“Odense skal være en generøs by”
Odense vil mere end blot vokse. Byens første stadsarkitekt, Susanne Grunkin, vil forme en generøs storby, hvor arkitektur, fællesskab og grøn omstilling går hånd i hånd – og hvor byen giver mere tilbage, end den tager. Vi har talt med hende om, hvad der fik hende til at vælge Odense, og hvilke ambitioner hun har for byens udvikling.
Hvad var det konkret ved Odense og stillingen som stadsarkitekt, der fik dig til at vælge netop denne rolle? Kan du give et eksempel på noget, der tiltrak dig?
Odense er en by i rivende udvikling, hvor byrådet har modige og markante ambitioner for byudviklingen – flere indbyggere, mere byfortætning, grøn storby, klimaambitioner og så signalet i, at man har valgt at etablere en stilling som stadsarkitekt. Jeg har også lært kommunen at kende gennem Odense Arkitekturråd. Jeg blev udpeget til at repræsentere foreningen Danske Landskabsarkitekter og har været med, siden rådet blev stiftet i 2019.
Jeg er meget begejstret for Odense. Den skiller sig ud med sin stærke historie, som har international opmærksomhed, og Odense træder i karakter både som storby og som en stemningsfuld og hyggelig by. Dertil er transformationen af det tidligere Thomas B. Thriges Gade Fra Gade til By uhyre interessant – nu er Odense virkelig vågnet, og omverdenen har fået øje på de mange kvaliteter.
Hvordan vil du sikre, at grønne og sociale hensyn bliver en integreret del af Odenses fysiske planlægning? Kan du nævne et projekt eller en metode, hvor du har arbejdet med det, eller som du gerne vil sætte i gang?
Det er endnu for tidligt at blive helt konkret. Men det handler om at sætte byens store ambitioner i spil i stærke samarbejder – med investorer og bygherrer, med kultur- og erhvervslivet og på tværs af fagligheder i kommunen.
Hvilket konkret planfagligt greb mener du er afgørende for, at Odense kan udvikle sin egen storbyidentitet? Kan du give et eksempel på, hvordan det kan udmøntes i praksis?
Det er endnu for tidligt at blive helt konkret, og den første tid kommer til at handle om, hvor byen “er” – politikker, planer, strategier, samarbejdspartnere osv. Men oplagt er det, at der ligger meget vigtig læring i Helhedsplanen og i processen omkring omdannelsen af det tidligere Thomas B. Thriges Gade. Derudover er den historiske transformation af Fremtidens Vollsmose også meget interessant i forhold til måden, hvorpå både natur, bæredygtighed, byliv og fællesskaber er sat i centrum – og den vilje til forandring, der ligger bag.
I det kommende arbejde kommer det selvfølgelig til at handle om at skabe helhed og sammenhæng i byen og mellem de mange projekter, hvilket der allerede er blik for hos alle i stadsarkitektteamet. Og så kommer vi til at forfølge arkitektonisk kvalitet. Vi vil selvfølgelig arbejde loyalt med kommunens visioner, men hvis jeg skulle tilføje en ekstra ting, der ligger godt i tråd med visionerne, er det, at Odense bliver byen, der giver mere tilbage – en generøs by.
Hvad er din rolle i den kommunale organisation?
Stadsarkitekten bliver chef for et tværfagligt og erfarent team, hvor der både er landskabsarkitekt-, arkitekt- og planlægningskompetencer. Som stadsarkitekt er jeg indplaceret som kontorchef i organisationen med reference til chefen for Byudvikling, der refererer til forvaltningens administrerende direktør. Som stadsarkitekt bliver jeg på den måde også en del af en kontorchefgruppe.
Med denne organisering bliver vi, som det nye stadsarkitektteam, en godt integreret del af organisationen, og jeg vil også fremhæve, at det er ret dygtige mennesker, man møder her, som har fagligheden i orden.