24. januar 2002
Dansk Byplanlaboratorium har læst de fremsendte forslag til ændring af Planloven med interesse og har følgende bemærkninger.

Generelt får man det indtryk på baggrund af Miljøministerens udtalelser til dagspressen, at et væsentligt formål med de foreslåede lovændringer er at styrke udviklingen i landdistrikterne specielt i de tyndt befolkede egne og egne med en svag økonomisk udvikling.

Det er Byplanlaboratoriets vurdering, at de foreslåede ændringer vil have den stik modsatte effekt, at det vil være de større byer og landdistrikterne indenfor de større byers pendlingsoplande, som vil blive styrket i konkurrencen om at tiltrække økonomisk aktivitet og nye borgere.

Det er dog Byplanlaboratoriets opfattelse, at de foreslåede lovændringer kan have en positiv effekt på det åbne lands udvikling i og med, at kommunernes engagement i det åbne lands udvikling og planlægning styrkes. Men det vurderes, at denne positive effekt modvirkes af, at de styringsredskaber, som stilles til kommunernes rådighed er utilstrækkelige.

Resultatet af den foreslåede lovændring vedrørende landzonekompetancen kan derfor blive en utilsigtet forslumning af det åbne land, et forøget pres på landbrugsjorden som ressource samt en uhensigtsmæssig byspredning.

I stedet foreslår Byplanlaboratoriet, at udvidelser af eksisterende erhvervsvirksomheder i det åbne land, indretning og opførelse af boliger, indretning af butikker mv. reguleres gennem kommunale zonetilladelser eller på baggrund af en kommunal planlægning af det åbne land.

De foreslåede ændringer af detailhandelsbestemmelserne kan måske gøre planlægnigen lidt mere smidig end på nuværende tidspunkt. Men samtidig vil de foreslåede lovændringer alt andet lige styrke de største og mest konkurrencedygtige byer mens de små byer og de tyndt befolkede egne af landet stilles svagere i konkurrencen.

Disse synspunkter uddybes i det følgende.

Landzonekompetancen
I den foreslåede lovændring flyttes landzonekompetancen fra amterne til kommunerne.

Overflytningen giver mulighed for at kommunerne i langt højere grad end hidtil engagerer sig i det åbne lands planlægning og udvikling. Arbejdsdelingen, som blev gennemført i forbindelse med Planloven i 1992, hvor amterne tager sig af det åbne land og kommunerne tager sig af byerne, har ikke fungeret hensigtsmæssigt.

Mange planlægningsmæssige beslutninger i det åbne land berører både lokale og regionale interesser. Derfor er det vigtigt, at både regionale og lokale interesser er repræsenteret i planlægningsprocessen på tilstrækkeligt forpligtigende og ligeværdig måde.

Den nye situation, hvor kommunerne er landzonemyndighed, og hvor kommunerne skal arbejde for at virkeliggøre regionplanerne kræver et samspil mellem amt og kommune på en langt mere forpligtigende måde end hidtil.

Dette stiller nye krav til udformningen af amternes regionplaner og det stiller krav til kommunerne som aktør i det åbne land.

Set i forhold til borgeren er overflytningen i sig selv en teknisk detalje, som alt andet lige ikke vurderes at have nogen praktisk betydning. Men med den foreslåede arbejdsdeling mellem amt og kommune, forudsætter stor samarbejdsvilje hos de involverede kommuner og amter for at borgeren ikke skal blive fanget i et langt mere uigennemskueligt system end det nuværende.

Det er intentionerne med ændringen af landzonebestemmelserne at gøre det lettere at bygge i det åbne land. Det vil sige at udvide eksisterende virksomheder i det åbne land, at omdanne ledigblevne landbrugsbygninger til boliger og butikker og bygge ekstra boliger på landbrugsejendomme uden zonetilladelse.

De foreslåede ændringer vurderes at ville forøge presset på det åbne land, - specielt i egne af landet med kraftig økonomisk udvikling, hvor presset på boliger og byggegrunde i byzone i forvejen er stort. Det vil sige i hovedstadsområdet og nærheden af de større byer, hvor en lang række øvrige interesser i det åbne land presser sig på f.eks. drikkevandsforsyningen, behovet for rekreation, behovet for arealer til infrastrukturanlæg mv.

