Planlæggere arbejder ofte tæt sammen med lokale, frivillige aktører i forbindelse med byudviklingsprocesser. Et EU projekt er i gang med at undersøge, hvordan de frivillige byudviklere arbejder og noget tyder på, at de professionelle kan lære noget.

Jeg har arbejdet tæt sammen med rigtig mange byplanlæggere og byudviklere i regi af Dansk Byplanlaboratorium. I september deltog jeg i en workshop, hvor fokus ikke var på de professionelle, men derimod på de mennesker, som arbejder med byens udvikling uden at få penge for det. Vi snakker om de mennesker, som gang på gang sætter projekter, events og initiativer i gang, som får deres lokalområde til at blomstre – iværksættere, lokale ildsjæle, forandringsagenter og brobyggere. Det var et par virkelig inspirerende dage, og jeg har siden jeg kom hjem stillet mig selv spørgsmålet: Kan vi professionelle byudviklere ikke lære noget af de frivillige?

Rammen for workshoppen er et EU projekt, der med udgangspunkt i bykvarterer i Amsterdam, Birmingham, Glasgow og København undersøger, hvordan frivillige byudviklere arbejder, hvem de er og hvordan man kan understøtte deres arbejde.

De har stærke relationelle kompetencer, og forstår at tilpasse deres kommunikation til dem de taler med. Og så forstår de at begå sig i formelle og uformelle magtrelationer.

Fællestræk for frivillige og professionelle
Jeg er meget optaget af, hvad det er for nogle kompetencer de professionelle gør brug af, når de skal udvikle byen – navnlig i de situationer, hvor de driver komplekse byudviklingsprocesser fremad og får ting til at ske i samspil med en hel masse af byens øvrige aktører. Og jeg var overrasket over, hvor præcist sammenfald der var mellem de kompetencer, de frivillige byudviklere besidder og dem, som jeg har identificeret hos de professionelle: De er villige til at tage en risiko. De kaster sig ud i processer, som de ikke ved, hvor ender og de er i stand til at arbejde med projekter, som skifter retning undervejs. De er empatiske og forstår at mennesker er forskellige og motiveres af forskellige ting. De har stærke relationelle kompetencer, og forstår at tilpasse deres kommunikation til dem de taler med. Og så forstår de at begå sig i formelle og uformelle magtrelationer.

Historiefortællere med øje for muligheder
I løbet af workshoppen gjorde det dog indtryk på mig, hvordan der tegnede et billede af nogle særlige måder at arbejde på, som går igen hos de frivillige byudviklere på tværs af landene. De er for det første enormt gode til at fortælle historier. De arbejder ofte med kunst og æstetik – både som en måde at komme i dialog om de store spørgsmål og som en måde at skabe stemning, opbygge tillid og signalere omsorg for såvel byens rum som byens mennesker.  De sætter ting i gang, hvor folk gør noget sammen (spiser, planter, maler, bygger, graver mv.). Og så er de gode til at skabe et ikke-medieret rum, som ramme for samtalen om byens udvikling.

… det var påfaldende, hvor lidt deltagerne snakkede om rammebetingelser og om alt det, der ikke kan lade sig gøre!

Og så kan jeg ikke huske en eneste gang i løbet af workshoppen at nogen sagde ”Det er vildt spændende, men det kunne aldrig lade sig gøre i Holland fordi… Der var masser af diskussioner om konkrete projekter, om måder at arbejde på og om, hvilke barrierer de frivillige oplever og derfor synes jeg faktisk det var påfaldende, hvor lidt deltagerne snakkede om rammebetingelser og om alt det, der ikke kan lade sig gøre!

Måske var workshoppen bare faciliteret godt. Eller måske er det et udtryk for en måde at tænke på, hos de folk som arbejder med byens udvikling uden af få penge for det – en tilgang, hvor man fokuserer på, hvad der er muligt, og får øje på de steder, hvor man kan få noget til at ske…? Jeg synes det var vildt inspirerende og tænker, at det kan jeg godt lære noget af. Hvad tænker I?

Læs om det omtalte EU projekt på www.smart-urban-intermediaries.com

Læs mere om Nyforbyelse.dk