Det lange seje træk

En by mister sin retning

Der var en sorg i Faaborg. 

I årene omkring kommunesammenlægningen i 2007 forsvandt en række af de funktioner, der gennem generationer havde været en del af den gamle købstad. Sygehuset lukkede. Politiet, posthuset og andre centrale funktioner forsvandt. Arbejdspladser gik tabt, og med sammenlægningen af kommunerne mistede Faaborg også sin status som selvstændig kommune. Rådhuset og borgmesteren flyttede til Ringe. 

”Det havde været en købstad med alle de hæderkronede funktioner, som købstæder jo har haft gennem flere hundrede år. Derfor var der også en sorg i byen, fordi man nu også mistede det, at man var en kommune”, fortæller Mai-Britt Helle Jensen, leder af By- og Egnsudvikling i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Faaborg var altså presset på flere fronter. Det er en fortælling, der går igen i mange mindre danske byer, hvor arbejdspladser og offentlige funktioner gennem årtier er forsvundet eller flyttet andre steder hen. 

Ifølge Mai-Britt handlede tabet i Faaborg dog ikke kun om arbejdspladser og offentlige funktioner. Det ramte også byens forestilling om sig selv. For hvad skulle en købstad være, når de funktioner, der gennem århundreder havde defineret den, var væk? 

Det spørgsmål blev begyndelsen på en næsten 20 år lang transformation. Ikke som én samlet plan, men som en langsom bevægelse, hvor strategier, projekter, prøvehandlinger og samarbejder – og mod – gradvist har ændret byen og dens blik på sig selv. 

Faaborg foldes ud

Som Mai-Britt pointerer, så handlede det ikke om at opfinde en ny fortælling om Faaborg, men derimod at se anderledes på det, der allerede var der. Kommunen begyndte med at kigge på byens fysik. Når man kommer til en dansk by, søger man typisk mod centrum, gågaden og de steder, hvor bylivet klassisk har udspillet sig. I Faaborg kunne turen gennem gågaden dog klares på et kvarter. Så hvis byen alene blev forstået som sin bymidte, blev den ganske enkelt meget lille.

Rundt om den lå imidlertid havnen, vandet, øerne, landskabet, kunsten og en række steder, der ikke nødvendigvis blev oplevet som dele af én samlet by.

”Derfor blev den fysiske plan i første omgang en ambition om at udfolde byens fysik”, fortæller Mai-Britt.

Ambitionen var med andre ord at gøre den eksisterende by større. Ikke nødvendigvis i fysisk forstand, men i folks bevidsthed. Både hos byens beboere og hos de besøgende. 

”Faaborg var jo i sig selv en rosenknop, kan man sige. Og nu arbejder vi på at få foldet den rose ud og få alle de blomsterblade frem, som den rummer, så alle får adgang til at opdage dem.” 

Bag det poetiske billede lå et konkret bystrategisk greb. Byens eksisterende kvaliteter skulle synliggøres og forbindes: den gamle bykerne, havnen, kunsten, landskabet og øhavet. Alle steder, der hidtil havde ligget som mere eller mindre adskilte destinationer, skulle opleves som dele af den samme fortælling. Det blev konkretiseret i en masterplan for Faaborg, som kom til at danne det strategiske afsæt for de kommende års udvikling. Som en del af strategien blev en række signaturprojekter udpeget, herunder udvikling af Faaborg by og havn, nyt Øhavsmuseum og Faaborg Museum.

Fra skepsis til stolthed og badekåber i bybilledet 

Det var begyndelsen på en ny retning for Faaborg. Men en politisk vision bliver ikke nødvendigvis til en fælles forestilling om fremtiden, blot fordi en retning er sat. 

Blandt borgerne var der skepsis over for den nye retning. Byen var stadig ved at bearbejde tabet af sin gamle identitet, og samtidig kom nye mennesker med idéer til, hvordan den skulle udvikle sig. Det var ikke nogen enkel proces.

”Vi prøvede at få mange forskellige stemmer i spil. Og det var vanskeligt. Det var en vanskelig tid til at starte med, fordi man også ligesom skulle bearbejde den der sorg. Og nu kom der nogle andre mennesker end dem, der boede i byen, og skulle de nu have en mening om deres by? Det tror jeg, var svært”, fortæller Lisbeth Sommerlund, arkitekt i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Dertil kom, at blikket på udvikling i den gamle købstad først og fremmest havde været et spørgsmål om at passe på det, der allerede var. ”Man har altid været meget optaget af bevaring frem for nye tilføjelser. Der har ligesom været et bevaringsperspektiv, der har haft stor betydning i byen”, fortæller Lisbeth.

At flytte byens blik tog tid.

Et af de projekter, der kom til at flytte noget, var Faaborg Havnebad. I første omgang mødte det lokal modstand. Skulle kommunen virkelig bruge penge på et havnebad? Men da det stod færdigt, skete der noget.