Liberaliseringen af byggemulighederne i det åbne land kan især i disse byregioner få en række uheldige og utilsigtede konsekvenser for miljøet, for landskabet, for hensynet til at beskytte landbrugsjorden som en ressource og for kommunernes mulighed for at sikre en sammenhængende byudvikling.

I det fremsatte lovforslag er kommunernes eneste mulighed for at forhindre en uønsket udvidelse af en eksisterende virksomhed i det åbne land nedlæggelse af et såkaldt §14-forbud. Dette vurderes at være et utilstrækkeligt styringsredskab for kommunerne. Det vides, at erfaring, at kommunerne er tilbageholdende med at anvende §14 i planloven, dels fordi det er ressourcekrævende, og dels fordi det umiddelbart virker som et voldsomt magtmiddel i forhold til den enkelte borger.

Den frie ret til at indrette og udvide virksomheder og bygge ekstra boliger på alle landbrugsnoterede ejendomme - uanset deres beliggenhed - medfører, at det kan være umuligt at varetage f.eks. de beskyttelsesinteresser, som er udpeget i regionplanerne. Man kan videre frygte, at aktiviteter, som har vanskeligt ved at indpasse sig på normale vilkår i bymæssige omgivelser presses ud i det åbne land uden, at kommunerne har de nødvendige styringsmidler til at kunne forhindre disse eller til at stille særlige vilkår vedrørende f.eks. bygningsudformning, oplag omkring bygningerne og trafik til og fra virksomheden.

De manglende styringsmuligheder giver risiko for en uhensigstmæssig spredning af boliger og virksomheder, som vanskeligt kan betjenes med den nødvendige kommunale service og infrastruktur.

Det foreslås i stedet, at udvidelser af eksisterende erhvervsvirksomheder, indretning og opførelse af boliger, indretning af butikker mv. i det åbne land skal reguleres gennem tilladelser fra kommunerne eller på baggrund af en egentlig kommunal planlægning af det åbne land.

Kommunernes administration af zonebestemmelserne og den en eventuel kommunale planlægning af det åbne land kunne f.eks. ske på baggrund af en landplanmæssig og regional angivelse af hvilke egne af landet, hvor en udvikling i landdistrikterne særligt ønskes fremmet.

Den igangværende strukturudvikling indenfor landbrugserhvervet har frigjort og vil fortsat frigøre et stort antal landbrugsbygninger. Bygninger som typisk er opført i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Disse bygningsanlæg udgør sammen med de tilhørende haver, træbeplantninger mv. et væsentligt og karakteristisk kulturhistorisk element i det åbne land. I og med disse nu frit kan omdannes og udbygges er der fare for, at et "helt lag" af den danske kulturhistorie forsvinder i løbet af ganske få år.

Der bør derfor gøres en særlig indsats for at bevare de mest karakteristiske gårdanlæg bl.a. gennem de muligheder kommunerne har for at udpege bevaringsværdige bygninger i kommuneplanerne og gennem egentlige bygningsfredninger.

Ændring af reglerne om planlægning til butiksformål
De foreslåede ændringer af detailhandelsbestemmelserne skal bl.a. sikre en mere smidig planlægning og en mere hensigtsmæssig arbejdsdeling mellem amt og kommune. Herudover har miljøministeren udtalt til dagspressen, at formålet med lovændringer er at styrke de små butikker i landdistrikterne.

I og med de gældende bestemmelser i praksis kun har fungeret fra regionplanrevisionen i 2001, er det vanskeligt allerede nu at vurdere deres fulde virkning. Det havde derfor været hensigtsmæssigt at vente med at ændre de gældende bestemmelser indtil en evaluering var gennemført.

I det fremsatte lovforslag ophæves den regionale styring og samordning af detailhandelsudviklingen. Derved åbnes op for en fri konkurrence mellem de enkelte byer og kommuner. Det vurderes, at de i forvejen store og stærke centre vil vinde denne konkurrence på bekostning af den lokale butiksforsyning og de mindre centre, herunder butiksforsyningen i landdistrikterne.

Denne udvikling vil påvirke de små byers og landdistrikternes miljø, som yderligere tømmes for funktioner og derved blive mindre attraktive som boområde og område for placering af arbejdspladser.