Landskabet tilhører os alle sammen, samtidig med at nogle er lodsejere og har købt og betalt for det. Sådan er det også med byen, hvor vi alle er borgerne, men nogle er grundejere. Det er på tide at vi tænker os godt om og prøver at tage højde for alle aspekter og foretager en afvejning, der giver mening i lokal sammenhæng. Det lyder jo som definitionen på planlægning.

Vi kommer til at gentænke brugen af vores ådale. Der er store problemer med alt for meget vand. Nedbørsmængden er stigende, og det kommer både som skybrud og som længere regnperioder. Åer og vandløb går over sine bredder og skaber oversvømmelser. Vi har problemer med udvaskning af fosfor og kvælstof til vores vandløb og indre farvande. Der er færre arter i naturen og vi udleder for mange drivhusgasser. Problemerne kan ikke bare løses med grødeskæring og uddybning af åen. Der er brug for samlede planer, så løsninger opstrøms ikke forringer vilkårene nedstrøms, og så klimatilpasning ikke forværrer vandmiljøet, men forbedrer det.

Vi bliver nødt til at tænke planloven mere sammen med flersidige formål som klima, miljø, landbrugets rentabilitet, biodiversitet, rekreativ adgang til naturen og landdistriktsudvikling.

Der er marker, huse og andre bygninger, som er så udsatte og så dyre at beskytte på traditionel vis, at det ikke giver nogen mening at blive ved. De første, der kommer med det budskab, er forsikringsselskaberne, som afslår at forsikre. Det er ikke nyt, at vi må investerer tid og ressourcer i at bruge landskabet på nye måder. Genopretningen af Skjern Å skete blot få årtier efter, at udretningen var endeligt afsluttet.

Vand har vi nok af, men det kniber med pladsen
Men al det vand, som løber ned i ådalen, falder jo over hele landskabet, og der sker i en vis udvaskning af kvælstof og fosfor. Når vandstanden stiger, er der områder som ikke kan komme af med drænvandet. Nu er der ikke noget, som er så galt at det ikke er godt for noget. I oversvømmede områder nedfældes kvælstof og fosfor og hvis det er tørvejord som er oversvømmet, falder udledningen af drivhusgasser herfra voldsomt. Det er bl.a. derfor vi etablerer vådområder og genetablerer lavbundsarealer.

Vi har brug for produktion af fødevarer, rent vand og plads til grøn energiproduktion i landskabet. Vi vil også gerne have mere skov og natur med plads til både planter og dyr i så stor mangfoldighed som muligt. Teknologirådet har fremskrevet alle ønskerne til vores landskab og kunne konkludere, at hvis alle politiske ønsker skal opfyldes, så mangler vi et areal på størrelse med Fyn!

Fra byfornyelse til landskabsfornyelse
I forhold til de stigende vandmasser står vi overfor et problemkompleks, som i omfang og kompleksitet kan sammenlignes med udfordringerne i København i 80érne eller udfordringer med ghetto bebyggelser.

Landskabsfornyelsen vil koste nogle milliarder i investering over en længere årrække – men det vil være en god forretning for Danmark – meget bedre end ikke at gøre noget.

Problemerne er resultatet af tidligere tider handlinger, og der findes ingen enkle løsninger. Siden 1980’erne er der brugt 80 mia. kr. på byfornyelsen. Nu er der brug for en samlet plan for sanering og udvikling af det åbne land, så problemerne kan løses og nye værdier skabes.

Vi bliver nødt til at tænke planloven mere sammen med flersidige formål som klima, miljø, landbrugets rentabilitet, biodiversitet, rekreativ adgang til naturen og landdistriktsudvikling. Vi bliver også nødt til at koble planlægningen sammen med stærke virkemidler til at udmønte planerne. Ellers risikerer de at samle støv, alt imens problemerne vokser.

Ny rammer og redskaber
Vi må til at udvikle rammer og redskaber til landskabsfornyelse i stil med den byfornyelse, som man har gennemført i de store byer. I Gudenådalen er der huse, som skal fjernes, landskaber som skal skifte karakter og anvendelse, og vandløb som skal føres tilbage til oprindelig slyngning. Gøres det rigtigt kan der skabes mere natur, bedre miljø og større attraktivitet for både bosætning og erhvervsudvikling.

Landskabsfornyelsen vil koste nogle milliarder i investering over en længere årrække – men det vil være en god forretning for Danmark – meget bedre end ikke at gøre noget. Og det skal ske i tæt samspil, med de mennesker som bor og lever i landskaberne. Hvis vi kan lave byfornyelse og ghetto planer, så kan vi jo også lave landfornyelsesplaner og med den rigtige tilgang slå flere fluer med et smæk, når vi skal investere i klima, miljø og biodiversitet.