Rosenhaver eller skaterramper?
Når befolkningsprognoserne forudser en markant stigning i antallet af ældre i byerne i de kommende år, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de ældre vil blive mere synlige i byen. Meget tyder på, at ældre i stadig mindre grad benytter og føler sig hjemme i byrummene. Mange har en oplevelse af, at byen ikke henvender sig til dem. Vi står på tærsklen til et aldrende samfund, og derfor har vi lige nu en unik mulighed for at få tænkt de ældre generationer med i fremtidens inkluderende byer.
Udfordringen er velkendt: I de kommende år vil antallet af ældre stige i de danske byer. Og stigningen bliver markant. Ifølge Københavns Kommune vil antallet af borgere over 80 år være vokset med 60% i 2030. Nogle af de få studier, der er lavet på området, har vist, at i en række offentlige byrum udgør de ældre under 0,5% af de daglige besøgende – vel at mærke i områder, hvor de ældre udgør over 7% af beboerne.
Noget tyder på, at store åbne byrum og byrum med mange funktioner ikke appellerer –eller måske ligefrem kan virke afskrækkende på nogle ældre. Blandt andet af den grund er de mange ældre, som bor i København, måske mindre synlige i gadebilledet, end deres antal tilsiger. Det er en kritisk udvikling, som fortjener opmærksomhed. For hvis andelen af ældre i byerne stiger og deres deltagelse i bylivet omvendt falder, så tegner der sig et trist scenarie med voksende ensomhed, øgede sundhedsudgifter og faldende livskvalitet.
Ældrevenlige byer
Danmark står ikke alene med denne udfordring. På tværs af kloden arbejder byer med strategier for bedre at kunne inkludere de ældre samfundsborgere i bylivet. Allerede i 2003 meddelte WHO, at byerne er en vigtig del af løsningen på håndteringen af de aldrende samfund. Hvis byens rum kan inspirere til og muliggøre en sund og aktiv livsstil hos de ældre, antages det ikke blot at øge de ældres livskvalitet men også at begrænse de ellers voldsomme belastninger på de offentlige sundhedsbudgetter.
Når vi ser den uundgåelige demografiske udvikling i øjnene, så er spørgsmålet, vi må stille os selv, hvordan fremtidens by kan blive et attraktivt sted også for de ældre generationer?
Eksempelvis koster ældres faldskader årligt briterne mere end 1 mia. pund. Og der er nok at tage fat på. Byens mange fitnesstage, volleyballbaner, parkouranlæg og skaterramper vidner om en byudvikling, som i de senere årtier har haft et særlig godt øje for ungdommen – og mindre grad for alderdommen.
Fremmed i egen by
Når vi ser den uundgåelige demografiske udvikling i øjnene, så er spørgsmålet, vi må stille os selv, hvordan fremtidens by kan blive et attraktivt sted også for de ældre generationer? Inden vi kaster os over løsningerne og plastrer byerne til med rosenhaver og bænke, er der i mine øjne brug for at forstå problemet lidt mere i dybden. Udover at man ved selvsyn kan konstatere, at ældre er relativt fraværende i byens rum, så eksisterer der meget lidt viden om, hvordan byerne opleves af forskellige grupper af ældre mennesker.
”Hver gang jeg træder ud ad døren, bliver jeg mindet om, at det her ikke længere er min by”
For at åbne op for dette spørgsmål udførte jeg tidligere på året en række livshistorie-interviews med ældre mænd og kvinder i København med henblik på at få indblik i deres tilknytning til byen. De bekræftede det, som anden forskning også viser: at det ikke kun handler om rosenhaver, men at uhensigtsmæssigt anlagte stier og fortove, dårlig belysning, mangel på offentlige toiletter, for hurtigt skiftende lysregulering ved fodgængerfelter og mangel på offentlig transport alle er blandt barriererne for de ældres brug af byen. Dertil kommer følelsen af ikke at høre til. På tværs af forskelle i fysisk sundhed, køn og socioøkonomisk baggrund gav de ældre udtryk for, at der var dele af det offentlige rum, som de ikke besøgte, fordi de følte, at områderne var forbeholdt de unge.
Jeg fik det indtryk, at de ældres tilknytning til byen var eroderet med årene. Som en af de interviewede udtrykte det: ”Hver gang jeg træder ud ad døren, bliver jeg mindet om, at det her ikke længere er min by”. Hvor mange ældre deler denne oplevelse? Hvordan bruger de egentlig byen, og hvad skal der til for at inkludere dem i den blandede by? Vi må anstrenge os for at se byen med de ældres briller og blive klogere på, hvilke parametre vi skal skrue på for at skabe mere aldersinkluderende byer.
Leaving No One Behind
I 2023 bliver København for første gang ”World Capital of Architecture” under overskriften Leaving No One Behind. Hele fagfeltet vil diskutere inkluderende arkitektur og planlægning med resten af verden. Det er en unik anledning til at tage ved lære af andres gode erfaringer, men også til at vise hvordan vi tænker at inkludere de ældre i fremtidens byer. Og er det ikke motivation nok, så kan vi jo huske os selv på, at ældre er en af de målgrupper, vi alle bliver en del af før eller siden. Så lad os bare komme i gang, mens tid er.
Interessant. Jeg har selv forsket i ældres barrierer for at komme ud og bruge byrummet mere og finder mange af de samme ting som du nævner.