Danmark i balance
Regeringen tror fuldt og fast på, at det er muligt at skabe et Danmark i bedre geografisk balance. Vi skal sikre, at man kan leve, bo, arbejde og uddanne sig i hele Danmark. Og lige præcis den ambition er drivende for, hvordan vi politisk beslutter, hvad der er vigtigst, når der skal prioriteres i den meget lange ønskeliste for, hvordan vi bygger, planlægger og lovgiver for fremtidens Danmark.
Men politisk er mine pejlemærker klare:
Jeg finder det afgørende, at flere kan komme til at eje deres egen bolig i byerne. Og så har vi en politisk opgave i form af at få udviklet boliger i byområder, der er til at betale. Men lige så vigtigt mener jeg, det er, at vi viser handlekraft, når landdistrikternes potentiale skal indfries.
Vi skal have et Danmark i bedre balance, hvor der er vækst, muligheder og udvikling, uanset om man bor i Køge eller i Kruså. Derfor præsenterede jeg i august et landdistriktsudspil og i oktober en ny turismestrategi. Jeg er også stolt af, at jeg lige før efterårsferien landede en ny aftale om planloven, som giver mere frihed til kommuner og borgere, så byer og landsbyer får bedre mulighed for at udvikle sig i tråd med lokale ønsker. Med disse tiltag træder Christiansborg et skridt tilbage, så vi ikke spænder ben for gode og fornuftige løsninger og skaber unødvendig frustration for både myndigheder og borgere.
Lokal frihed og beslutningskraft
Staten skal sikre de overordnede rammer, men vi giver nu noget mere selvbestemmelse til lokalområderne, fjerner regler, der ikke giver mening og åbner for investeringer i vores landdistrikter, købstæder og landsbyer. Vi tror grundlæggende på, at det er dem, der bor i et område, der bedst ved, hvordan det udvikles, så man samtidig passer på de lokale værdier. Det er ikke os på Christiansborg.
Regeringens landdistriktsudspil sætter en klar og positiv retning for landdistrikterne, hvor lokal frihed og beslutningskraft sammen med private investeringer er nøglen til udvikling. Det gælder uanset, om driftige iværksættere vil skabe et badehotel, lokale ildsjæle vil drive en lokal dagligvarebutik, eller en virksomhed vil etablere sig i vores landdistrikter.
Nye muligheder for kystturisme
Flere af initiativerne i udspillet har derfor fokus på nye muligheder for udvikling af kystturismen, udvikling af eksisterende landsbyer og bedre mulighed for genbrug af eksisterende bygninger til boliger og andre formål, så bygningerne ikke står ubenyttede, tomme og misligholdt.
Med realisering af initiativerne i landdistriktsudspillet og turismestrategien giver vi lokalsamfundene en løftestang til at skabe bedre muligheder for bosætning og erhvervsudvikling i landdistrikterne.
Dansk turisme er en væsentlig vækstmotor i vores små lokalsamfund, hvor både danske og udenlandske gæster sikrer arbejdspladser og indtægter hele året til bl.a. butikker, lokale håndværkere og kulturmiljøet.
I samklang med naturen!
Med aftale om Vækst og udvikling i landdistrikterne gennem ændring af planloven mv. fra 10. oktober 2024 giver vi friere rammer for udvikling af natur- og kystturismen. Men det skal selvfølgelig ske i samklang med naturen og de særlige værdier i kystlandskabet, når vi giver mulighed for at planlægge for 2.500 nye sommerhusgrunde i kystnære områder og åbner for yderligere ni nye forsøgstilladelser til kyst- og naturturisme.
Naturen, kysten, de smukke landskaber og den tydelige forskel mellem by og land er en del af det, der gør det særligt at bo i landdistrikterne. De værdier skal vi fortsat beskytte og passe på både i lovgivning og i praksis. Og så skal vi sikre fremtidens byggeri mod oversvømmelse.
Og selvom det er lokalt, at der skal sikres en balance mellem de mange forskellige lokale hensyn, der skal tages til udviklingen, så holdes der selvfølgelig fortsat øje med at sikre de nationale interesser i kommunernes planlægning.