Den lukkede baggård er blevet byplanlægningens ”non grata”. I nye byområder er de fælles udearealer åbne for alle. Det lyder måske godt, men det frarøver byerne en dimension, der ikke kan erstattes af noget andet sted.

For årtier tilbage var byens baggårde der, hvor solens stråler aldrig nåede hen. Et sted man opholdt sig af nødvendighed og sjældent af lyst. Men så røg baghusene ned og lokummerne ud. Og alt imens byernes indbyggere ændrede sammensætning, gjorde baggårdenes indretning det også.

I dag er karrébyggeriets gamle tætte baggårde slået sammen og har udviklet sig til små parker med borde-bænke-sæt og klappekaniner. Det er fællesrum, men med karakter af noget privat. For der er lås på portene. Sådan en begrænsning kan lyde som en indskrænkning af bylivet, men er det stik modsatte.

Effektive kvadratmeter
De lukkede baggårde er i høj kurs. Alligevel fortrænges de i moderne byplanlægning. Ikke fordi baggårdene ikke findes. Det gør de – og i meget velanrettede versioner. Men med den grundlæggende forskel, at de låste porte er væk, så alle kan komme ind.

Der er selvfølgelig økonomiske rationaler involveret, når kostbare arealer udnyttes til flere formål.

I andre typer nybyggeri er baggården helt elimineret. Punkthuse omkranses ofte kun af tynde linjer mellem det offentlige og private fællesrum. Det skyldes ikke alene trang plads, men også at de mindre attraktive stuelejligheder tilsættes terrarieagtige private haver for at øge deres værdi. På bekostning af fællesområder.

Nogle steder har man helt opgivet skellet mellem offentlig og privat. Som da jeg på Aarhus Ø vandrede lige ind i en tilsyneladende vilkårligt placeret Webergrill. Det offentlige fortov udgjorde åbenbart også terrassen for lejlighederne i stueplan. Et skridt videre og jeg kunne deltage i morgenkaffen på den anden side af ruden.

Når baggården bliver et offentligt rum, bliver den fremmede mistænkelig, og det private bliver vulgært.

Der er selvfølgelig økonomiske rationaler involveret, når kostbare arealer udnyttes til flere formål. Og så øger de også tilgængeligheden til grønne områder for flere mennesker, skaber genveje gennem ellers ugennemtrængelige karréstrukturer og muliggør en arkitektur, der indbyder i stedet for at afvise.

Men det kan ikke erstatte den dimension, de lukkede baggårde giver.

For privat til at være offentlig og for offentlig til at være privat
På en studietur til Ørestad, gik jeg for nylig med en gruppe velklædte kursusdeltagere igennem en åben baggård. Der stod parkerede cykler, blomsterkrukker og poser med pant. Det lignede enhver anden baggård. Bag et gulv-til-loftvindue så vi en kvinde iført morgenfutter og BH i færd med at skifte ble på et barn. Her ramte pludselig følelsen af at have brudt en usynlig grænse, der fik os til at fremstå som en flok gæs på afveje. Når baggården bliver et offentligt rum, bliver den fremmede mistænkelig, og det private bliver vulgært.

Tanken om, at alle kan møde hinanden uden grænser, er selvfølgelig besnærende, men netop muligheden for at fremmede indtager det semiprivate rum, afholder mange fra at opføre sig privat.

Det er svært at få øje på, hvorfor man skulle have lyst til at bevæge sig ind på matriklen (med mindre man har lyssky ærinder). Tanken om, at alle kan møde hinanden uden grænser, er selvfølgelig besnærende, men netop muligheden for at fremmede indtager det semiprivate rum, afholder mange fra at opføre sig privat. Og i det åbne rum skal ladcyklen alligevel stadig nagles fast med dobbeltlås, ligesom der kun er et fortov mellem børneleg og en trafikeret vejbane.

Baggården er et mikrokosmisk naboskab
Fra mit køkkenvindue i en gammel karré kan jeg se ned i vores efterhånden slidte baggård. Dernede indtager vi mange af sommerens middage, bag buske og træer hænger gårdens børn ud, når de vil udforske verden uden for mange forældres overvågende blikke. Der er altid nogen at lege med, og de leger med det, der er: Et lille billedrørs-tv fra storskrald og nogle blade i en spand med hul i. De hviner omkring et oppusteligt badebassin, mens de afprøver flydeevnen på en rusten trehjulet cykel. Den slags fantasifulde leg er ellers et uddøende fænomen i byen og børnelivet.

Min treårige datter kigger længselsfuldt efter de store piger, som nogle gange inviterer hende med. Jeg kan lade hende være alene i gården uden at være (alt for) bekymret. Portene er låste, så trafikken udenfor er fjernt fra det lille mikrokosmos baggården udgør.

Her hilser vi, og stopper nogle gange op og snakker. Gik det godt med jobsamtalen forleden, og holder du lige øje med pigerne, mens jeg ordner vasketøj? Vi kommer hinanden ved, uden det behøver at blive anmassende.

Uden det særlige fælles-private-rum vil byen miste en af de sidste bastioner, hvor børn kan være sammen på tværs, uden alting er programmeret på forhånd.

Efter få uger på vores nye adresse havde jeg snakket med flere, end jeg gjorde på to år i en spritny ejendom. Her sikrede elevatoren, at vi aldrig krydsede hinanden på trappen, og affaldsskakten foran egen dør betød, at vi også slap for at udveksle blikke over en skraldespand. Sandkassen og legehuset var placeret midt på gaden ved nedkørslen til en p-kælder. Så også her var vi garanteret, at vi ikke ville komme ud for at mødes med vores naboer.

Uden baggården mister vi noget, vi ikke kan få andre steder
Som et tidligere blogindlæg her på siden skildrer, så er antallet af timer, hvor børn er udenfor faldet drastisk (Når vi udvikler byer til børn). Det ville også gøre sig gældende for mine børn (og mig selv for den sags skyld), hvis vi ikke lige kunne åbne døren til bagtrappen og hoppe ned i gården.

Uden det særlige fælles-private-rum vil byen miste en af de sidste bastioner, hvor børn kan være sammen på tværs, uden alting er programmeret på forhånd. Uden de altid skal have legeaftaler orkestreret af voksne, og de står heller ikke ensomt og hopper på trampolin i hver deres have. I gården kan vi unge som gamle ånde en smule i en ellers tæt by. Vi hører til i et fællesskab, uden at det hele tiden er noget, vi skal organisere eller sætte ord på for den sags skyld. Det findes ingen andre steder i min verden.

Selvom intentionerne med at skabe åbenhed og tilgængelighed kan være gode, er resultatet det ikke altid. For når baggården åbnes for alle, ender den med at være for ingen. Det er spild af plads i byer, hvor vi i forvejen mangler rekreative uderum. Uderum der gør, at vi kan leve med at bo tæt, som meget tyder på, at vi også i fremtiden kommer til.