Artikel

Faglig sparring og nye perspektiver

EUI-Adelanto-006.jpg

Byplanlægning er en kompleks opgave, og vi står ikke alene med de udfordringer, det medfører. Der er et væld af erfaringer, viden og sparring at hente fra hele Europa, som kan hjælpe os videre. Netop muligheden for at dele løsninger på byers og kommuners fælles udfordringer er kernen i European Urban Initiatives, hvor fagfæller mødes for at lære af hinanden og finde nye veje fremad, også kaldet peer reviews

I den nordspanske industriby Torrelavega mødes repræsentanter fra fire europæiske byer til et peer review arrangeret af European Urban Initiative. Fælles for byerne er deres ambition om at skabe mere bæredygtige, innovative og fremtidssikrede bysamfund. De arbejder samtidig med strategier for bæredygtig byudvikling med støtte fra EU’s Regionalfond.

Peer reviewet er ikke blot en teoretisk øvelse – det handler om konkrete problemstillinger og løsninger. Under det to dage lange møde i Torrelavega fik hver by mulighed for at fremlægge strategier, og modtage feedback fra en række eksperter og fagfæller fra hele Europa. De gode råd omsættes til konkrete handlinger, der direkte kan integreres i byernes strategiske arbejde.

Peer reviewet giver byerne en unik mulighed for at få faglig sparring på tværs af landegrænser. Det er et praktisk redskab, hvor de kan præsentere deres udfordringer, få feedback fra kolleger og diskutere løsningsforslag.

Peer reviewet giver byerne en unik mulighed for at få faglig sparring på tværs af landegrænser.

Fælles udfordringer og løsninger

European Urban Initiative er et EU-program, der har til formål at fremme bæredygtig udvikling i europæiske byer. Kommuner, der modtager støtte fra EU’s Regionalfond, får professionel rådgivning og vejledning undervejs. Peer reviewene er en central del af denne indsats, og i denne omgang er det byerne Torrelavega (Spanien), Sibiu (Rumænien), Balvi (Letland) og Verona (Italien), der henter sparring.

På tværs af landegrænserne og byerne er udfordringerne ofte de samme. Det kan være spørgsmål om, hvordan data bedst bruges til at monitorere bæredygtige initiativer, eller hvordan samarbejde mellem kommunale afdelinger og på tværs af kommuner kan styrkes. Peer reviewet viser, at vi ikke står alene – og viser værdien af at dele løsninger på tværs af grænser.

Her får du sparringspartnere fra hele Europa

Udbyttet af peer review rækker langt ud over de faglige diskussioner. Det handler også om at opbygge relationer. De uformelle samtaler under frokoster, middage og pauser skaber grobund for nye netværk og fremtidigt samarbejde. Når peer reviewet er slut, står deltagerne tilbage med en følelse af at have fået nye kolleger og sparringspartnere fra hele Europa.

Byplan Nyt _ Peer Artikel-2.jpg

Vil din by deltage?

Er du interesseret i, hvordan din kommune kan blive en del af European Urban Initiatives peer review-program? Eller i at blive peer for andre byer, der har brug for netop jeres viden om bæredygtig byudvikling? Dansk Byplanlaboratorium er det danske kontaktpunkt for European Urban Initiative. Vi arbejder for at udbrede kendskabet til programmet, informere om aktiviteter og ansøgningsrunder samt facilitere samarbejde. Har du spørgsmål, eller vil du vide mere, kan du kontakte Mads Angelsø, projektleder for det danske kontaktpunkt.

European Urban Initiative

EUI støtter byer og projekter af forskellige størrelser gennem en bred vifte af initiativer, der understøtter bæredygtig byudvikling:

  • Fremmer innovative idéer og løsninger på byernes udfordringer.
  • Støtter lokale projekter, der udvikles i bredt funderede partnerskaber.
  • Muliggør vidensdeling og erfaringsudveksling på tværs af EU’s byer.
  • Faciliterer implementering af afprøvede urbane løsninger fra by til by i Europa.

Du kan læse mere om EUI her.