14. maj 2001
Dansk Byplanlaboratorium har med stor interesse læst regeringens forslag til strategi for en bæredygtig udvikling.

Forslaget er omfattende og indeholder mange gode elementer og kan forhåbentlig sammen med det indikatorsæt, som ligeledes er udsendt til høring, udvikles til et strategisk redskab i bestræbelserne på en bæredygtig udvikling.

Byplanlaboratoriet er imidlertid skuffet over, at det ikke er lykkedes regeringen at arbejde mere dialogorienteret med forslaget, end det har været tilfældet. Bedre tid og mere målrettede oplæg er en forudsætning for at inddrage offentligheden i debatten. Hvis en national strategi for en bæredygtig udvikling skal have nogen mening, må den i sagens natur bygge på både forståelse og engagement fra et bredt udsnit af befolkningen.

En bæredygtig udvikling forudsætter endvidere en helhedsmæssig tilgang. Selv om forslaget forsøger at forholde sig helhedsorienteret til begrebet bæredygtighed, er det overvejende indtryk, at forslaget først og fremmest er naturvidenskabeligt og teknisk i sin tilgang. Kun punktvis inddrages økonomiske forhold, f.eks. i kapitel 1, hvor begrebet ægte opsparing introduceres, - mens sociale og kulturelle forhold stort set ikke indgår i strategien.

Dette er en svaghed i og med, at gennemførelse af strategien på flere punkter forudsætter ændrede holdninger og ændret adfærd hos befolkningen - f.eks. i forbindelse med nedbringelse af transportens CO2-udslip.

Det er Byplanlaboratoriets opfattelse, at ønsket om en bæredygtig udvikling på et bevidst valg af værdier, og at det ikke - som i regeringens oplæg - er et naturvidenskabeligt eller økonomisk spørgsmål. Bæredygtighed er en etisk fordring om at bevare og forsvare værdier og en fordring om mellemmenneskelig solidaritet.

I forslagets afsnit om fødevareproduktion og biologisk mangfoldighed nævnes mange gode intentioner vedrørende det åbne lands udvikling. Men de mange modsatrettede hensyn, som der henvises til på side 13, vidner om en manglende prioritering fra regeringens side. Kan et "moderne" landbrug forenes med hensynet til biodiversitet og kulturmiljøet i det åbne land? Hvordan sikres en helhedsmæssig prioritering, når landbruget er undtaget en planlægningsmæssig regulering, og et mangefold af sektorplaner, støtteordninger og private investorer uden statslig eller regional koordinering de facto styrer udviklingen i det åbne land?

Set ud fra en byplanmæssig synsvinkel er forslagets afsnit om transport og by- og boligudvikling de væsentligste. Der skal i det følgende opridses nogle korte kommentarer til disse to afsnit.

At ville opnå en bæredygtig udvikling på transportområdet synes næsten umuligt, når regeringen samtidig har et mål om fortsat vækst i mobiliteten og forbedring af tilgængeligheden generelt.

Vi tror, at fysisk planlægning og en aktiv lokaliseringspolitik (som selvfølgelig begrænser byspredningen) sammen med skatter og afgifter er redskaberne, som skal bruges her. Disse redskaber skal bruges i sammenhæng med en strategisk udbygning af den kollektive transport. Men det er vigtigt at se i øjnene, at der skal prioriteres. Der vil ikke kunne påregnes en fortsat højere mobilitet og bedre tilgængelighed for privatbiler overalt.

Det vil i den forbindelse være vigtigt, at der differentieres mellem større sammenhængende byregioner og de dele af landet, som er mere tyndt befolkede.

Det er ligeledes vigtigt at pointere, at regeringen står over for en formidlingsmæssig opgave. Der er hverken særlig stor forståelse eller politisk vilje i kommunerne til at planlægge på en mindre arealforbrugende og mindre byspredende måde end hidtil.

Den manglende formidling giver rum for skrækscenarier om, at den kompakte by er ensbetydende med at blive stuvet sammen "som sild i en tønde" i DDR-lignende betonforstæder.

En formidling som lægger vægt på byens sociale, æstetiske og kulturelle muligheder må derfor anbefales. Eksempelprojekter i 1:1 kunne være et af midlerne.

En langt mere reelt sammenhængende transport og bypolitik, hvor stat, amt, kommune og virksomheder påtager sig et ansvar og spiller hver sine roller, vil være en forudsætning for en bæredygtig udvikling.

Dette fordrer også et mere markant samspil på tværs af kommunegrænser og på tværs af amtsgrænserne - bl.a. i forbindelse med udarbejdelse af region- og kommuneplanerne. Det må være slut med at lave planer, som om den enkelte by eller kommune er en øde ø. Der skal arbejdes med funktionelt sammenhængende byregioner. Nye styreformer og muligvis nye administrative strukturer vil være nødvendige i denne sammenhæng.

Styreformer som på den ene side respekterer en udbredt grad af lokal og regional selvforvaltning, men på den anden side respekterer en række overordnede nationale mål og værdier.

I forbindelse med byerne er bypolitikken, byplanlægningen og byforvaltningen en enestående mulighed for en helhedsmæssig tilgang til bæredygtigheden.

Men den skal være dialogorienteret og inddrage lokalsamfundet som medansvarlig. Kommunernes og amternes planlægning skal derfor i højere grad end på nuværende tidspunkt være baseret på dialog og på opbygning af partnerskaber.

En konsekvens af den aktuelle byforvaltning er en tydelig social segregation i landets større byer, hvor indvandrere og de socialt svageste sammenklumpes i større almennyttige boligbebyggelser.

En bæredygtig byforvaltning og et bæredygtigt boligmarked må - i langt højere grad end på nuværende tidspunkt - tilbyde et mere varieret boligudbud også til de svagest stillede i samfundet.

Slutteligt undrer det Byplanlaboratoriet, at kulturmiljøet og byernes æstetiske og arkitektoniske værdier ikke indgår mere synligt i regeringens forslag.

Sammenfattende kan det siges, at der er brug for klare værdier og kvantificerbare mål på det nationale niveau. Disse værdier skal have en helhedsmæssig tilgang til begrebet bæredygtighed. De sociale og kulturelle elementer bør ligeledes indgå med større vægt.

Amter og kommuner må påtage sig deres ansvar for en konkret udmøntning af bæredygtighedsstrategien, hvor det fra statens side må accepteres, at der er spillerum for forskellige måder at realisere de forskellige overordnede mål på.

Den lokale og regionale udmøntning vil afhænge af de lokale vilkår og af involveringen af befolkningen.

Kun dette medejerskab kan sikre en reel bæredygtig udvikling.

Med venlig hilsen

Peder Baltzer Nielsen, bestyrelsesformand
Ole Damsgård, direktør