Planers legitimitet og begrundelse: Piben, elefanten og Lynetteholmen.
”Ceci n’est pas une Pipe” kaldte Magritte sit billede. Først studser man, men så falder ti-øren: Han har ret: Det er ikke en PIBE, men et BILLEDE af een.… Og dog: Kan man række ud efter en pibe uden at se den for sig? – Nej vel!
Det er det, som er elefanten i rummet. Det, der er tilstede, men som vi ikke taler om. Sådan er det også med Lynetteholmen. Det er ikke en ø til en by – det er et deponi for overskudsjord og en stormflodssikring. Men elefanten er i rummet, for transportministeren tilføjer, ”vi ikke har taget stilling til, hvordan bebyggelsen skal se ud.”
Og at beslutningen om Lynetteholmen er i orden, er transportminister Benny Engelbrecht ikke i tvivl om: ”Der er besvaret 188 spørgsmål og afholdt tre tekniske briefinger. Alle spørgsmål er løst og besvaret …. Det mener partierne, som stemmer for, også”.
Men for planverdenen er det ikke legitimiteten af denne beslutning om overskudsjord og stormflodssikring, der bekymrer. Det er begrundelsen for at udforme den nye halvø, så der her kan opføres 35.000 boliger i det hjørne af hovedstaden, som er vanskeligst og dyrest at trafikere – stik mod den decentralisering af Hovedstadsområdet, som påbegyndtes med Egnsplanskitsen i 1960.
Elefanten blev til en guldkalv
Formelt er der ikke truffet beslutning om byudvikling på den nye ø. Men allerede nu er elefanten i rummet blevet til guldkalven. Nu ”400 år senere kan Lynetteholmen tage ved lære af Chr. IVs anlæggelse af Christianshavn”. Under denne overskrift er der allerede udkastet en opfordring til at anlægge Lynetteholmen som en by med kanaler og kajkanter med offentlige rum og et godt byliv. Et investorkapløb kan gå i gang, og debatten om, hvorvidt Lynetteholmen overhovedet skal bebygges, vil ikke få ’nogen gang på jorden’.
Det vi her er vidne til, er et eksempel på, at legitimering af planer er blevet vigtigere end deres begrundelse. En udvikling, der tog sin begyndelse med adskillelsen af planers indhold og tilvejebringelse i 1970’ernes planlovreform. De dengang nye og større kommuner fik overdraget kompetencen til at beslutte planers indhold, når de blot forinden forelagde dem offentligheden til høring og debat.
Borgerne kan som vagthunde klage over procedurefejl ved planers tilvejebringelse, men ikke over den endelige afgørelse om indholdet.
Hensigten var at decentralisere og politisere planlægningen. Plankvaliteten skulle således ikke længere sikres ved godkendelse af indholdet, men ved procedureregler for dets tilvejebringelse. Når disse regler overholdes, kan planmyndigheden derfor suverænt beslutte en plans indhold. Borgerne kan som vagthunde klage over procedurefejl ved planers tilvejebringelse, men ikke over den endelige afgørelse om indholdet.
Legitimitet frem for indhold
For at få planer gennemført er det derfor blevet vigtigere at sikre deres legitimitet end deres begrundelse. Parallelt hermed reduceres fornuftgrundlaget i det lovbefalede beslutningsgrundlag for planer. Man overbevises herom af de mange miljøredegørelser med sidetal, der kan overstige sidetallet af de planer, de omhandler, og som i deres indhold ofte er forbavsende tamme og ligegyldige – men, legitime er planerne blevet!
Der er brug for at genskabe tilliden til den sunde fornuft, så meningen med planlægning aldrig overskygges af legitimeringen.
Drejningen fra argumentation for planlægning til juridisk legitimering af planer er en uheldig følgevirkning af planlovreformens decentralisering af planlægningen. Men løsningen er ikke at tilbagerulle decentralisering og borgerdeltagelse. Det er centrale principper. Løsningen ligger i at se på de udfordringer, som er opstået i kølvandet. Her er ikke brug for nye regler. Her er brug for praksis. Der er brug for at genskabe tilliden til den sunde fornuft, så meningen med planlægning aldrig overskygges af legitimeringen.
At genskabe tilliden til den sunde fornuft vil blot sige – at opføre sig ordentligt.
Vi kunne begynde med en fordomsfri drøftelse om en ny plan for udviklingen i hele Hovedstadsområdet.
Kære Niels
Så rigtigt skrevet.
Der er fælles træk mellem Lynetteholmen og Amager Fælled.
Jeg vil sige at vi er gået fra planlægningens hovedopgave at skal end gode by, dvs at sørge for at der er en funktionel placering af byens funktioner, så den tilgodeser det gode liv i byen.
Det er vendt på hovedet idet det nu er andre hensyn eller enkelt hensyn, der skal tilgodes. Det skal så legitimeres og det er i begge tilfælde søgt gennemført med spin, der nok siger noget der i sig selv ikke er forkert, men som slet ikke har helheden med – og som bevidst udelader det fra helheden, der taler imod projekt. Det bliver dermed en falsk legitimering.
Det har tidligere været helheden, der kunne give en begrundelse, nu er det en ide der gennem spin skal få det til at se som begrundelsen.
Knud Erik Hansen