Det åbne land er under pres! Udover landbrugsproduktion, veje og byudvikling skal der findes plads til mere natur, nye områder til energiproduktion, rekreative interesser samt miljø- og klimaindsatser. Det medfører en øget kompleksitet, hvor mange interessenter trækker i forskellige retninger. Skal vi skabe bæredygtig udvikling og optimere brugen af arealerne i det åbne land, er der brug for en ny tilgang til planlægning og samarbejde.

Sektororientering og adskilte funktioner
I byerne har vi en lang tradition for planlægning med en bred involvering i processerne, og en tilgang hvor det er naturligt at løfte flere indsatser på én gang. Bevæger vi os ud i det åbne land, har vi ikke den samme tradition for en helheds- og udviklingsorienteret planlægning – selvom der  selvfølgelig er undtagelser. Som udgangspunkt er der i kommuneplanerne tale om en sammenfattende planlægning, men vi har en tendens til meget overordnede sektorudpegninger, hvor fokus er på enkeltinteresser og konflikthåndtering. En planlægningstilgang der har ført til en høj grad af funktionsadskillelse, der samtidig understøttes af en sektorlovgivning samt tilskuds- og støtteordninger, som i deres udgangspunkt også er målrettet ensidige formål.

Med det forøgede pres på det åbne land, er der brug for en lokal, sammenhængende og udviklingsorienteret planlægning med mulighed for at understøtte flere formål.

Man kan spørge sig selv, om den nuværende indretning af vores landskaber understøtter den fremtid, vi ser ind i, eller om vi, lidt firkantet sagt, planlægger i en fastlåst struktur, hvor vi har svært ved at se nye muligheder for at skabe sammenhænge og værdi. Med det forøgede pres på det åbne land, er der brug for en lokal, sammenhængende og udviklingsorienteret planlægning med mulighed for at understøtte flere formål.

Sagsbehandler vi os til udviklingen i det åbne land?
Springet fra planlægning på kommuneplanniveau til den konkrete sagsbehandling er også en udfordring. Vi har en offentlig planlægning med fokus på overordnede arealinteresser. Ved siden af det, har vi de private aktører. Det er her vi blandt andet har landmænd og projektejere. Dem møder kommunen som myndighed oftest i forbindelse med sagsbehandling. Vi kigger på det konkrete projekt, og holder det op imod den lovgivning, projektet er omfattet af.  Det er sjældent planlægningen spiller en større rolle.
Vi kigger typisk på matrikler og byggefelter, mens vi sjældent forholder os til det omgivende landskab ift. til de øvrige indsatser og muligheder for udvikling, der måtte ligge her. Skalaspringet mellem kommuneplan og projekt er for stort, og rammerne og ressourcerne er der ikke til at gøre noget ved det. Resultatet bliver kommuneplaner, der på nogle områder ender som hyldesucceser, og en udvikling i det åbne land der styres af fragmenterede sagsbehandlinger.

Behov for visioner, scenarier og nye rammer
Planlægning i det åbne land bør derfor gentænkes. Og der er meget at tage fat på.  Kan vi bringe en anden skala i spil og dermed opnå bedre planer og projekter, der kan understøtte en bæredygtig udvikling og integrere flere interesser på samme tid?

Vi skal gøre op med vanetænkningen og fastlåste strukturer, og i stedet finde virkemidler til den nødvendige forandring.

Vi har brug for fælles visioner og ikke mindst billeder og scenarier af, hvordan vores landskaber skal udvikle sig. Vi har brug for at diskutere ambitionsniveauet og sætte fælles mål.  Vi skal have fleksible rammer med plads til lokal helhedsorienteret prioritering, og der bør være mulighed for en ny samarbejdskultur, hvor relevante aktører sammen finder bredt accepterede løsninger, der bidrager til helheden. Det Realdania støttede initiativ Collective Impact er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre – nu skal vi bare have det ud at virke lokalt.

For at alt dette kan lade sig gøre skal vi først og fremmest have mindre sagsbehandling i planlægningen og mere planlægning i sagsbehandlingen. De planfaglige kompetencer skal mere i spil, også i forbindelse med konkrete projekter, og kommunens rolle skal redefineres. Ligesom planlægning med fordel kan gøres mere relevant for de private aktører. Dette kræver både nye rammer og kompetencer på myndighedssiden. Her er det helt afgørende en prioritering fra både embedsværket og det politiske system.

Vi skal gøre op med vanetænkningen og fastlåste strukturer, og i stedet finde virkemidler til den nødvendige forandring. Først der får vi et åbent land der reflekterer behov og efterspørgsel i det 21. århundrede.