Artikel

Fra vækst til velfærd

Refleksioner over udviklingen af danske bymidter
05_270825_haervejspladsen_Janosh Heydorn_red.jpeg

Mange mindre byer kæmper med lukkede butikker og tomme bymidter, og flere kommuner udvikler helhedsplaner for at finde langsigtede løsninger. Jeg tog til Rødekro for at blive klogere på, hvordan helhedsplaner kan skabe bymidtevisioner, der rækker ud over vækstparadigmet. Her er der fokus på bynatur, kultur og velfærd. 

Da jeg ankommer med toget til Rødekro bymidte, mødes jeg af tomme parkeringspladser, et par trimmede bøgehække og en murstensbygning, hvor de store butiksvinduer afslører det tomrum, Netto efterlod, da butikken flyttede ud. Det er fredag eftermiddag og mennesketomt. Var jeg ankommet i bil, ville det første, jeg så af byen, være en 30 meter høj skulptur: Den Røde Komet. Vartegnet ved afkørslen fra E45 blev i 90’erne etableret som symbol på fremtidens vækst i erhvervsområdet og det udviklingspotentiale, det skulle skabe. 

02_270825_den_roede_komet_Janosh Heydorn_red.jpeg
Den Røde Komet: Vartegnet står som symbol på vækstorienteret byudvikling

Et løfte om vækst

I dag er løftet om vækst indfriet, og flere butikker og erhverv er kommet til aflastningsområdet i byens udkant. En udvikling, der har medvirket til, at butikker, servicefunktioner og supermarkeder i bymidten er lukket eller flyttet. Bymidten har mistet sin funktion som centrum for detailhandel.

Tomme bymidter kender vi til i mange mindre og mellemstore byer i Danmark. Udfordringerne er ofte knyttet til det fald i handlen, der engang udgjorde grundlag for liv i bymidterne. Som årsag er der i dag tale om fundamentale forandringer i familie- og hverdagsliv, øget nethandel og konkurrence fra indkøbscentre i byens udkant. 

I de seneste år har der været en øget opmærksomhed på tomme bymidter gennem nationale og regionale vidensprojekter og initiativer. Plan- og Landdistriktsstyrelsen har for eksempel nedsat Partnerskabet for levende bymidter, som har udpeget fem testbyer til at udarbejde en helhedsplan for udviklingen af bymidten og søsat forsøgsordningen med frie bymidter til at etablere lokale velfærdscentre. Rødekro blev udpeget i begge indsatser, og jeg besøgte byen for at høre, hvad vi kan lære af deres midtbyudvikling indtil videre. 

Helhedsplan for bynatur, kultur og velfærd

På stationen i Rødekro møder jeg Helle Lausten, som har lovet mig en rundvisning i bymidten. Helle er forperson for Udviklingsrådet, har været i skolebestyrelsen og er engageret i byens foreningsliv. Helle og jeg går mod Hærvejen, hovedgaden i Rødekro, mens hun fortæller, at et borgermøde til udviklingsplanen for Rødekro på kroen for godt og vel ti år siden blev opstarten på arbejdet med bymidten. Det resulterede i, at der blev stiftet et udviklingsråd, bl.a. med formålet at repræsentere Rødekro, dens borgere og foreninger i udviklingen af byen i forhold til kommunen. ”To kopper kaffe og en småkage, og så kan folk komme med idéer til, hvad der skal gøres i byen, og hvad specifikke områder kunne blive brugt til. Forvaltningen overtager idéerne, som bliver til udviklingsplanen.” 

Vi fokuserede alene på bymidten, hvilket vi kunne gøre, fordi vi havde en helhedsplan fra 2016, der omfattede hele byen.
Janni Kollerup
Koordinator for byudviklingsprojekterne i Rødekro

Fra plan til plan til en ny bymidte

Udviklingsplanen danner grundlag for helhedsplanen for Rødekro bymidte, der har visionen om, at Rødekro skal omdannes til Den grønne stationsby. Janni Kollerup, som jeg taler med et par dage senere, er koordinator for byudviklingsprojekterne i Rødekro. Hun forklarer: ”Vi fokuserede alene på bymidten, hvilket vi kunne gøre, fordi vi havde en helhedsplan fra 2016, der omfattede hele byen. Samtidig kunne vi hurtigt finde frem til fokus, eksempelvis bynatur og kulturarv, fordi det blev fremhævet i udviklingsplanen.” 

Janni understreger vigtigheden af, at de forskellige planer bygger videre på hinanden. Mens udviklingsplanen for Rødekro sætter en overordnet vision, er helhedsplanen for bymidten mere konkret og indeholder skitser for omdannelsesprojekter: ”Om det hedder udviklingsplaner, helhedsplaner, bymidtestrategier eller noget helt andet, er ikke så vigtigt – det vigtige er, at vi har de plandokumenter, der sætter en retning, og hvor både borgerne og politikerne er med. Det har også gjort det nemmere at skrive de afsnit i kommuneplanen om bymidten, fordi vi vidste, hvor vi skal hen.”

