I et nyligt blogindlæg slår Torben Gleesborg til lyd for at øge kvaliteten af at bo på landet – bl.a. ved at fjerne landsbyer og ejendomme, der ligger uhensigtsmæssigt. Det er befriende tale i en tid, hvor håb og romantiske forestillinger fortsat præger udkantsdebatten. Fx roser På forkant-kampagnen kommunerne for at styrke deres differentierede tilgang til udvikling, på trods af, det ligger svagt med handlingerne. Spørgsmålet er om kommunernes planer om differentieret udvikling er vidtgående nok?

På forkant-kampagnen er afsluttet og en række kommuner roses i afslutningsrapporten for at arbejde mere differentieret samt tildele byer og landsbyer forskelligartede (positive) roller, som de kan arbejde på at udfylde. Der er ganske vist ikke så meget handling noteres det på side 37 – nærmest undskyldende: ”Strategiplanernes svageste punkt er – med få undtagelser – handlingssporet”.

Tabte muligheder?
Når jeg læser afslutningsrapporten, kan jeg ikke lade være med at tænke, at muligheder er blevet forpasset. At man – uanset en seriøs arbejdsindsats fra Erhvervsstyrelsen, KL, Realdania og ikke mindst deltagerkommunernes side – har forpasset lejligheden til at tone rent flag med hensyn til nogle steders fuldstændigt begrænsede overlevelsesmuligheder. Afslutningsrapporten konkluderer forsigtigt, at ”Generelt er visioner og strategier ganske pragmatiske. Det giver håb om, at de kan give grobund for handling, hvor man med relativt små midler kan dreje udviklingen i en positiv retning – selv i de kommuner hvor den demografiske udvikling er mest kritisk. ”
Håbe kan man altid, men i mine øjne er det her udtryk for en romantisk forestilling, som gør indbyggerne på fortabte steder en ordentlig bjørnetjeneste. I stedet for at indse, at differentieret udvikling – nogle steder – betyder total afvikling.

Indenfor dansk velfærdstænkning har vi svært ved at erkende, at visse steder ikke har en chance i konkurrencen om overlevelse.

Fortabte steder
Indenfor dansk velfærdstænkning har vi svært ved at erkende, at visse steder ikke har en chance i konkurrencen om overlevelse. I Skrumpelev-projektet faldt vi over flere eksempler på steder uden chancer for at tiltrække bosætning – Vejkantsbyerne. Små landsbyer på op mod 100 huse opstået for knap 150 år siden langs en landevej. Dengang bestod trafikken af hestevogne, men i dag passeres vejkantsbyerne dagligt af mange gennemkørende biler, der sjældent overholder fartgrænsen på 50 km i timen. Husene er placeret lige i vejkanten og må – efter 2017-standarder – betegnes som utidssvarende i størrelse, stand og isolering. Der var eksempler på månedlige (el-)varmeregninger, som var mindst dobbelt så høje som huslejen.

Svage borgere svigtes
Mekanismen er velkendt i sådanne landsbyer. Spekulanter af Låsby-Svendsen-typen køber de faldefærdige ejendomme på tvangsauktion, for så at leje dem ud til svage borgere med sociale problemer på siden. Her leves liv, der på mange måder minder om det Underdanmark Lisbeth Zornig har beskrevet. Liv vi ikke kan være kan være bekendt i en dansk velfærdsstat. Her er brug for boligsociale indsatser, hvor svage borgere flyttes fra usunde vejkantshuse til langt bedre boligforhold i nærliggende byer med et socialt sikkerhedsnet. Lemvig og Mariagerfjord kommuner har i en årrække forestået en samvittighedsfuld og forbilledlig boligsocial indsats i landsbyerne.

Vejkantshusene bliver slet ikke en del af ejendomsmarkedet, de er simpelthen usælgelige på almindelige vilkår.

Hammerslag i vejkantsbyen
På en studietur til en dansk vejkantsby i oktober havde jeg med inspiration fra Hammerslag på DR1 bedt en lokal ejendomsmægler om at vise tre vejkantshuse frem, som deltagerne skulle gætte hammerslagspriser på. Interessant nok viste det sig, at mægleren ikke kunne finde nogle vejkantshuse i sin portefølje, men endte med at vise os tre parcelhuse – beliggende i landsbyens parcelhuskvarter. Vejkantshusene bliver slet ikke en del af ejendomsmarkedet, de er simpelthen usælgelige på almindelige vilkår.

Ressourcer sparet på at servicere en vejkantsby kan bruges til en forbedret service i to andre landsbyer.

Fjern en landsby, styrk to andre!
Tankerne bag Skrumpelev-projektet var baseret på ideer om strategisk planlægning og differentieret udvikling, hvor kommunerne kunne melde ud, hvilke landsbyer man i det lange løb vil satse på at servicere, samt hvilke man ikke længere vil servicere. En interessant konklusion i Skrumpelev var, at det over en 20-årig periode koster det samme at bevare status quo – altså bevidstløst fortsætte med at servicere en forfalden vejkantsby med et svagt nedadgående indbyggertal – som det koster at opkøbe alle huse, rive dem ned og genhuse alle landsbyens indbyggere. Men ressourcer sparet på at servicere en vejkantsby kan bruges til en forbedret service i to andre landsbyer.

Ton rent flag
Med den nye valgperiode, der starter 1. januar 2018, får kommunerne ny mulighed for tone rent flag overfor ejendomsmæglere, realkreditinstitutter og huskøbere…
Så når der skal udarbejdes planstrategier og kommuneplaner – så husk På forkant-kampagnens analyser, strategier og handlingsplaner – samt Skrumpelev-projektet.

Læs også Torben Gleesborgs indlæg