”Pludselig blev der aktiveret en anden form for stolthed. Det var det sted, hvor man begyndte at tage sine gæster med ned. Man havde altid skuet ud på vandet, men det blev nærværende på en anden måde. Og man oplevede også, at når man gik i byen, kom folk i deres badekåber og skulle ned og have et bad.” fortæller Mai-Britt.  

Badekåberne i bybilledet var et lille tegn på en større forandring. 

”Med havnebadet blev det tydeligere, at byens historie og styrker kan fortælles på mange måder. Ikke bare ved at bevare, men også ved at spille videre på kulturen, landskabet og stedet. Den stolthed, som havnebadet skabte, har vi set igen og igen siden – blandt andet, når byens aktører er gået sammen om at afholde DM i issvømning, eller da vi i år fejrede det nye torv.” 

Faaborg Torv. Nye belægninger, træer, bænke og byrumsmøbler binder bymidten sammen og skaber nye steder at opholde sig. 
Foto: Faaborg-Midtfyn Kommune.

Et ”problem” skifter karakter

Men mens Faaborg langsomt var ved at finde en ny retning, blev byen ramt igen. I 2016, ni år efter kommunesammenlægningen, lukkede Tulip-slagteriet på havnen og 500 arbejdspladser forsvandt. 

Tilbage stod en stor del af havnearealet og spørgsmålet om, hvad der skulle ske med bygningerne, særligt den store slagterihal. Den udbredte opfattelse var, at slagteriet skulle væk. Set med det, Lisbeth kalder ”datidens bevaringsbriller”, var bygningerne ganske enkelt grimme.

”Men noget af det, der alligevel kom til at ske, var, at der opstod en respekt for, at det her faktisk også havde været en arbejdsplads for rigtig mange mennesker i byen. Så bygningen er jo også en del af byens historie – uagtet, at den ikke ligner et bindingsværkshus eller noget andet romantisk.”

Og med det nye blik ændrede problemet karakter.

”Lige pludselig stod der faktisk nogle bygninger – eller især én – som kunne noget andet end byens gamle bygninger og bitte små rum. Det viste det sig jo, at vi faktisk havde fået en meget stor hal på 6.500 kvadratmeter forærende.” fortæller Mai-Britt.

Prøvehandlinger og nye forestillinger

At finde et nyt indhold til en 6.500 kvadratmeter stor slagterihal sker imidlertid ikke fra den ene dag til den anden. Mens planerne har taget form, er bygningen blevet taget midlertidigt i brug. Midlertidigheden har været en måde både at afprøve mulighederne på, men også at gøre dem synlige for andre.

”Det har haft stor betydning, fordi vi skulle folde ud over for borgerne, hvad den her bygning kunne bruges til”, fortæller Mai-Britt. ”Ligesom havnebadet blev en synliggørelse af, hvad byen kan, blev arbejdet med rummet og de midlertidige aktiviteter også en synliggørelse af, hvad den her bygning kan.”

Det samme greb går igen flere steder i Faaborgs udvikling. Nye rammer og midlertidige aktiviteter bruges til at teste, om en idé fungerer, og samtidig gør de en mulig fremtid konkret nok til, at andre kan se den og begynde at tage del i den. Kommunen har gennem årene investeret målrettet i signaturprojekterne og andre indsatser, ofte med støtte fra fonde. Indsatserne har samtidig været med til at styrke Faaborg som destination og skabe grundlag for nye aktiviteter, arbejdspladser og flere besøgende. 

I dag er ambitionen, at den store slagteribygning skal rumme en blanding af bibliotek, kultur, iværksætteri og udvikling inden for lokal mad. Og kommunen har blandt andet indgået et partnerskab med Food & Bio Cluster Denmark om at udvikle et iværksættermiljø i Faaborg. 

Sammen om byen

Den nye retning for Faaborg kunne imidlertid ikke bæres af kommunen og politikerne alene. Skulle den blive til byens projekt, måtte borgerne også kunne se sig selv i den.

Da resultatet af konkurrencen om slagterigrunden blev præsenteret, kom omkring 500 mennesker til udstillingen. Efterfølgende åbnede kommunen et lokale i byen, hvor borgerne kunne komme forbi med spørgsmål og kommentarer. Og da konkurrenceprogrammet for hele byen blev udarbejdet i 2019, blev borgernes input skrevet ind i programmet.

”Borgere, foreninger og det lokale erhvervsliv har været med hele vejen – derfor er det også blevet deres projekt”, fortæller Lisbeth.

Den brede opbakning er ikke kommet af sig selv, men i dag oplever Mai-Britt og Lisbeth, at der er et rigtig godt og tæt samarbejde med byen. Og det er helt afgørende for de gode resultater, understreger de. ”Sammen om” er ikke kun blevet navnet på fortællingen om Faaborg. Det peger også på en arbejdsform, der har gjort det muligt at holde fast i en retning over næsten 20 år.

Byplanprisen uddeles af Dansk Byplanlaboratorium og Arkitektforeningen for at hylde projekter, der sætter standarden for god byudvikling. Vinderen af Byplanprisen 2026 præsenteres på Byplanmødet, der i år afholdes i Rødovre.