Bymidtestrategien som kollektiv indsats

Efter udviklingsplanen var blevet udarbejdet, står udviklingen af bymidten stille i fire-fem år. Men da Rødekro blev udpeget som testby i Partnerskabet for levende bymidter i 2021, fik forvaltningen pludselig travlt. De skal på ét år udarbejde en helhedsplan, inklusive borgerinddragelse og politisk godkendelse.

Helhedsplanen er udarbejdet af kommunen i tæt samarbejde med borgerne og en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Udviklingsrådet og handelsstandsforeningen Kometbutikkerne. Den kuraterede gruppe skaber værdi gennem frivilligt engagement: ”Man skal ikke starte forfra og klæde en masse mennesker på, men kan hele tiden bygge ovenpå og arbejde videre med afsæt i de foregående drøftelser og idéer. På grund af den stramme tidsplan krævede det, at vi mødtes tit, hver tredje til fjerde uge,” fortæller Janni.

Også Helle ser værdien i lokalt samarbejde: ”Det gode i hele udviklingsprojektet er, at vi, Udviklingsrådet og Kometbutikkerne, har fundet ud af, at vi kan skabe noget sammen,” fortæller hun. I Rødekro har man allerede kastet sig over det næste projekt: En ny og større idrætshal, som efterspørges af skolen, børnehuset og foreningslivet. ”Ville vi have gjort det, hvis vi ikke havde haft fingrene i udviklingen af bymidten? Nej, det er ikke sikkert. Vi er blevet klogere og kan tage viden med videre.”

Den tomme erhvervsbygning ved Hærvejen omdannes til et velfærdscenter.
04_270825_nettobygning_Janosh Heydorn_red.jpeg

En ny vision for bymidten

Jeg følger Helle over parkeringspladsen, forbi den tomme erhvervsbygning og hen over Hærvejen, hvor kun vejskiltet indikerer den historiske rute. Hun viser mig stolt Hærvejsparken, som blev indviet i foråret 2025 som det første projekt fra helhedsplanen. 

Parken er inspireret af landskabet og naturen fra byens omgivelser og skal i fremtiden forbindes med bl.a. Hærvejen og området ved den tidligere Netto-forretning til en grøn og sammenhængende bymidte. Parken betyder meget for lokalbefolkningen: ”Det var en kanon festdag den dag, vi indviede parken. Vi havde jazzmusik og ringrider, og der var 300-400 mennesker. Det føltes godt, at noget faktisk skete,” fortæller Helle. 

Som det næste bliver den tidligere Netto-forretning omdannet til et bibliotek, kultur- og hærvejshotspot. Ud over at være et mødested for lokalsamfundet er hensigten at byde velkommen til de mange vandrere fra Hærvejen. For Janni handler det blandt andet om bevaring og formidling af kulturarv, og kulturel udveksling: ”Vi har et håb om, at hærvejsturisterne kan inspirere de lokale borgere til at bruge Hærvejen og komme ud i naturen. Samtidig vil de lokale borgere kunne inspirere turisterne til at komme igen eller tage en tur ud i nærområdet.”

Byrum præget af funktionalitet bliver til en grøn og sammenhængende bymidte.
03_270825_rødekro_ midt_Janosh Heydorn_13.jpeg

Post-vækst som løfte til fremtiden

Når jeg ser tilbage på 90’ernes løfte til Rødekro, symboliseret af Den Røde Komet, får det mig til at overveje, hvilket løfte den nuværende udvikling bringer med sig. Hvor målet dengang handlede om vækst, peger den aktuelle udvikling i retning af post-vækst-tanker.

Post-vækst-planlægning kan spores tilbage til kritikken af vækstsamfundet formuleret i 1970’erne. Sidenhen bliver post-vækst-tænkning koblet til byplanlægning i teori og praksis, bl.a. af byteoretiker Federico Savini i bogen Post-Growth Planning: Cities Beyond the Market Economy.

Savini argumenter for, at i stedet for økonomisk eller demografisk vækst burde byplanlægning sigte efter at forbedre livskvaliteten for flest mulige mennesker gennem hensynsfuld brug af ressourcer og areal, inden for de planetære grænser. I Rødekro ser jeg tre klare træk af denne tankegang. 

For det første prioriteres fælles ressourcer, commons, i Rødekros bymidteudvikling. Kommunen opkøber og udvikler grunde for at skabe værdi for almenheden. Samtidig spares ressourcer, da eksisterende bygninger, som Netto-bygningen, opkøbes og transformeres, frem for at der bygges nyt.

For det andet styrkes non-market-logikker som fællesskab, kultur og økologi. Helhedsplanen lægger vægt på en grøn, levende bymidte, hvor fokus ikke længere er på handlen, men på værdier, der rækker ud over økonomisk vækst.

Som det tredje prioriteres langsigtet resiliens frem for kortsigtet vækst i byplanlægningen. Både udviklingsplanen for Rødekro og helhedsplanen for Rødekro bymidte har givet byen en langsigtet strategi, som har sine rødder i lokal inddragelse og samarbejde.

Set i det lys er Rødekros udvikling ikke bare et projekt om bygninger og butikker, men et glimt af en ny tidsånd og idé om, hvad det betyder at skabe en by, der holder – både for mennesker og for miljøet – i det lange perspektiv.