventuelt kan vige for en ny udvikling.
”Posthuset har jo en kulturværdi. Der er også dele af bygningen, som er pladsdannende og har en alder og en kvalitet, som jeg tror, arkitekturpolitikken kan være med til at sikre overlever.”
Fagligt grundlag for svære beslutninger
Arkitekturpolitikken handler ikke om at bevare alt. Men den insisterer på, at nedrivning ikke skal være et automatisk valg.
"Succeskriteriet er jo ikke, at vi bare bevarer alt, hvad vi kommer i nærheden af. Succeskriteriet er, at vi får taget dialogen" fortæller Michael.
For ham handler arkitekturpolitikken også om at skabe et fagligt grundlag for de svære beslutninger. At undersøge, hvad der kan genbruges, transformeres eller bygges videre på, før gravemaskinerne sættes i gang. Diskussionen handler ikke kun om kulturarv, men også om klima og ressourceforbrug.
"Byggeriet står for omkring 30 procent af CO₂-udledningen. I mange år har vi arbejdet med grøn energi og den slags. Men der er jo ikke så mange, der har arbejdet med selve byggeriet – materialerne og de eksisterende bygninger. Hvis vi bare kan bidrage til at ændre den udvikling, er vi nået langt.”
Men princippet er ikke at bevare for enhver pris, men at sikre, at beslutningen træffes på et oplyst grundlag. Og netop her opstår en af arkitekturpolitikkens sværeste balancer. For hvordan insisterer man på kvalitet, bevaring og dialog uden samtidig at blive opfattet som en kommune, der bremser udviklingen?
Det var en bekymring, Michael mødte tidligt i processen. Nogle politikere frygtede, at arkitekturpolitikken ville gøre det vanskeligere at udvikle kommunen.
"Vi fik forklaret dem, at det her ikke er lovgivning. Det er et dokument, som vi arbejder ud fra. Politikerne er selv med til at give det legitimitet. Vi er på ingen måde interesserede i at bremse udviklingen. Vi vil bare gerne i dialog, inden det er for sent – på et tidspunkt, hvor vi stadig kan påvirke projekterne og undgå de dårlige beslutninger" fortæller Michael.
Den svære del begynder nu
Kolding Kommunes arkitekturpolitik blev vedtaget med opbakning fra 24 af byrådets 25 medlemmer. Altså med en ret markant opbakning. Men en vedtaget arkitekturpolitik er ikke nødvendigvis en politik, der bliver brugt. En af de større udfordringer begynder først, når politikken er vedtaget.
"Det er at holde den i live. Det kan jeg lige så godt indrømme. Det er vi jo ikke altid lige gode til som kommune. Vi får lavet et dokument, og så er det rigtig fint ... Men så får det hurtigt sådan et hensygnende liv. Det tager tid at ændre vaner og tankegang. At flytte fokus fra de hurtige løsninger til mere langsigtede og bæredygtige transformationer" fortæller Michael.
Derfor har kommunen udviklet et årshjul, hvor arkitekturpolitikken løbende bliver bragt i spil gennem blandt andet interne temadage, onboarding af nye medarbejdere og Arkitekturens Dag med præmiering af god arkitektur, hvor principperne fra arkitekturpolitikken er retningsgivende. Ambitionen er, at arkitekturpolitikken bliver brugt. Igen og igen.
"Én ting er at have den. Noget andet er, at den skal holdes i live, og den skal bruges – bruges bredt."
Når Michael ser tilbage på processen, er det derfor heller ikke pejlemærkerne, inspirationskatalogerne eller dialogværktøjerne, han først fremhæver. Det er, at kommunen ”nu har et fælles fagligt grundlag og et fælles sprog, som gør dialogen lettere."
Måske er det netop det, der er arkitekturpolitikkens største styrke. Ikke at den giver svar på alle spørgsmål, men at den gør det legitimt at stille dem i samtalen mellem borgere, politikere, forvaltning, entreprenører, arkitekter, ejendomsmæglere og andre lokale aktører. At spørge, hvad der er værd at bevare. Hvad der kan forandres. Og hvorfor.
Byplanprisen uddeles af Dansk Byplanlaboratorium og Arkitektforeningen for at hylde projekter, der sætter standarden for god byudvikling. Vinderen af Byplanprisen 2026 præsenteres på Byplanmødet, der i år afholdes i Rødovre.