For nyligt kunne man i Politiken læse Karsten Ifversens artikel om storcenteret Kronen i Vanløse. Artiklens pointe var, at storcentre ofte bliver en økonomisk succes, men sker på bekostning af handelsgaden som et åbent, demokratisk og flerfunktionelt rum. Ikke bare i Vanløse og København, men overalt i landet, hvor stor- og megacentre skyder op. Diskussionen for eller imod storcentre blusser ofte op og senest i forbindelse med revideringen af planloven, som har banet vejen for såkaldte ’aflastningsområder’ i byer, hvor der er tilstrækkeligt kundegrundlag.

To hold skyder på hinanden, hver gang emnet kommer på banen. På den ene side står ’de fremsynede’, som betragter sig selv som fortalere for ”vækst og udvikling”. Og på den anden side står bylivselskere, æstetikere og handelstandsforeninger, som vender sig imod storcentrenes ”sjælløshed” og kæmper for bylivet og de eksisterende butikker.

Internt imellem kommunerne er konkurrencen hård for at komme først. Undlader den ene kommune at køre gravkoen frem, er der bare en anden, der gør det. Så lokalpolitikernes dilemma er forståeligt. Men sagen er også, at udvikling og byliv går hånd i hånd. Og at det ikke bare er storcenteret, der truer handelsgaden og bymidten.

Der bliver færre butikker
Den klassiske europæiske bymidte har for længst bevist sit værd, og fungerer den, er det stadig her, de fleste af os gerne vil opholde os. Historisk har handelslivet været dét, som skabte liv på hovedgaden, men i en travl hverdag er vi flere og flere, der køber flyverdragt og vinterstøvler direkte fra sofaen.

Lige som danskerne er amerikanerne vilde med at købe ind online, og storcentrene har i sig selv en begrænset livscyklus – de kommer hurtigt til at fremstå forældede.

Da Realdania sidste år offentliggjorde en undersøgelse, som sammenlignede detailhandlen i en række byer, var en af konklusionerne, at antallet af fysiske butikker er på vej ned og har været det længe. Udviklingen skyldes internethandel, men ikke kun. Rapporten viste også, at butikkerne understøtter hinanden, og den pegede på, at hvis man giver mulighed for at sprede butikkerne – fx i aflastningscentre uden for byerne, som konkurrerer med bymidtens butikker – sætter man handelsgadens og oplandets butikker kniven for struben. Det er ikke bare forbrugerne, der bærer ansvaret for bymidten, men også den kommunale planlægning.

At storcentrene skaber langsigtet vækst, er heller ikke mejslet i sten. I deres hjemland, USA, finder man flere og flere af de døde ’greyfield malls’, der som overdimensionerede gravstene fylder op i landskabet omkranset af enorme tomme parkeringspladser. Knap en femtedel af alle amerikanske storcentre vurderes at være truede. Lige som danskerne er amerikanerne vilde med at købe ind online, og storcentrene har i sig selv en begrænset livscyklus – de kommer hurtigt til at fremstå forældede.

En levende hovedgade er vejen til den attraktive by
Ikke bare købstadens handelsgade, men også storcenteret er altså på retræten. Så hvad gør man? Skal man lade falde, hvad ikke kan stå?

Når det gælder den traditionelle handelsgade er svaret nej. En levende hovedgade er afgørende for den lokale udvikling, som man selv kan se, hvis man lægger vejen forbi de byer, hvor planlæggerne prioriterede periferien frem for bymidten.

Skal kommunerne – særligt i yderområderne – tiltrække borgere, virksomheder og turister – er det afgørende at skabe attraktive byer, og så skal man ikke mødes af en handelsgade, hvor hvert 3. butikslokale står tomt. En tom bymidte kan ikke drive udviklingen. Tværtimod vidner den om, at de gode tider er forbi.

Håb for hovedgaden
Så vi skal opfinde en anden anledning til at tage ind til hovedgaden, hvis den skal spille en rolle i fremtidens by. Vi skal gentænke bymidten, og det er særligt vigtigt de steder, hvor handelslivet i forvejen er truet. Matas og isenkræmmeren kan ikke opretholde et levende byliv alene. I stedet må vi skabe flere anledninger til at være i bymidten. Kun sådan kan de forskellige tilbud understøtte hinanden, og så kan også butikkerne blomstre.

Vi skal gentænke bymidten, og det er særligt vigtigt de steder, hvor handelslivet i forvejen er truet. Matas og isenkræmmeren kan ikke opretholde et levende byliv alene. I stedet må vi skabe flere anledninger til at være i bymidten.

Heldigvis arbejder mange fremsynede kommuner på netop det. Selv har jeg sommerhus i Odsherred Kommune, og når jeg tager på bytur til Nykøbing Sjælland, kan jeg se, hvordan man her arbejder på at styrke handelsgaden. Strategien er at samle og styrke tilbuddene i netop Nykøbing. Det sker gennem byfornyelse og ved at flytte Odsherred Teater ind midt på hovedgaden i en tidligere Irma-butik, hvor forestillinger og arrangementer afløser hinanden i en lind strøm. Når kommunen holder velkomstmøde for nye borgere med borgmester og kage, er det selvfølgelig også her det sker. At sætte gang i hovedgaden er et langt sejt træk, men en ny form for butiksliv pibler frem.

Karsten Ifversenss pointe er også, at bymidten og handelsgaden i sig selv udgør et byens teater, hvor man kan flanere, drysse rundt eller løbe på rulleskøjter. Storcentrene er derimod opført på en måde, der leder os rundt i et stramt programmeret, kommercielt rum. Heri har han ret. Vi vil ud. Vi vil være sammen. Vi vil se, og vi vil ses. Og det kan vi bedst i byen.

Det betyder ikke, at vi ikke skal have storcentre, eller holde op med at købe ind på nettet. Men vi skal gøre det med en knivskarp plan for, hvad vi så vil med vores hovedgade og med bymidten. Undvære dem kan vi ikke.